I onsdags i Århus talte jeg for skuespillerelever om de nye furiøse tendenser hos de yngre kvindelige digtere og om glæden og skamfuldheden ved at udgrunde og oprette den slags tendens-kasser, for lige netop furie-tendensen kom jo, to måneder efter jeg havde lanceret den i en såkaldt blæksprutte i WA om Antologi 2010 og Forfatterskolens Afgangsantologi (lidt efter, uafhængigt af mig, spottede Tue Nexø den samme tendens i en inf-anmeldelse af antologien), på forsiden af Informations bogmesse-tillæg som en rigtig NYHED; den store artikel indeni, baseret på interviews med de af mig (og Tue) udpegede digtere plus et par flere, fik den kækt bogstavrimende overskrift "Tidens trodsige tøser", hvilket Olga Ravn, en af de såkaldte trodsige tøser og ny, seriøst lovende anmelder på Inf, protesterede skarpt over i et debatindlæg (angrebet bliver også påstanden om, at ingen de unge kvinder er feminister og en Jørgen Leth-montage under et endnu mere udvandet Deadline-indslag, som jeg heldigvis ikke har set) I Århus læste jeg op af Christina Hagens furiøse roman 71 breve til M og af en furiøst performativ tekst af Olivia Nordenhof fra antologien og af Olgas debatindlæg - og det er som sådan fantastiske tekster at læse op, på grund af al den ENERGISKE aggression og vrængen, og underligt Tiresias-fortumlende tekster at læse op som mand - plus en furiøst personlig meta-tekst om at være indeni og udenfor typecastingen, der gemmer sig på Christina Hagens hjemmeside, og som jeg vil aftrykke i sin helhed her, fordi den på hæderkronet paradoksal manér bliver eksemplarisk ved at nægte at være det:
sikke en ballade der bliver
...når man ikke vil lave oprør. Sikke en masse ballade der bliver, når man nægter at kalde sig feminist. Sikke en masse ballade der bliver, når man ikke nærer et DYBT had til feminister, når man nu ikke selv er feminist. Dét er meget forvirrende. Sikke en masse ballade der bliver, når man ikke vil kalde sig feminist, men alligevel skriver om sæd. Sikke en masse ballade der bliver, når man skriver om pikke. Sikke en masse ballade der bliver, når man skriver om sæd og pikke, men ikke gør det for at provokere. Sikke en masse ballade der bliver, når man ikke gider svare på, hvordan det nu ER at være KVINDELIG forfatter. Og hvordan det nu er at være KVINDELIG tomatspiser. Og hvordan det er at være KVINDELIG cyklist. Som om det var et handicap i sig selv. Som om det var interessant i sig selv. Sikke en masse ballade der bliver, når man egentlig synes, at mændene er banket så langt ned i jorden, at de umuligt kan bankes længere ned. Sikke en masse ballade der bliver, når man citeres for noget, man har sagt. Sikke en masse ballade der bliver, når man citeres for noget, man ikke har sagt. Sikke en masse ballade der bliver, når man skriver læserbreve. Sikke en masse ballade der bliver, når man ikke skriver læserbreve. Sikke en masse ballade der bliver, når man læser op (folk går i vrede). Sikke en masse ballade der bliver, når man nægter at læse op (ej, helt ærligt). Sikke en masse ballade der bliver, når man læser op, men siger, at man ikke har lyst til at læse op (det ér faktisk også upassende). Sikke en masse ballade der bliver, hvis man er med i Deadline17. Sikke en masse ballade der bliver, hvis man ikke er med i Deadline17. Sikke en masse ballade der også bliver, hvis man ikke vil kaldes rebel. Gem det til bøgerne + lidt højere til loftet, tak!
lørdag den 4. december 2010
Furiøse afsværgelser af furie-typecasting
Etiketter:
Antologi,
Asta Olivia Nordenhof,
Christina Hagen,
furier,
Olga Ravn,
tendenser
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
læste du lejlighedssangen op?, fuck hvor fint! jeg har tænkt at jeg ville ha brad pitt til at læse den op, jeg havde hans stemmeføring i hovedet da jeg skrev den, men det er fint med dig osse.
SvarSletjep, jeg gjorde! og skuespillereleverne blev helt grønne, af ikke mindst misundelse, tror jeg, på mig-reciterende-dig-skrivende-som-om-du-talte
SvarSlet