SMÆ-RAP Det er en lise at gå til grunde sammen med hovedpersonen, en sjælesyg, men sprogelektrisk dramachef ved navn Andy, i Jens Smærup Sørensens nye, overlegne roman
Undergang som overskud
Jens Smærup Sørensen: Phase. 274 sider, 299 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Jeg bliver altså lige nødt til at ryste mit hoved fri af de håbløse anmeldelser i Jyllands-Posten, tre stjerner ved Jakob Levinsen, og Berlingske Tidende, to stjerner gudhjælpeme ved for fanden Kathrine Lilleør, af Jens Smærup Sørensens splinternye, sort skummende og oprømt virtuose roman Phase; jeg vil slet ikke skæve til hvad af klodset og gråmeleret produkt, der får både fire og fem stjerner i de to dagblade, men hvad med bare en simpel taknemlighed over at se det danske sprog pisket op i så åndssvagt rige og dynamiske volter, det er i da sandhed en fædrelandskærlig gerning, som nok kunne fortjene ros af nationalsindede anmeldere. Her et tilfældigt eksempel og selvstændigt, lille prosadigt på side 71, hvor den, af ikke mindst sig selv, hårdt plagede hovedperson, dramachef på TV Tretten Andy Thomsen, forgæves forsøger at slappe bare en smule af:
”Så gik hun, lukkede døren efter sig, og han lagde sig ned på ryggen. Han strakte sig, men lagde så armene ned langs siden, ville slappe alle muskler, den ene efter den anden, fra fodenden op gennem maven og helt ud i fingrene, rundt om i kæberne. Han ville kunne fornemme at han virkelig kom i kontakt med alle dele af sig, og at enhver diminutiv muskelfiber derpå lå slatten hen. Og han tænkte så på hvornår en enkelt, eller måske flere af dem simultant, og helt af sig selv, ville begynde at røre på sig igen. Hvor længe han kunne blive liggende dér, på det nærmeste livløs, og uden nødvendigvis at tænke på noget andet, uden at tænke på noget som helst. Livløs, uden en tanke, og først da mærkede han sit hjerte, det havde han selvfølgelig glemt, og det slog nu meget tungt. Det gungrede gennem skroget på ham.”
Den måde sætningerne, via indskud og tilføjelser, hele tiden nuancerer sig drastisk og bristefærdigt livfulde – frem til den sidste, pludselig klare og brutale og meget smukke, gennem skroget gungrende sætning. Sådan orkestrerer en mester sin prosa. Og det er da også lige præcis i og med sproget, at romanen undslipper den kliché af en kulturpessimistisk sammenbrudsroman, som Levinsen og Lilleør (nej, hun er meget ør) anklager ham for at have skrevet.
Smærup er om nogen (roman)genrebevidst, og ligesom han i bestselleren Mærkedage fra 2007 pustede nyt liv i slægts- og hjemstavnsromanen, og ligesom han i den oversete kortroman Astrid fra 2004 genopvakte ungdomsromanen, elektrificerer han i Phase den som udgangspunkt lige så dødssyge sammenbrudsroman, og ligesom i Mærkedage og Astrid gør han det ikke ved at styre udenom skabelonerne, men ved at køre lige ind i dem og sætte strøm, overdrevet og overlegent meget strøm, alt, alt for dejligt meget strøm.
For selvfølgelig støder Andy og hans kone Sys på et par tyveknægte en aften, de kommer hjem fra teatret (hvor Andy selvfølgelig i pinlig bevidsthed om et manglende responsum, har været grov overfor en forfatter, C), og selvfølgelig sætter de sig ned og taler med tyvene, og selvfølgelig kommer Andy, der er tidligere soldat, til at brække tyvepigens arm, og selvfølgelig forlader Sys Andy, efter en fest hos malervennen Hans Husum, hvor alt syntes lykkeligt, og selvfølgelig begynder alt så for alvor gå ned ad bakke for Andy, han flytter i en ghetto-lejlighed, udmanøvreres på arbejdet (af forfatteren C selvfølgelig), begynder at drikke, får smadret sin bil, oplever verden som uvirkelig og absurd, selvfølgelig og etc.
Men som beskrevet af den fiktive forfatter Andy, der halvvejs gennem romanen begynder at skrive den, romanen, er det hele én stor, crazy skriftfest, er det hele omsider anledning til en skriftfest, efter han i mange år har haft en professionelt udmarvet omgang med fiktion – allerede på første side meta-konstaterer han, at han som dramachef helt sikkert ikke ville have udsat sine abonnenter ”for så fnidret antydning af en udvikling som straks igen bider sig i halen” som romanens begyndelse: ”Jeg er en almindelig mand. Jeg var en almindelig mand. Jeg er en helt almindelig mand.” (Andy foretrækker at skrive i tredjeperson om sig selv, pga. friheden i distancen, men kan i ekstra paniske/maniske stunder, i beretningen eller skriveprocessen, pludselig bryde ud i jeg).
Andys krøllede bevidsthedsliv skrives op i store og komplekse, til tider vildt store og kompleke ud- og indfoldninger (med samt gerne diverse flashbacks), mens de fleste konkrete konfrontationer med omverdenen afvikles hurtigt og effektivt som temmelig vittige ping-pong-dialoger (hvor kvinderne i Andys verden, den vise kantinedame og den friske sekretær fx, selvbevidst taler sig ud af de klicheer, der af Levinsen tages for pålydende, men som de selv udmærket er klar over, at de, af Andy og Smærup, er castet som). Den vage sci-fi-setting og de mystiske tyverier af Hans Husums malerier er rigtignok, som Erik Skyum-Nielsen i Information skeptisk anfører, røgslør, men fint, glitrende røgslør så sandelig
Mens den eksistentielle og civilisatoriske krise blomstrer og atter blomstrer på Andys kvæstede computerskærm.
Der er sket en fejl. Nogle indlæg er røget ud, og din anmeldelse er bragt sammen med de skønne postkort.
SvarSlet