I bunken af ferieulæste kulturttillæg skipper jeg gladelig sladderhistorierne om ballet på kokain og alle jazzanmeldelserne og koncentrerer mig om T.S. Høegs festivalklumme i Politiken "Jazz Hawk Down", og hvilken læselise! jeg havde helt glemt, hvor meget jeg savnede hans skæve og præcise NÆB af en pen, og straks skal han have skrevet en ny bog, og hvis han allerede har gjort det, skal et forlag, post-Borgen, straks bide på, og er det virkelig rigtigt, at han spiller med Laugesen på Testrup i næste uge, ja, det er virkelig rigtigt! Her en klummebegyndelse om at forberede sig på optræden:
Hvis jeg, og en del andre, skal spille koncert om eftermiddagen, er der mange faktorer, der gør sig gældende udi forberedelser. Selvfølgelig at have øvet praktisk eller oralt, alt efter modenhedsgraden og sammenholdet med ens kumpaner. Og så er der lige: Hvordan var det lige, du kom hjem om natten og i hvilken tilstand? Nåh, klokken er jo kun 03, så den er ikke helt slem. Men nattetimer og diverse grader af indtagelse er en kun kamp med ens viljestyrke, der kan optræde som det stolte egetræ eller et vagt siv for vinden. Men godt hjemme kan blodet stadigvæk koge, så der skal lige hænges, indtil brædtet endelig rammer baghovedet. Søvn er godt, men ikke med stressdrømme om sløje musikere, der skal med på job, eller hvor er mit instrument? I Timbuktu, som så skal spores. Et bad, måske morgenmad, tjekke instrument, og noder, hvis det er med den på, eller i hvert fald flere hukommelsestjeks. Og sørg altid for en funky påklædning og skiftetøj. At sørge for at intet kommer bagfra. Fordi: freeze, jeg glemte vist dit/dat. Af sted i helst god tid. Og også at ankomme likewise. Snak ikke til mig (om andet end praktikaliteter), fordi jeg er allerede wired up. Højst en banan og kaffe og masser af vand, også på scenen inden start. Jeg kender mange, som har deres helt egne pekulariteter, og de må gøre, hvad de vil, bare de ikke fucker op.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar