Jeg synes, det er trist, at Klaus Rifbjergs (og tidligere Thorkild Bjørnvigs) sommerhus i Kandestederne, som jeg mangen en sommer har bevæget mig frem og tilbage til stranden i slagskyggen af, er blevet købt af en absolut ikke-digter. Men jeg kan på den anden side ikke holde den mindste smule skadefryd tilbage; i indtil flere kronikker i sin tid surmulede Rif over de smagfulde, typebyggede sommerhuse, der blev bygget i området sidst i 70'erne og som mine forældre købte sig et eksemplar af, og nu viser spotpris-køberen af hans eget fornemme hus at være en skurkagtig storentreprenør med planer om at udstykke og modernisere de to gule hoteller, Hjorts og Kokholms (Rifbjerg spenderede mangen en sommer i det tredje hotel, Kandehus, lige overfor, som hans onkel bestyrede) ...
(fra en WA-anmeldelse af en kronik-samling)
-->
"Bedst farer jeronimusseriet, når Rifbjerg undervejs anfægtes
over det, når det i stedet for at stivne i en sur taleboble kommer i urolig
bevægelse. Som nu f.eks. de tre kronikker fra 1978-1980, de to betitlet ”Udsigt
fra en klippetop”, der kløjes flot i deres jeronimusseri over de nye
udstykninger, heriblandt mine forældres, nedenfor Rifbjergs stolt og tidligere
også ensomt tronende sommerhus i
Kandestederne: han er ligefrem begyndt at sætte privat-skilte op: ”Pælen i
jorden – der viste sig at være en pæl i kødet også – er nu forsynet med ekstra
brædder på tværs, en slags finner eller stabilisatorer, der gør det vanskeligt
at vælte skiltet.”"
(fra BT)
Rifbjergs hus solgt til spotpris: Sat til salg for ti millioner - så lidt fik de for det
"Danmarks berømteste forfatter, Klaus Rifbjerg, var blandt de
faste sommergæster. Nu har Rifbjergs arvinger solgt hans ejendom til
spotpris.
Det er Kandestedernes og måske hele Skagen-områdets mest sakrale
sommerhus, som for nylig røg over disken. Den hedengangne forfatters
sommerresidens bestående af 21.120 kvm klitgrund direkte til
Vesterhavet, et sommerhus samt forfatterens berømte sorte skrivehytte,
som Skagen-arkitekten Alfred Hansen har tegnet, er solgt til
storentreprenøren Jørgen Enggaard. Efter at være udbudt på markedet i et
års tid til en pris omkring de ti mio. kr. løb Jørgen Enggaard med hele
molevitten for 3,5 mio. kroner.
Kandestederne, som ligger omkring 15 km syd for Skagen, har altid
været lillebror i konkurrencen med byen på den yderste spids. Det er
ikke en rigtig by, og de gamle, romantiske hoteller har indtil for nylig
fremstået noget nedslidte. Kandestederne er mest kendt for Raabjerg
Mile – men Kandestedernes trumfkort har altid været Rifbjerg.
Nu er han væk, og ind rykker Jørgen Enggaard, indehaver af det
stenrige entreprenørfirma A. Enggaard fra Aalborg-egnen. Når han altså
har fået ejendommen totalrenoveret, forstås. En opgave, som Alfred
Hansen naturligvis skal stå for.
En ting er, at Enggaard ikke er kunstner, men udover at samle
Rifbjergs hus op til en uhyggelig lav pris er han også hovedmanden bag
et omdiskuteret projekt med udstykning af nye sommerhusgrunde i
Kandestederne i et forsøg på at få mere forretning i de to hoteller,
Hjorths Hotel og Kokholms Hotel, som skal renoveres og udbygges. Det
bryder de lokale Kandesteder-borgere sig ikke om og protesterer stædigt
mod projektet. A. Enggaard har dog vundet første runde med kommunen. Det
bliver spændende at se, hvilken form såvel Rifbjergs hus som de to
gamle badehoteller har, når Jørgen Enggaard er færdig!"
fatter
stadig bjælde af begrebet autofiktion, har det som om det er et begreb
der er opstået engang i et parralelunivers da en mærkelig nissemand sad
inde i en vandmelon og var sådan: ska det her betyde at jeg sidder inde i
en vandmelon?!?!?!? lols
Ny, betydelig, dansk skønlitteratur udkommer i juli!
