Min lindring blev min computer, mit worddokument. Jeg fandt ro i at skrive digte, jeg oplevede, at ord og det at arrangere disse ord var en strunk gerning, jeg tænkte ikke på, at disse tekster skulle forestille at have nogen synlighed i verden, at tænke dem til andre øjne end mine egne. I lang tid var det blot en overlevelsesstrategi, en måde at trække vejret på.
Senere blev jeg antaget i Hvedekorn, senere blev jeg optaget på Forfatterskolen, senere fik jeg udgivet en bog. Senere tillod jeg mig at bilde mig ind, at det var værd at satse på at vedblive at skrive. At tillade mig selv at tænke om mig: at: jeg er digter.
Jeg ved ikke om det hele kommer til at ramle. Jeg ved ikke, om jeg har et talent for at skrive. Jeg ved ikke, om den ros, jeg får, om den er løgn. Jeg frygter at være til grin.
Jeg ved ikke, om jeg er til grin. Min navle er piercet, min piercing fuckede min knoglemarvsskanning op, jeg fik den foretaget to gange. Begyndende knogleskørhed i lårbensknoglerne.
Jeg gider ikke føle, at det ikke er okay at blotte sig, at føle følelser, at tale om ting, der er væsentlige for mig, og hvem og hvad man må være i verden, og hvad man ikke må, hvad man må sige, uden at det bliver for pinligt.
Jeg ved ikke, hvorfor at det er en særlig forbrydelse at tale med og om og i sine ’erfaringer’, når man er kvinde? Dette gad jeg godt forklares. Jeg ved ikke, om mænd, der gør det samme, i Mette Høegs optik, er mindre navlepillende, mindre manipulerende, om det er interessant, hvem de har sex med, hvor gamle disse sexpartnere er.
Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter.
Jeg ved, at det her, at denne tekst er et raserianfald, og sandsynligvis irriterende, pinagtig og tåkrummende at læse.
Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ikke ligeglad med blikke på mig, på ingen måde,
men jeg vil vælge at være ligeglad – fordi at det her udbrud har været
undervejs længe, og jeg må godt være vred.
C er en strålende digter og et modigt menneske.
SvarSletBeundrings- og misundelsesværdigt!
Må jeg osse være vred?
SvarSletSå stærkt og velskrevet! Men sikke et råddent kommentarspor, det bekræfter i den grad vigtigheden af Cecilie Linds pointer.
SvarSletog tilbage står spørgsmålet, det forbandede tilbagevendende spørgsmål: hvorfor er man kvinde, før man er forfatter?
SvarSletHvor er det et vigtigt indlæg. Tak til Cecilie Lind :-)
SvarSletHvorfor er det en god kronik? Dårligt, simpelt sprog. Uopfindsomt, selvforherligende indhold. Både kikset teenagepige-agtig og højtravende vrøvl.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSletHey anonyme fjols, hvorfor har du ikke nosser til at stå frem med dit fulde navn når du skriver dit perfidt insinuerende indlæg om andre folks privatliv?
SvarSletNu var det jo sådan set Lind selv, der bragte det meget private på banen. Der bliver bare stillet spørgsmål ved om det er væsentligt. Alle burde være anonyme, det private er jo netop ikke interessant. Men når man selv kridter en så privat bane op, så må andre vel også spille på den. Selvom det er røvsygt.
SvarSletDet er i øvrigt også Lind, der i kronikken fokuserer på aldersforskellen mellem hende selv og Bukdahl. Intet insinuerende fra den anonyme, bare spørgsmål om facts, som diskret og belejligt bliver udeladt af Cecilie Lind. Mvh en anden anonym.
SletJeg fjernede spontant den anonyme kommentar fordi den var ubehageligt farisæisk-forarget snagende ind i vores privatliv og sådan noget hyklerisk skidtsnak behøver jeg ikke have stående på min blog. men Cecilie og jeg snakkede bagefter om det, og hun påpegede, at jeg selv havde sagt, konfronteret med den grimme grimme, dumme dumme kommentartråd under kronikken på politiken.dk, at idioterne eksemplarisk udstiller deres idioti. Og det kunne hun jo have ret i, at jeg havde ret i. Hvilket ikke betyder, at jeg gider genoprette kommentaren. Ellers vil jeg bare sige, at efter min mening er Cecilies kronik åndssvagt godt skrevet - hvilket ikke er dens mindste pointe.
SletHej anonyme fjols (som ingen tror på er to forskellige personer).
SvarSletCecilie Lind forholder sig i sin kronik til en anklage fremsat af Mette Høeg mod unge kvindelige forfattere i almindelighed, og mod mænd, der omgåes dem, i almindelighed. Derfor nævner hun, at hun har den kæreste, hun har, så der ikke er nogen, der efterfølgende kan komme og sige, hun er uærlig. Det er således Mette Høeg, der bringer forfatteres privatliv ind i diskussionen, uden en antydning af en kvalificering af, hvordan det forhold hænger sammen med den litteratur, der produceres.
Og bare fordi du er "anonym" (jeg har nok mine formodninger om dén identitet) så er det ikke lig med at det ikke er en insinuation, når du vil sammenstille Linds og Bukdahls aldre med Bukdahls søns alder. Hvad kunne du possibly ville med de "facts" udover at forsøge at pirke til en formodet dårlig samvittighed hos dem, du spørger? Jeg kan så ikke tale for hverken Lind eller Bukdahl. Jeg kan bare sige, at folks børns alder ikke har nogen relevans i forhold til noget, der angår "anonyme" på internettet, eller nogen andre, der ikke indgår i den givne familierelation. Og at du er en nar og en fucking kujon for at ville fremmane det som et eller andet ondt spøgelse over andre mennesker under dække af internettets anonymitet. Få dig dog dit eget liv og din egen praksis.
Shit, jeg glæder mig til den bog af Cecilie som fuglene synger om er på vej. Det er modigt og vigtigt at stille sig ind i verden med sine sprog. Især når sætningerne klynger veje gennem dagene og er en måde at være til på.
SvarSletNuttet poserende som den citerede "kronik" - er det hvad man kalder (åndssvagt) godt? Så tror jeg hellere, jeg vil læse dårlig (ikke åndssvag) litteratur.
SvarSlet