i mailen fra hvermandag.dk (abonnér!)
SVINGNINGER
Jeg gik med min mor i den ene hånd og små klokkeblomster
til farfar under jorden i den anden og resten af livet i den tredje.
På kirkegården i et brus fra skovene et sted længere borte end
jeg nogensinde har været.
Dengang de knasende lyde i gruset under vores fødder lød så
ligetil at jeg til stadighed kan høre dem i drømme om natten.
Marianne Larsen, født 1951, debuterede 1968 med digte i Hvedekorn, seneste udgivelse er digtsamlingen Hændelser i stresset melankoli (2015)
- -
Gæsteredaktør i marts måned: Sternberg
(flere digte af ML i næstkommende nummer, 1, 2016, af Hvedekorn)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Absolut et fint digt. Det er denne skærpelse af sanser og ord, der tæller i det lange løb.
SvarSletDet er nemlig et helt vildt fint digt. Et digt, der lytter mere end det taler. Det kan jeg godt lide, det ville jeg gerne kunne.
SvarSletDu skal bare glemme dig selv... og være musikalsk som bare fanden... Fordybet, uden hensigt, når du frem til øjeblikket, hvor digtet opstår af sig selv...
SvarSletnå, det' bar' det, jeg ska' : Piece of cake;)
SvarSletJa, men man behøver ikke kunne stave, det kan redaktøren altid, og sætte kommaer etc. .
SvarSletåh!
SvarSletMan kan også skrive haikudigte, det er meget lettere for redaktøren, der ikke forstår en skid...
SvarSlet:Sommetider bliver vore samtaler
forvandlede til en slags kærlighed,
og det fraværende lever videre i os.
Undskyld! Det var naturligvis ikke et haikudigt, for mange stavelser... Der er 5,7,5 stavelser i sådan et: FX.
SvarSletMit navn i et brænd
ende bibliotek nu
trættere end før.