Bare i føljetonform, i information, hvor selveste Kristian Bang Foss hver lørdag publicerer et afsnit i sommerføljetonen "Flyvedrømme", som i de første to dele flyver humlebi-energisk og -elegant rundt mellem bevidstheder og lokationer i et sjællandsk hul i jorden, og hvor er det bare dejligt at læse ægte, kunstnerisk, fortællende prosa, sær og smuk og sjov og opkørt klokkeklar, sådan begynder føletonen (anden del hedder "Tidlig trucker", hvilket er alt nok), og jeg hænger gladelig på:
Han havde budt på en Bruun Rasmussen-auktion og været heldig, havde
scoret et luftfotoarkiv med billeder af sydsjællandske matrikler,
sort-hvide luftfotos. Nu kørte han hver dag fra Frederiksberg til
Sydsjælland med nye adresser kodet ind på GPS'en, opsøgte beboerne for
at sælge dem et unikt billede af deres hjem. Når han kom tidligt af
sted, så han solen stige over Køge bugt. En morgen brød den igennem en
mur af skyer som en dæmon af hvid ild, der hamrede sine arme igennem en
væg; to skrå søjler af lys. En anden morgen indtog den landskabet i en
diset lysoversvømmelse. En tredje morgen var dæmringen som lange
knivsblade, der skar i skyerne, stak i landskabet, slicede det hele up.
Og det var marts, krigsgudens måned, og han elskede at køre, lade
Carinaen ryste bykørslen af sig på motorvejen. Dagens billeder fra
luftfotoarkivet lå på passagersædet i hver sit charteque, adresserne på
matriklerne stod på en printet liste - for alle tilfældes skyld havde
han resten af arkivet med på bagsædet.
Et stykke efter Tappernøje beordrede GPS'ens kvindestemme ham af motorvejen, ind i landskabet, væk fra hovedfærdselsåren.
Efter ret præcis et års begrædelig tavshed er Thomas Krogsbøls uundværlige blog atter en aktiv vulkan, gudsketakoglov, først med korte og langsomme digte om træer, og så med, se nedenfor, endnu kortere og langsommere digte om sten - Er det en elementær ønskekoncert? Hvad med digte om græs, nej, skyer!?
fliser, brosten, mursten
sten i det hele taget
de har været her
siden istiden
stenene er faktisk
fastfrosne øjebliksbilleder
af noget mudder
som lige var i gang
med noget andet
er naturligvis skrevet af postkort-mesteren Christian Hagen (under dæknavn) på FB - også bedste græske ø-tekst siden F.P. Jacs Numse-Kajs Otier på de græske øer:
Efter 6 dages tilflugt på Alonnisos er jeg nu tilbage på altanland på
Skopelos, hvor der dagligt udspiller sig mindst ét drama. I dag flashede
jeg fx mine bryster for en meget ung nabo, der så meget chokeret ud og
skyndte sig tilbage på værelset. Min svenske underbo og hendes mand
holder af at invitere de andre hotelgæster på ouzo ude på altanen. Den
gode stemning hænger dog i en tynd tråd, hvis nogen kommer til at tage
Görans stol; "Nei nei, det ar Gööörranss stoool!", hviner
den ellers venlige og lidt buttede dame i leopardkjole. Nedenunder og
til højre bor to danske læsehesteveninder, der allerede i bussen ikke
var blege for at proklamere, at de intet havde tilovers for folk, der
tog hertil efter at have set Mama Mia-filmen, men at det da sikkert
havde gjort en masse godt for turismen. Den ene dame læser Erik Valeur,
den anden har kastet sig over en svensk krimi. Begge lufter de deres
vandresko på altanen og bruger askebægeret til kirsebærsten, nu da de
alligevel ikke ryger. Ved siden af mig, her oppe på første sal, bor et
svensk ægtepar. Manden spiller computerspil på altanen, mens konen sover
til middag. Han modtager også opkald fra Sverige og taler meget højt
ind i røret. "Jamen, jeg har INGEN kontakt til Sverige for tiden", siger
han til den i den anden ende.
