Naja Marie Aidt, Solvej Balle, Christian Dorph, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Mere Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Lene Henningsen, Line Knutzon, Lone Munksgaard Nielsen og Jokum Rohde.
10 kvinder og 2 mænd.
Men først og kun på 159 er kvindedominansen en pointe i sig selv:
Den eneste litteraturhistorie, halvfemsergenerationen foreløbig har skulle optræde i, er skægt nok Nordisk Kvindelitteraturhistoire. Hvilket er helt rimeligt, når man betænker sig, at med halvfemsergenerationen er kvindelige digtere ikke bare med i generationens første række, de dominerer den faktisk suverænt. Et faktum, som kvindelitteraturhistorien imidlertid ikke selv er rigtig opmærksom på, dertil er den alt for optaget af at riste runer for minderige medsøstre fra hellige halvfjerdsere.
På side 87 gør jeg (forsigtigt) en pointe ud af Hammans og Guldagers opgør med det traditionelle kvindelige eller "kvindelige"digterjeg:
Man kan måske godt driste sig til at bemærke, at det med de frememste vitalister er første gang, kvindelige skribenter taler attitudehumoristisk om misererne, med fængende falskspil. Pia Juul fra generationen før er den eneste anden undtagelse, der så vel så også først for allernyligst har forladt ambivalensen og er sprunget ud i fuld figur som sine digtes bedrageriske hovedrolleindehaverske. . Man kunne også nævne de tidlige halvfjerdseres Kirsten Thorup, og så alligevel ikkew, hendes tekster er de grader for blanke og lukkede glansbilledverdener (i bedste forstand). Kvinder har skullet tale mystisk, skønt, oprigtigt, alvorligt, personligt, mytisk (den figur går også de encyklopædiske damer skævt ind på med deres kølige manøvrer, men dog med alvoren og en hel del af mystikke og mytikken intakt). Vitalisterne har snarere lært af Højholts Gitte end af Pia Tafdrups Pia eller for den sags skyld Vita Andersens Vita. De laver numre, skamløst og samvittighedsløst, numre der binder. .
På side 57 skriver jeg som konklusion på en omgang omstændelig statistik:
"En konsensus-udgave af alt dette listeri og tidens og mediernes almindelige åndssvaghed ville blive den absolutte superpigegruppe Solvej Balle, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Christina hesselholdt.
Lille fy for det.
Så vendte jeg mig mod mine anmeldelser/artikler 2004-2015, der ligger her på min computer, og søgte først på "90'er-kvinder" og så "90'er-damer" og fik desværre hele 4 hits på "90'er-piger":
I en Simon Grotrian-anmeldelse, der gør et nummer ud af, at han er indstillet til Statens Kunstfonds livsavarige hæderslegat ("Også Christina Hesselholdt er fortjent indstillet til det livsvarige, og det bringer antallet af livsvarige forfattere født i ’60’erne op på hele fem: Naja Marie Aidt, Thomas Boberg, Grotrian, Hesselholdt og Pia Juul. Så mangler vi lige Niels Frank og resten af 90’er-pigerne, Balle, Guldager, Hammann, Helle 1, Helle 2, Henningsen, Munksgaard (og af ældre engle bl.a. Viggo Madsen og T.S. Høeg), før vi kommer til Ursula Andkjær, som godt kan vente lidt."), i en anmeldelse af et rim&remse-bind af Strid (""
-->det er dem, der slår sig mest skævt, egensindigt i tøjret i forhold til den massivt hjemsøgende, men jo absolut godartede Halfdan-tradition, som Strid aldrig helt frigør sig fra (til forskel fra 90’er-pigerne Kirsten Hammann og Helle Helle og ikke så mange andre)"), i en samle-børneboganmeldelse (" --> (alle de lidt ældre 90’er-piger, undtagen Solvej Balle!, skriver børnebøger nu)") og i en litteraturhistorie-anmeldelse (" --> Handesten deler ”prosaen” i to, ”Korte former” = 90’er-pigerne Balle, Hammann, Heller, Hesselholdt, Guldager, og ”Samtidsbilleder” = de problematiske og uproblematiske ”realister” Sonnergaard, Q. Holm, H.V. Holst, Jessen, Boberg, Beck-Nielsen, Llambías, Weitze.").
Den kønnet patroniserende samlebetegnelse burde jeg holde mig for god til. Stort fy! Never again!
