Munk Rösings skidegode, ja nærmest VIISE tekst i Politiken for et par uger eller tre siden, "Jeget er det der ikke kan skives i en kontaktannonce". Nok fordi Politiken ikke har lagt teksten ud på deres netavis, og måske også fordi det er ubekvemt for den ene fløj af hvidlæsnings-debatten, hvad hun siger, og unødigt komplicerende for begge fløje, for deres fløjtænkning nemlig; den hjalp i hvert fald mig til at finde ud af, hvad jeg egentlig mente med identitetskarnevalisme (LÆS DET I AVISEN, HVOR MANGE GANGE SKAL JEG SIGE DET?), hun kalder det bare maskerade, men hendes eksempel, Yahyas "perkerdansk," er det selv samme (og så trykker jeg på "indsæt" og frem popper sørøverflaget fra posten nedenfor: gisp!):
Litteraturkritiker Lars Bukdahl har i et
indlæg på sin blog erklæret sig som tilhænger af
»identitetskarnevalisme« og modstander af »identitetsfundamentalisme«.
Når man er »identitetskarnevalist«, som han mener, at Yahya Hassan og
Asta Olivia Nordenhof er i deres digte, har man en legende tilgang til
sin egen identitet, eller rettere til sine flere forskellige
identiteter, kan udstille dem og bære dem som masker. Når man er
»identitetsfundamentalist«, identificerer man sig inderligt med sin
særidentitet, eksempelvis som bøsse, muslim, kvinde.
Forfatterne
Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, der begge gør deres
identiteter som lesbiske (og i Langvads tilfælde koreansk adopteret) til
temaer i deres digtning, har taget til genmæle i en kommentar (trykt i
Information), hvor de opponerer mod begge Bukdahls begreber. De mener
ikke, at det er leg og sjov og karneval, når digterne tematiserer deres
særidentiteter, men snarere et alvorligt vidnesbyrd om undertrykkelsen
af (sociale, etniske, seksuelle) minoriteter. Samtidig finder de
begrebet ' fundamentalisme', misvisende for en sådan solidaritet med
undertrykte særidentiteter.
Så er fløjene
ridset op: den liberale, seriøse kamp for særidentiteters rettigheder
(Glaffey og Langvad) over for en postmoderne, ironisk leg med
identiteter (Bukdahl). Men er det
virkelig de eneste to mulige positioner? Og indfanger nogen af dem, hvad
der foregår hos digtere som Hassan og Nordenhof?
FOR MIG AT SE foregår
der det, at vi møder jeget som en størrelse, der hverken er
identitetsløs karnevalist eller har en marginaliseret identitet, men
snarere må beskrives som det, der bliver tilovers, når alle prædikaterne
er remset op.Glaffey og Langvad anklager
Bukdahls karnevalisme for at gå i spand med nyliberalismens
forestilling om det frie valg, som om sociale identiteter var noget, vi
frit kunne i-og afklæde os.Det svarer
ikke til deres egne erfaringer med at være koreansk adoptivbarn og/eller
lesbisk. Men spørgsmålet er, om enhver tænkning i (etniske, seksuelle
etc.) identitetsgrupper ikke flugter fint med det senkapitalistiske
forbrugersamfund, hvor befolkningen inddeles i ' segmenter', for at
markedsføringen kan ramme så præcist som muligt.
Den position, som Bukdahl kalder karnevalisme, kan minde om det, man inden for feminismen har kaldt maskerade. Under
patriarkatet er kvinden den, der klæder sig ud og veksler mellem
forskellige roller og kostumer (fra luder til madonna), men i stedet for
at afvise denne funktion kan hun udnytte den dels til at skabe skred i
faste identiteter, dels til kritisk at udstille roller. En sådan form
for maskerade er ikke ironisk, postmoderne identitetsleg ud fra en
liberalistisk forestilling om det frie valg. Snarere kan man tale om en '
mimetisk kritik', en måde at udstille og sprænge faste kategorier
indefra på.Som når Yahya Hassan poserer i
rollen som indvandrer med kreative sprogfejl: »MIG JEG KOKSER I MIN
ORDSTILLING/OG JEG SIGER WALLAH/MIG JEG SIGER PANSER ER GRIM/WALLAH DE
DUM!«. Dette er hverken karnevalistisk identitetsleg eller
identifikation med sin særidentitet. Snarere en slags foruroligende,
forstyrrende (og sjov!), ikke let aflæselig på én gang over-og
disidentifikation.