Min top ti over bedste danske forfattere under 35 - Gjessing, Hagen, Hassan, Hede, Langvad, Halling, Nordenhof, Rasmussen, Ravn, Smith - i kommentaren i fredagens WA Bøger kunne have strålet den smule mere, hvis jeg havde nævnt de udmærkelser, de udvalgte allerede har modtaget (kun Hede står tomhændet (bortset fra Statens Kunstfonds treårige legat, som vist alle har modtaget - bortset fra Hassan og Ravn, rimeligt nok, og Halling!!! IKKE rimeligt! Større skandale!!):
Gjessing: Munch Christensens Kulturlegat, Albert Dams Mindelegat
Nordenhof: Klaus Rifbjergs Debutantpris, Montanaprisen, Munch Christensens Kulturlegat
Rasmussen: Montanprisen
Ravn: Michael Strunge-prisen (som top-bobleren Theis Ørntoft modtog året før)
Smith: Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, Munch Christensens Kulturlegat
- og så er der jo disse år ankommet og ankommende et hav af talentfulde debutanter, unævnt i kommentaren (bortset fra Hassan, alle tiders undtagelse, og den seriøse bobler Caspar Eric, der jo præ-bog-bloggede til flere guldmedaljer og kommer med bog nr. 2 om et øjeblik), blandt andre Josefine Graakjær Nielsen, Pernille Abd-el Dayem, Rolf Sparre Johansson, Ina Munch Christensen, Sigurd Buch Kristensen, Lea Løppenthin, Ninette Larsen ... de skal nok komme efter det!
Nå ja, statistik: ALLE forfatterne på top 10 har gået på Forfatterskolen, 7 ud af 10 er kvinder, så right you are, Mette Høeg, men wrong, wrong, wrong i at (det betyder at) de ikke er skidegode.
One, done, trikanilje,
misle, masle, bombasilje,
bomba je, bomba ja
sikadonie, bomba sa.
Ælle,
bælle, bænte!
Tip, tap, tænte!
Firum, farum, forum
lirum, larum, lorum,
Ælle, bælle, buf,
dikke, dakke, duf!
Arke, barke, viakongo karke,
Starcke, miamongo,
sjong tong, tilla long,
issa, bissa top, stop!
Aage,
maage, Bennekevaage,
bom, bam, Bang og Raage.
Hane, pame, pat,
høne, pone, put,
rip, rap, raap,
svip, svap, svaap.
Joh. V. J
(= Johannes V. Jensen naturligvis)
Fra en parodisk Politiken-forside (Politikino - numero esperanto) i Klods-Hans 2007, gengivet og citeret i Arne Hardis' vældig fornøjelig krønike I WA om dengang det internationale kunstsprog en kort overgang fik opbakning fra danske kulturradikalisme.
Debutant i det første nummer af Hvedekorn, jeg redigerede, nr.1, 2008, var Sigurd Buch Kristensen, født 1988, med en 4 sider lang digtsuite betitlet "At der er sprog i træerne interesserer ikke mig"; sådan lyder suitens første digt:
Træerne hører ikke hjemme i digtet, siger du
naturen er sin egen - en gren
der slår mod ruden i dine drømme fx
Søen er frosset til og ænderne kan ikke finde hjem
gennem plantagen
hvor æblerne rådner
Prøv og hør engang
Samme år blev han optaget på Forfatterskolen, og på grundlag af Hvede-debuten blev han udnævnt til Årets Skovhuslyriker 2009, jeg holdt talten og røbede blandet andet.
Allerede i marts tilsendte Sigurd redaktionen endnu en buket digte, som
jeg forholdsvis prompte takkede ja til, men som han lige så forholdsvis
prompte trak tilbage, fordi hans ”udvikling har været for ”hurtig”, især
min opfattelse af hvad-digte-er-og-kan-være har flyttet sig.” Hvilket
naturligvis gjorde mig så temmelig bitter: Hvad bilder spiren sig ind?
Hvor speedwayhurtigt egentlig går udviklingen, når man er tyve år ung?
