tirsdag den 22. marts 2016

Gårsdagens (og morgendagens?) digtere

Jens Blendstrup har et pænt kæmpe manus et sted i sin computer med tekster om "Digtere", hvoraf enkelte har været oplæst og publiceret hist og pist - her en håndfuld fra det sidste nummer af Hvedekorn, 4, 2007, før jeg overtog poesi-redaktionen:

"Digtere er nudister. Digtere er nøgnere end træer. Digtere er nøgne helt ind i sjælen. Digteren bruger livet på at smide hver en trevl. Digteren stripper i selve livets forhal. Digteren smider sine lemmer i en dans der varer 75 år. Digteren smider sine hofter som en boa på ne bedre gogobar. Digteren fører sine bryster op til ansigtet og klikker dem af til disko. Digteren er fuld af ting der kan tabes. Hele livet er til for at skjule det som skjuler noget andet. Digteren fjerner det de kan komme til. Nogle gange ryger milten før øret. Nogle gange hjertet før forstanden. Men så længe digteren danser er der ingen der lægger mærke til det. Alle dem som digteren lærer at kende bliver også krænget af. Før eller siden ryger selv den dejligste kæreste. Digtere er nudister. Nøgne væsener på ø-lejre i skove. Blottere på båden fra Esbjerg. Nerver og fedt og øjne. Atomer med rejsning i det bare ingenting. Digtere har ikke et fnug på kroppen.

Digtere genkender ikke sig selv. Hvis de så sig selv udefra, ville de med sikkerhed sige, hvem er den idiot. Hvad er det for noget spekulativt lort. Hvorfor fanden handler det hun skriver om altid om efterskoler. Hvisk mig i øret når hun er færdig. Digtere, der genkender sig selv og er tilfredse med det de ser, er ikke rigtige digtere.

Digtere hedder underlige navne. de hedder Majse Aymo-Boot og Katarina Kølle Koldsved og Gwenna Knut Iris og Stig Steensen Overligger og Dy Plambeck. Digtere der ikke hedder underlige navne, giver deres børn underlige navne. Ingen digter med respekt for sig selv kalder sit barn for Jan. Digteres børn skal helst hedde noget helt utroligt fint og enkelt på én gang. Digteres børn har altid forbindelse med det gamle Egypten.

Digtere mister. Men digtere mister på den mest forfærdelige måde af allle. Altid uforberedt. Altid de bedste. Altid det han lige havde på tungen. Alt det man ikke kan begrave fordi det simpelthen gør for ondt. Digtere mister deres børn. Digtere mister deres kære, Digteren mister sig selv. Og genfinder aldrig det ehel igen. Resten af livet bruger digteren på at lede. Digtere der ikke mister, er ikke rigtige digtere.

Digtere kan ikke svømme. Digtere foretrækker at gå til bunds. At synke med metallet på et stort stort skib. Hvor luften får det hele til at skrige. Digteren forsøger aldrig at kæmpe imod. Enhver digter drages imod dybet. Kroppen er bygge til at modstå et enormt pres. Man har fundet digtere kilometers dybde. De sad og skrev mellem søanemoner. Ingen digtere giver efter. De synker og synker men bruger altid tiden fornuftigt. De fugter pennen, og skriver pragtfuldt under pres. Det er også derfor digtere har store hoveder. Digteres hoveder er bygget til at holde. Digteres hovedbund er badehætter. Bandafvisende blomster udgør kernen i deres hud. Digtere der kan svømme, er ikke rigtige digtere.

Digtere er dårlige gæster. Digtere snakker ikke om vejret. Digtere snakker ikke om hvad du så går og laver. Digteren siger noget andet inde i det andet. Digtere snakker om Kalø Slotsruin. det er derfor digteren aldrig bliver inviteret med til konfirmationer. For digteren er uudholdelig når han hele tiden hentyder til Kalø Slotsruin. der findes videobåd der afslører det. Digteren holder tale. Digteren hilser høfligt på en moster. Men digteren mimer Kalø Slotsruin. Mærkelige ruiner står altid i vejen. De tåner sig op i jævne samtaler. Folk går hjem med hovedpine og en smag af murbrokker. Det er derfor digtere ikke er velkomne til fester."

3 kommentarer:

  1. ÅÅÅÅÅÅHHHH, jeg elsker det digt, jeg fik engang overtalt Jens til at tage hele turen til Skanderborg, for at læse hele Hvedekornsdigtet op. Digtet her, er og bliver et hit, både hjerteskærende morsomt og foruroligende rammende.

    SvarSlet
  2. Sikke et åndsvagt fint gækkebrev!

    SvarSlet
  3. Omkring 1314 lod Erik Menved, der netop havde nedkæmpet et alvorligt oprør i Jylland, og som ønskede at sikre ro og orden i fremtiden, opføre flere borge, således på Kalø i deninderste vig af Århus bugten, øen er lille, men fæstningen blev middelalderen igennem et vigtigt kongeligt støttepunkt. Helt til 1660 bestyrede lensmænd herfra et stort landområde, men med tiden forfaldt -først de efterhånden stærkt forældede fæstningsværker, siden også bygningerne, så at borgen blev ubeboelig. 1672 rev man den ned. I ruinen, som blev tilbage, er der op mod vor tid foretaget omfattende udgravninger.

    - Nej, jeg må hellere stoppe. Jeg bliver aldrig nogen god digter, jeg kan ikke snakke om andet end Kalø Slotsruin, og så uden at hentyde til det!

    Kalle Pladderbakke.

    SvarSlet