Solveig er hyret - og ældre end pur (og hey Kizaja!)

Blandt de anmeldere på litteraturnu.dk (og ikke litteratur.nu - undskyld!), jeg i min WA-kommentar om (manglen på) Ung Kritik nævnte som lovende var Solveig Daugaard, som dels viser sig ikke at være under 30, men kun under 40, hvilket jo ikke er et problem i sig selv selvfølgelig, men en fejl i forhold til kommentarens snævre ungdomsfokus og dels samme dag faktisk blev snuppet som anmelder til Information, hvor hun leverede en god, svalt skarp anmeldelse af (af mig ulæste) Sabine Erbillors debutroman Debil tur-retur, som hun (i lighed med anmelderne i WA Bøger (Nanna G (ikke red. Johs. Baun som skrevet står) og Politiken (Lilian MR)) sammenligner ufordelagtigt med det (i WA-interview) vedkendte forbillede Erlend Loe (Loe har har, med undtagelse af (som nævnt af Nanna) Lone Aburas (Stine Pilgaard er IKKE Loe-inspireret), haft en UHELDIG (= uselvstændig, næsegrus epigonisk) indflydelse på dansk (debut)prosa):

Der kunne ligge et forsøg på en parodi i udstillingen af den naive, selvoptagne drengemand, som Loe forbliver loyal over for, men spørgsmålet er, om det giver ret megen mening, når originalen er både sjovere, bedre skrevet og mere indsigtsfuld.
Den småpinlige, lidt for langtrukne træden vande i det retningsløse brakvand mellem teenager og voksen har ellers virket for andre romandebuterende i de senere år. På lignende baggrund har for eksempel Lone Aburas og Stine Pilgaard konstrueret rimelig charmerende, seminaive eller -sarkastiske fortællere, som danner ramme om vellykkede miniudviklingsromaner fra de halvunges Hverdagsdanmark. Men i dette tilfælde er det svært at tro på Eskilds stemme, og hans forvirring bliver aldrig hverken rigtig morsom, charmerende eller vedkommende.
Det er prisværdigt, når forfattere vælger at løfte blikket fra egen navle og skabe fortællere, som ikke ligner dem selv - men leger man for eksempel lidt med navnelighed mellem fortæller og forfatter eller tillader sammenfald i køn, alder og ydre livssituation, får man ofte et mål af troværdighed forærende - og måske derfor har mange af de mere vellykkede debuter i denne genre en snert af autofiktion.
Til forskel herfra har Erbillor kastet sig over en mandlig fortæller, som er demonstrativt blottet for både selvindsigt og empat (...)

- og i Politiken bringer denne søndag første anmedlelse signeret deres nye anmelder, (ligesom (og derfor ikke nævnt i min kommentar) Informations glimrende Mikkel Frantzen) 30-årige Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen, af genudgivelsen af Brobys Blod (som jeg selv anmeldte i WA Bøger), og den og hun er heller ikke halvt ringe.

NOGET OG NOGEN SKER KRITISK - TAK FOR DET!