Nå ja, den går vist faktisk nøjagtigt SÅ speedwayhurtigt! Jeg kan huske,
jeg kort efter mødte Sigurd på Værnedamsvej og i et truende tonefald
lod ham forstå, at han skyldte mig digte! Den gæld har han endnu ikke
betalt; derfor ser jeg ingen vej udenom at citere et tilbagekaldt og kun
måske (selv)ironisk dobbeltdigt:
***/ kvinder skriver ikke digte// de skriver ord som fasan/ sommerfugl/
viagra// og kalder det digte// ***/ jeg kalder dette/ digt// blod/
tårer/ blod”.
Hemmelig skrift blev skrevet, et forlag blev bestyret, både blev bygget. Og sidste år debuterede Sigurd omsider med en lille "genskrivning", i Arenas serie, af Achton Friis, De danske ører Bind 1, en sirligt bevidsthedsstrømmende logbog, i båd mellem øer, med kvinde og erindringer, der som en selvfølgelighed blev indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris. Og den anden dag på Facebook publicerede han dette digt, godt som nyt:
Jeg er de næste 10000 sætningers fald mod politikerens Du ved hvad jeg mener! om den krig Vi fejrede hinanden, for at blive fri for hinanden Tillykke med dine første ord. Lad tiltalen tilfalde de nyfødte, thi kun de, kan betræde denne verden Indlysende at der er andre vilkår for den fattige, den tilkomne min forkomne, hvis slot falder sammen om ørerne på resten af det Nordsjælland du regerer. Her fejer vi alle de andres dør først! I marken er der trøst til det formuldede For et lynnedslag - så frugtbart - om jeg er glad? Det dadelfrie er det sirligste pladder jeg kender for de navnløse rige: Hvis adkomst må være en dehumaniseret empati, ja Hvad så? Hænger vi i træerne og hvisker Hænger vi i træerne og hvisker
Bortset fra at Hvedekorn jo ikke er mit blad, men bidragydernes, jeg behøver ikke engang som andre tidsskriftsredaktører, at bestille bidragene, de ankommer bare, som sendt fra himlen til min taknemlige svimlen. I mandags udkom nr. 2, 2015, det 30. nummer Christian Vind og jeg har redigeret, også et slags jubilæum, med cover og billeder af Michael Boelt Fischer, og tekst (og det der ligner) af Johannes Eske Andersen, Selina Rom Andersen, Kaare Bergh, Lars Dan, Poul Lynggaard Damgaard, Sophia Handler, Mette Østgaard Henriksen, Kenneth Jensen, Thit Jensen, Rolf Sparre Johansson, Mikael Josephsen, Jens Kæmpe, Klaus Lynggaard, Philip Martinussen, Marie Melchiorsen, Christian John Munks, Rasmus Halling Nielsen, Mette Damgaard Sørensen, Line Toftsø, Marie Louise Tüxen, Steffen Zeiner, Mette Zerlang (i bladet optræder digteren selvfølgelig ikke i alfabetisk rækkefølge, men det burde de engang gøre - skal vi sige i nr. 4, 2016?). Alt er Så fantastisk, synes jeg helt ærligt! Her er fx et digt af debutanten Steffen Zeiner, født 1989, det er det, vi i branchen helt simpelt kalder et godt digt:
-->
i mine hænder
håret stritter imod vinden
lærkerne synger baglæns indeni og jeg forstår
mere end i går, bedre end i morgen
intet er så gyldent som en uåbnet banan
lyden af vandets berøring
og følelsen af kattekløer på fingerspidser.
strimler af håb flokkes
lagt imellem det meste og de fleste
som en håndholdt klementin under en balsamisk opera
rygvendt eufori og slet skjult rod
det dyriske smurt ind i mynte og månestråler
det miserable mod
Vi vandrede rundt på Bakken den anden dag og passerede forlystelsen AfroKopperne - store "afrikansk" malede kopper der snurrer rundt mellem "afrikanske" kulisser og skulpturer - og sagde til os selv: Vel er dette ikke Hottenttot-karrusellen, men alligevel har vi en liiiidt rådden fornemmelse. Og i dag fik du som grundig læsere af Villabyerne øje på denne skæmmende historie:
En 12-årig dreng blev sidste tirsdag klokken 21.11 slynget ud af forlystelsen AfroKopperne på Dyrehavsbakken.
