Det
er ganske svært at få hold på Pernille Abd-El Dayems roman June - og det er
meningen og meningen er rigtig, for bogen handler om June, hvis liv er
punktvist, flosset, sivende og strømmende.
Hun
er som lyset kan være i den måned, hun har navn efter - flimrende, fuld af
skygger og så lige pludseligt brændende, som sollyset i den første af de mange
korte tekster, bogen består af.
Selv
forklarer June kvinden Z, som hun bliver veninde med, at hun ikke rigtig er i gang
i endnu og er underlig viljeløs, og at hun leder efter en vilje. Michael
Strunge beskrev en lignende ung tilværelsesoplevelse med ordene:
Jeg
er ikke selv nogen person
jeg
er nærmest en tilstand
i
stil med de drejede tumlende skyer
der
bærer på vand og snavsede drømme
og
besvimer af og til
for
at sove lidt i jorden
eller
blive kogt til te
Junes
viljesløshed betyder ikke, at hun ikke kan mærke sit liv og sin verden: hun er
så meget tilstede, at verden kan invadere hendes krop og bevidsthed, en
relation er ikke mindst udrykkes i hendes forhold til mad. En pandekage, som
hun spiser, bliver ved med at ligge klægt i maven – pandekagen er mere virkelig,
end hun selv er, og måske fascineres hun af Z, fordi Z uden problemer kasserer
en bolle, hun ikke synes er god og går
på jagt efter en bedre. Mad truer og forskrækker June, men hun når til slut til
at anrette et måltid rituelt og spise det. Hun påtager sig sin egen kødelighed
og sætter måske dermed også en grænse i forhold til den invaderede omverden.
Hendes mad-afsky startede i mødet med Christian Lemmerz’ udstilling af rådnende
grise i Esbjerg, hvor den fraværende lugt i selve udstillingslokalet kun gjorde
oplevelsen endnu mere makaber. Som den
levende kylling Junes onkel har anbragt som bordpynt ved en familiefrokost er
June mærkelig og kødeligt fortabt i et retningsløst liv.
Romanen
veksler mellem afsnit fra Junes barndomsverden og fra en ferierejse, som hendes
morfar har givet hende i arv. Barndoms- og voksenafsnittene belyser hinanden,
men de forklarer ikke hinanden. Barnets univers er en realitet for den unge
kvinde, ligesom voksenlivet er en højst virkelig størrelse i barnets univers.
Man
kommer ind i en særlig stemning, når man læser Pernille Abd-El Dayems roman, man
kommer ned i tempo, for man skal fange hver sammensætning af ord, men man
svimler også, når Junes bevidsthed fanges af tanker, der maskinelt kører i
ring.
Indimellem
bobler humoren, som i skildringen af de triste barndoms
kvarterers
poetiske navne, Engryleparken og Skjoldbregnehaven, af forholdet mellem
veninderne og Junes optræden med fløjtespil. Jeg er en drømmeflade siger June,
og læseren følger hende gerne gennem drømme, et one-night-stand og et møde med
en ny veninde, fordi hendes historie såvel vækker en indlevelse i hendes
kejtede ømhed som en dyb eftertanke over, hvad et menneskeliv egentlig er.
Tak
for brugen af romanen som en drømmeflade - et ord Michael Strunge ville have
holdt af, og tillykke med hans pris - det er en slags arv fra en digter til en anden,
og du kan bruge den, nøjagtig som du
vil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar