I aftens flyvende hunde

I dag udkommer Preben Major Sørensens første bog i 5 år, Forløbelser, på hans nye, cool Escho; jeg skal desværre, trods hårdt pres!) ikke anmelde (og heller ikke Kasper Nørgaard Thomsens La Guerre Civile - jeg hader at misse out på radikal prosa!), men er halvvejs igennem, og det er totalt oldinge-arrogant, slacker-pragtfuld, impro-kortprosa - der er reception på bogen i Storrs Antikvariat i Ahlmansgade på Nørrebro i aften klokken 19, og oplæsning ved Harald Voetmann, Cecilie Lind og via Skype Majoren selv. Her er (temmelig ublodigt (jeg sad lige og læste i taxa frem og tilbage til DR-byen og tog mig i at skjule bogen, hvor jeg var nået frem til den (på et vist tidspunkt kogebogsstiliserede) kannibalistiske sektion nemlig (der kommer efter hunde-sektione(r)n(e)), fra chaufføren) "Scene med dame med hund (observation I)":

"Klædt i en blå vindjakke og med gul hue på hovedet kommer hun gående hen ad vejen. Hunden holder hun i en stram line. Da springer hunden, som er gul, pludselig op og foretager nogle gevaldige saltomortaler i luften, nogle flyvefiskagtige krumspring, som hunde ikke normalt er i stand til at udføre, og lander - efter at have svunget sig i nogle kolossale og for hunden sikkert yderst komplicerede delfin- eller som sagt flyvefiskagtige vridninger i luften - med et ordentligt plask i en vandpyt, lige foran kvinden, der - ude af sig selv af vrede - råber til dyret, som til et uartigt barn hun i en sen alder (eventuelt som bedstemoder eller oldemoder) promenerer: "Åh, kan du da ikke bare gå ordentligt!" Men det just hvad denne (meget gule) hund tilsyneladende eller åbenbart - hvis ikke ganske åbenlyst! - ikke kan eller snarere måske ikke har lyst til, thi den fortsætter nu sine luftlege, flyver, uden særligt afsæt, højt op i luften, snurrer flere gange rundt om sig selv, tavst, uden at gø, som var den selv imponeret over sin utrolige kunnen, og lander på ny i en vandpyt foran kvinden, så vand og mudder står op i kaskader, så kvinden/damen svines til og man kan se på hendes ansigt at det er lige før hun kaster hundelinen fra sig og overlader hunden til dens egen flyvske skæbne, hvad hun selvfølgelig ikke drømmer om at gøre, thi den hund har kostet hende i dyre domme, først da hun købte den, siden i kost og forplejning. Så hun affinder sig med sin skæbne: denne skrækkelige og unaturlige flyvende hund, som de jo findes et eller andet sted i Latinamerikas jungler, men en hund født til at være hund, en ganske almindelig gul hund, en spadsere- og hundelufterhund, en hund der skal sidde eller ligge i hjemmet og kigge på mens der foregår en hel masse den ikke forstår og som den ved gud heller ikke skal forstå, for - indimellem - at blive luftet, så den ikke pisser og skider stuerne til. Og se: Da overraskes - gang på gang - damen såre over denne hunds, den gule køters, forbløffende luftspring, dens akrobatiske præstationer. Og fordi det sviner sådan med de hyppige landinger i mudderfyldte vandpytter, gribes hun af voldsom irritation og råber til dyret: "Åh, kan du da ikke bare gå ordentligt!""

 MEN DE DEN/DE/VI IKKE, NIKKE, NEJ!