Døden melankolsk med sin
telegraftråd gennem kinden
-
Rif
- som i dag er optrykt i Politiken, og tak for det, men pludselig bliver jeg bange for, at Twitter- og Politiken-læsere, tror, at det er MIN poetiske sentiment ovenpå mesterens død, men det er altså et digt AF mesteren fra den undervurderede, delvist håndskrevne, vilde, vilde samling Tuschrejse, 1994, som jeg også citerede fra i Rif-poesiantologi-blogposten nedenfor, her er fem yderligere Tusch-tekster som kompensation for uintenderet at have taget æren:
træet, træet, træet, dér den skyggefulde ild
blåligt svejser hanerne sig ud af morgenmørket
rasende, kimæren fortærer regnvejret og kaster
det fra sig
udstillingsvinduets ekshibitionistiske tingeltangel:
dans krøblinge!
*
tyren dør dovent
*
æslet tygger sin stilhed
*
mørket æder sine solsorte
til sidste trille
støvmiderne er sat i gear
ingen grund til panik
*
næsen taget ved næsen
lurer på bakkekammen
*
midt i den tomme udgravning
en opstrakt finger
det lyder som en gang ordbingo
SvarSletMen med lutter gevinster!
SvarSlethalve grise
SvarSlet