Begyndelsens anatomi, Ina vs. Rolf

Information har i dag en artikel, ved Tatiana Tilly, om årets debutanter; jeg siger mest om Rolf Sparres og Ina Munchs bøger:

"Der er talrige debutanter, som har begejstret Lars Bukdahl, redaktør for tidsskriftet Hvedekorn, jurymedlem for Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat og anmelder ved Weekendavisen.
Fra 2015 fremhæver han blandt andre Rolf Sparre Johansson, Ina Munch Christensen, Ursula Scavenius, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og Josefine Graakjær Nielsen. Noget af det, han værdsætter ved at være anmelder, er netop, når tekster kræver, at han læser dem på en ny måde, eller når de behandler temaer, han umuligt kunne forudse, at han skulle præsenteres for.
»Sådan er det nu. Der er mange af de her inderlige bøger, som læner sig op ad - jeg har næsten svært ved at sige det! Som læner sig op ad 1970' er-tekster. Jeg er jo vokset op med, at det er det mest forbudte i verden.« Det ser han blandt andet hos Rolf Sparre Johansson, som tidligere er blevet publiceret i Hvedekorn med tekster, som både kunne indeholde helt små, hermetisk lukkede sætninger og »mærkelige flippede dyrefabler«. Alligevel kom hans debutbog Søvn til at handle om noget så almindeligt som det at være på barsel med sit lille barn.»Hos de nye debutanter ser vi det her med at insistere på hverdagen, som de gør i nogle af de her bøger. Hvis Rolf havde prøvet at sælge sin bog til mig på forhånd, så ville jeg have sagt, at jeg bedre kunne lide fabeldyr,« siger Lars Bukdahl.
Alligevel er han glad for, at bogen blev noget andet, end han selv ville have anbefalet. I Bukdahls generation er der en næsten instinktiv modvilje mod i for høj grad at beskæftige sig litterært med det, man gjorde oprør imod.I 1980'erne var det 1970'ernes knækprosa om parforhold og børn, og i 1990' erne var det patos og sentimentalitet.
Men de yngre forfattere frygter ikke nogen af disse tendenser og er måske netop derfor i stand til at skabe fornyelse: »På en måde er der en forhandling med både det patetiske, det sentimentale og det inderlige. Der er både et arbejde med nogle toner og nogle zoner, som for nogle af os, der er de her tyve år ældre, har karakter af tabu.«.
Måske vækker det mindelser om 1970' erne, når man umiddelbart beskriver handlingerne i nogle af årets nye værker, men sproget og måden at undersøge temaerne på er anderledes.
Lars Bukdahl læser Ina Munch Christensens Nielsine som en debutbog med en utrolig friskhed og energi.
»Hvert afsnit er som et bølgeslag, som for at få et helt, bevægeligt hav i gang. Det lyder af nogen, en stemme, med den der blanding af kækhed og genert selvbevidsthed.« Anderledes er Rolf Sparre Johanssons debut Søvn, der er formidlet i en form, som Bukdahl kalder hård og konstrueret. Nogle af digtene virker som båndoptagelser af monologer om at være paranoid og forstyrret, mens andet virker som en besættelse af detaljerne i livet.
»Der er de her små bitte, hårde koreografiske stykker, der handler om at gå frem og tilbage og blive forbandet om natten. Som små grafer over fodspor på et stuegulv,« siger Bukdahl."