Han ramte en stolpe, og der kom hurtigt samaritter til stedet, fortæller politikommissær Michael Pedersen, Nordsjællands Politi.En ambulance blev rekvireret, og drengen kørt til skadestuen på Herlev Hospital til tjek."
Efterfølgende blev det oplyst, at der ikke umiddelbart var tegn på, at
drengen var kommet alvorligt til skade, men klagede over ømhed i
ryggen", siger Michael Pedersen.Forlystelsen,
som blev godkendt af Teknologisk Institut den 23. marts i år, blev
lukket efter ulykken, men er nu oppe at køre igen, efter politiet har
konstateret, at der ikke var overtrådt nogle sikkerhedsmæssige
foranstaltninger fra forlystelens side."
Vi har talt med flere vidner til ulykken, og her fik vi at vide, at
drengen ikke havde fat i rattet, som der bliver opfordret til, for når
der bliver kørt stærkt, kan man godt glide af, hvis man ikke holder
fast", fortæller Michael Pedersen.
A blurb is a short promotional piece accompanying a creative work. It may be written by the author or publisher or quote praise from others.
Blurbs were originally printed on the back or rear dust-jacket of a book, and are now found on DVD and video cases, web portals, and news websites. A blurb may introduce a newspaper or magazine feature story.
Etymology
Gelett Burgess circa 1910
The word was coined in 1907 by American humorist Gelett Burgess (1866–1951).[1] His short 1906 book Are You a Bromide? was presented in a limited edition to an annual trade association dinner. The custom at such events was to have a dust jacket promoting the work and with, as Burgess' publisher B. W. Huebsch described it,
"the picture of a damsel—languishing, heroic, or coquettish—anyhow, a damsel on the jacket of every novel"
In this case the jacket proclaimed "YES, this is a 'BLURB'!" and the
picture was of a (fictitious) young woman "Miss Belinda Blurb" shown
calling out, described as "in the act of blurbing."
The name and term stuck for any publisher's contents on a book's back
cover, even after the picture was dropped and only the text remained.
In Germany, the blurb it is regarded to have been invented by Karl Robert Langewiesche around 1902. In German bibliographic usage, it is usually located on the second page of the book underneath the Half title, or on the dust cover
Martin Glaz Serup fastslår i sin ph-d.-afhandling, at Maja Lee Langvads Hun er vred ikke er konceptuel litteratur (se citat nedenfor). Nuvel! Hvad så med citatet fra min anmeldelse, der er eneste tekst, udover forfatternavn, titel og genrebetegnelse, på det hvide cover til den nye softcover-udgave af den uundværlige nyklassiker:
"Det er meget længe siden jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen
Står der. Men det er reelt et citat fra min anmeldelse i WA af Langvads første bog, Hvor er Holger Danske, som jeg aftrykker tidligt i i min WA-anmeldelse af Jeg er vred, minus en del af et ord, nemlig "debut-"
-->
Sjældent har vi
skullet vente så lang på en opfølger til en suveræn debut som i tilfældet Maja
Lee Langvad. Sådan skrev jeg i dette bogtillæg for otte år siden:
”Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske
hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og
overrumplende og goddamn vedkommende
en debutbog som Maja Lee Langvads Find
Holger Danske”.
Store
ord, som jeg i de mellemliggende år ikke har fortrudt;, til mangen et foredrag
har jeg viftet med den lillebitte, kridhvide bog som et hofeksempel på, hvor
bevægende en bog kan blive ikke på trods, men på grund af sin cool,
konceptuelle metode.
Til sidst i anmeldelsen gentager jeg mine ord fra den gamle anmeldelse, men med en lille tilføjet kvalifikation i stedet for det sløjfede debut-præfix, så de også kan gælde den nye bog, men uden et afsluttende "(....)" kommer citatet på forsiden af den nye udgave af den nye bog til at placere sig et helt umuligt sted MELLEM min gamle ros af den gamle bog og min, opdaterede, nye ros af den nye bog, som en ikke-eksisterende, simultan og fælles, helt ens ros af dem begge - sehr, sehr konceptuelt, synes jeg nok!:
-->
Det er meget,
meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog nr. 2/3 som
Maja Lee Langvads Hun er vred.
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