Min mest forbryderiske tekst fandt jeg imidlertid ved at søge på "90'er-mænd" (selvfølgelig ingen hits på 90'er-drenge"), der hittede på den 4-5 år gamle kommentar "Minimalistisk mandighed", underrubrik: "90'er-generationen har brug for noget manderådgivning, herrerne farer forvildet rundt i kvindernes succesfulde slagskygge", der er idiotisk kønnet hele vejen igennem, og det hjælper ikke, at det er mændene og ikke kvinderne, der patroniseres, det idiotiske er opdelingen i køn, som ikke giver nogen som helst form for kritisk mening, indefra eller udefra. Sådan begynder idiotien (og det lyder flere steder betænkeligt meget som en afskrift af i gårs Politiken-artikel, indrømmet!):
Bortset fra at der ikke er noget, der hedder
Forfatterskolelitteratur, har Forfatterskolelitteraturen SEJRET, på både
kritiker- og bestsellerlisterne. Den mest solgte bog i DK lige nu er Helle
Helles kompromisløst kompakte og poetiske roman Dette burde skrives i nutid; Kritikerprisen (tidligere modtagere:
Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Naja Marie Aidt) 2011 gik til Christina
Hesselholdt for hendes på sin helt anden, vidtløftige led kompromisløse
fortællekreds Camilla – og resten af
selskabet. Nordisk Råds Litteraturpris 2007 gik til Naja Marie Aidt for
hendes på sin tredje, brutale led kompromisløse novellesamling Bavian. Eller rettere: De kvindelige, nogen-og-fyrreårige,
helt eller halvt prosaiske medlemmer af 90’ergenerationen, der også er den
første Forfatterskolegeneration. har vundet DET HELE, herunder kanon og
litteraturhistorien.
Men hvad med 90’er-mændene?
Ja, de farer rundt i og udenfor manegen, desperat og forvildet og ustadigt og
mere eller mindre kvalificeret. Ved Den Blå Ports jubilæumsarrangement 24.
marts kunne man opleve to bud på en 90’er-mandlig kunstnerisk praksis anno
2011. Første bud var Janus Kodals såkaldte happening ”Vand på en gås”, hvor han
iført et kostume fra sin 13 år gamle (bedste) bog, Fyrsten Zibebes bekendelse, hældte vand på det eneste medlem af aftenens
kritikerpanel, der havde anmeldt hans seneste bog. Andet bud var Niels Lyngsøs performance
af en håndfuld rap-numre fra den cd, sigdetvidere,
han har udsendt under kunstnernavnet Stemmejernet,
og som foreløbig kun er blevet anmeldt (rimelig skidt) af musikanmeldere.
Og sådan, fuldt ynkeligt, slutter idiotien (med en cykelmetafor i stedet for en løbemetafor, det er ikke bedre):
Det er svært at udtale sig om, hvorvidt kvindernes massive
profilering og flid og konsekvens har betydet noget for mændenes flaksende rådvildhed
og flugtforsøg, men det vil ikke være hverken uforståeligt eller urimeligt,
hvis der har været en effekt; 90’er-generationen er immervæk den første
generation i litteraturhistorien, hvor kvinderne fra første færd tog teten og
uden at blinke har fastholdt og forstærket førerpositionen; selv når de i
nærværende generationskritikers øjne er kommet på afveje, som nu bare fx K.M.
Guldager, er de ikke til at holde nede!
Og det kan da
sagtens føles uretfærdigt, at de bare hjuler sejrssikkert af sted, kvinderne,
når man, som også er MIG, LB, med uldne mellemrum bakser rundt med sine små,
insisterende mumlerier. Måske faktisk føles det endnu mere uretfærdigt, når det
faktisk ER retfærdigt, når de ustandseligt vinder både enkeltstarter og
bjergetaper.
Kunne de ikke være
blevet ved festsangene (som Lyngsø nu har taget op) langt, langt borte i
provinsen, som den cyklende hovedperson i bestselleren Dette burde skrives i nutid: ”Jeg kørte med en konfirmationssang
inde i hovedet, jeg afprøvede forskellige rim på ordet hestepige, bedste pige,
næste pige.”
STORT, TVETULLET UNDSKYLD!
Jeg har også lavet en antologi, der hedder Digte for drengene (inkl. 3 kvindelige 90'er-digtere + Pia Juul) - det er i orden, tror jeg, at jeg synes.
SvarSlet