Information har i dag en artikel, ved Tatiana Tilly, om årets debutanter; jeg siger mest om Rolf Sparres og Ina Munchs bøger:
"Der er talrige debutanter, som har begejstret Lars Bukdahl,
redaktør for tidsskriftet Hvedekorn, jurymedlem for Bodil og Jørgen
Munch-Christensens Kulturlegat og anmelder ved Weekendavisen.
Fra
2015 fremhæver han blandt andre Rolf Sparre Johansson, Ina Munch
Christensen, Ursula Scavenius, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og
Josefine Graakjær Nielsen. Noget af det, han værdsætter ved at være
anmelder, er netop, når tekster kræver, at han læser dem på en ny måde,
eller når de behandler temaer, han umuligt kunne forudse, at han skulle
præsenteres for.
»Sådan er det nu. Der er
mange af de her inderlige bøger, som læner sig op ad - jeg har næsten
svært ved at sige det! Som læner sig op ad 1970' er-tekster. Jeg er jo
vokset op med, at det er det mest forbudte i verden.« Det ser han blandt
andet hos Rolf Sparre Johansson, som tidligere er blevet publiceret i
Hvedekorn med tekster, som både kunne indeholde
helt små, hermetisk lukkede sætninger og »mærkelige flippede
dyrefabler«. Alligevel kom hans debutbog Søvn til at handle om noget så
almindeligt som det at være på barsel med sit lille barn.»Hos
de nye debutanter ser vi det her med at insistere på hverdagen, som de gør i nogle af de
her bøger. Hvis Rolf havde prøvet at sælge sin bog til mig på forhånd,
så ville jeg have sagt, at jeg bedre kunne lide fabeldyr,« siger Lars Bukdahl.
Alligevel
er han glad for, at bogen blev noget andet, end han selv ville have
anbefalet. I Bukdahls generation er der en næsten instinktiv modvilje
mod i for høj grad at beskæftige sig litterært med det, man gjorde oprør
imod.I 1980'erne var det 1970'ernes knækprosa om parforhold og børn, og i 1990' erne var det patos og sentimentalitet.
Men
de yngre forfattere frygter ikke nogen af disse tendenser og er måske
netop derfor i stand til at skabe fornyelse: »På en måde er der en
forhandling med både det patetiske, det sentimentale og det inderlige.
Der er både et arbejde med nogle toner og nogle zoner, som for nogle af
os, der er de her tyve år ældre, har karakter af tabu.«.
Måske
vækker det mindelser om 1970' erne, når man umiddelbart beskriver
handlingerne i nogle af årets nye værker, men sproget og måden at
undersøge temaerne på er anderledes.
Lars Bukdahl læser Ina Munch Christensens Nielsine som en debutbog med en utrolig friskhed og energi.
»Hvert
afsnit er som et bølgeslag, som for at få et helt, bevægeligt hav i
gang. Det lyder af nogen, en stemme, med den der blanding af kækhed og
genert selvbevidsthed.« Anderledes er Rolf Sparre Johanssons debut Søvn,
der er formidlet i en form, som Bukdahl kalder
hård og konstrueret. Nogle af digtene virker som båndoptagelser af
monologer om at være paranoid og forstyrret, mens andet virker som en
besættelse af detaljerne i livet.
»Der er
de her små bitte, hårde koreografiske stykker, der handler om at gå frem
og tilbage og blive forbandet om natten. Som små grafer over fodspor på
et stuegulv,« siger Bukdahl."
Koreografi-billedet er Cecilies (C)!
SvarSlet....skal du være far??
SvarSleteller har du en butler der er dværg?
SvarSlet