I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.
fredag den 22. maj 2015
Spejl, motherfuckers, og spejl på spejl på jer! Og hey, BRØL!
Underligt at sidde på solidarisk sidelinje og opleve reaktionerne på Cecilies elektriske og eksplosive kronik - først både offentlige og private tilkendegivelser af stor forløsning og genkendelse fra, ja, først og fremmest kvinder, både digterkolleger og helt "almindelige" (vi har ligesom Mette Høeg, og min redaktør Johannes Baun i dagens WA-kommentar, også vore tavse flertal) yngre og ældre og langsomt, men sikkert kom så grimrianer, ja, først og fremmest mænd, ud af træværket, som amerikanerne siger, der først og fremmest udmærker sig ved at være eminent dårlige læsere af Cecilies tekst (det er sgu ikke en kronik, det er en TEXT): selvtilfredst håner de den for at bare at bevise og dokumentere Mette Høegs pointe: unge, kvindelige forfattere er selvoptagede. Men det, Cecilie for helvede gør, er jo at SPEJLE klicheen og give den kød. JA, jeg er en ung, syg. ambitiøs kvindelig digter med kritikerkæreste - og VRÆNGE af den: OG HVAD SÅ? Hvad i alverden har det med værdien og vurderingen af min skrift (lige meget hvor udkrængende den er) at gøre. Og med flimrende klart ekko hele vejen fra barndom og ungdom, fortrykt af pige- og kvindeidealer. BLIVE VRED over den patroniserende, nedgørende PIGE- og KVINDEliggørelse af hendes person og hendes kunst. Der er sgu ikke nogen klynk i den tekst, der er brøl er der! De grimme, dumme læsninger kan findes både i kommentarsporet til kronikken hos Politiken.dk (jeg linker IKKE) og på diverse kommentartråde på FB, blandt andet hos Søren Villemoes, der i Blæksprutten i WA Bøger i dag er eksemplarisk svagtlæsende - heldigvis citerer han starten på kronikken, så brølet også kan høres klart og tydeligt i det, jeg nogle gange kommer til at betegne som MIN avis:
I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.
I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.
Etiketter:
BRØL,
Cecilie Lind,
Katy Perry,
spejl,
Søren Villemoes
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Niels Ivar Larsen i FB-opdatering (med link til Villemoes-tråden):
SvarSletJeg synes, det er en fremragende kronik.
Den er litterær, nemlig.
Og derfor tager alle polemikere fejl her. Det er ikke et debatindlæg, ikke et forsøg på at få ret, ikke et krav om oprejsning. Det er meget mere. Der en personlighed i en skrift.
Det er overlegent skrevet. Og det er sådan, Mette Høeg skal sættes til vægs. Hvis litteratur skal triumfere over polemik, så skal det være ved at være bedre skrevet. Smukkere, mere personligt, mere smerteligt, mere udleverende. Det skal ske ved at bruge egne virkemidler. Ikke ved at sluge grove præmisser defensivt. Men ved at tage dem på sig for at rive tæppet væk under dem.
Hans Ulrik Rosengarrd i kommentar hertil:
Helt enig Niels. Jeg kom til at læse den som en performance: En tekst der var skrevet præcis sådan som Mette Høeg skrev dårlig litteratur var, men som så bare var så god, at den viste, at Høegs forestilling om, hvad litterær kvalitet er, er ret dårlig.
(kom til at snerre Hans Ulriks navn, han hedder: Rosengaard)
SvarSletHeyy. Det var ikke en særlig god kronik. FAKTUM. Er der ingen af jer derinde i ekkokammeret, der tænker over, at jeres hysteriske, skolegårdspigede hujen jo kun beviser Mette Høegs pointe? - der ved Gud ikke handler om hvorvidt personligt navlepilleri kan være litteratur - det kan det!! YES - men det ER det ikke. Dét er pointen. Som salig Michael Strunge sagde til Lola Baidel i den berømte Bazarudsendelse. "Det er IKKE NOK!!" - Du kan ikke bare skrive "Jeg har det dårligt - Jeg spiser flødekager". Det var sandt i 1984 - og det er sandt i dag.
SvarSletjeg har det
SvarSletdårligt, jeg spiser
flødekager
Ja, stop kønsneutraliseringens svaghedsdyrkende, martyranniske #metoo tøsemænd og tudepiger. Say: We, the Cat People! Så må vi være alt hvad der passer os inklusive vores biologiske kønsindentitet.
SvarSlet