(...)
UDEN AT forfalde til illusionen om, at vi allerede har den bedst
tænkelige demokratiske offentlighed, kan man godt stille spørgsmålet om,
hvorvidt politisk kamp altid er en kamp for den særidentitet, som man
identificerer sig med.
Måske er den
politiske del af mennesket faktisk den, hvor det kan hæve sig over
sådanne specifikke identitetsprædikater? Der hvor det ikke kæmper for
sin egen (gruppes) særinteresse, men for alles ret. Eller måske bedre
negativt udtryk: For at der er nogle ting, som ingen bør udsættes for.
At tænke ' ingen' i stedet for ' alle' kan være en måde at undgå at
tænke menneskeheden som summen af særidentiteter på. Jeg tror faktisk,
det kan være afgørende for enhver rettighedskamp, hvis den undertryktes
protestgestus ikke er ' Jeg som lesbisk/kvinde/afro' kræver min ret, men
' ingen bør behandles, som jeg bliver behandlet'.Litteraturen er et af de steder, hvor vi kan møde mennesket som noget andet end summen af dets identitetsprædikater.
(...)
Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved
juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som
voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk
indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne)
julefællesskab.
Men samtidig kunne digtet
være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en
følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig
gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig
voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression
pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers.
Når
Nordenhof kalder sin samling for det nemme og det ensomme, indfanger
det for mig ret præcist de steder, som det litterære jeg taler fra, og
som for så vidt er ærkelyriske steder. Der hvor det pludselig er nemt at
leve, hvor der findes en fryd over bare det at være til (»en våd
græsplæne og mig« ). Og der hvor man er ensom, alene med sig selv og
sine sansninger og tanker. I den ensomhed (og måske netop der?) kan der
godt foregå politisk tænkning. Som når
jeget tænker længe og inderligt, bogstav for bogstav, på, hvordan en
sydafrikansk skiltemager samvittighedsfuldt udførte sit arbejde: »at der
på et tidspunkt kun stod n på det skilt, at der på et tidspunkt kun
stod no/efter endt arbejde: no coloured allowed«. Måske er det netop i
den ensomhed, at man for alvor kan forbinde sig med verden. Den
ensomhed er noget, vi er fælles om: »genboerne ved det formentlig ikke,
at de er tre der vasker op ved hver sin køkkenvask nu,/deres køkkener
udgør en stribe af lys«.
VI ER ALLE underkastet en særlig social,
etnisk, seksuel, kønsmæssig, religiøs etc. ' identitet'. De undertrykte
er (tvunget til at være) særligt opmærksomme på denne identitet,
hvorimod det er nyt, at en toneangivende kritiker som Bukdahl (hvid
heteroseksuel mandlig akademiker) bliver bedt om at være opmærksom på
det. Det kan han sådan set have godt af. Men jeg tror ikke, at vejen
frem er, at vi identificerer os med denne »identitet«. Jeg tror, at
vejen frem er disidentifikation. Hvis det
handler om, at alle skal have samme rettigheder, er det vigtigt at tænke
dette ' alle' som det alment menneskelige, ikke som summen af alle
mulige særidentiteter. Til gengæld er det sådan, at det alment
menneskelige inkluderer at være underkastet disse identitetsprædikater
(om det er kvinde eller mand, hetero eller homo, europæer eller asiat,
muslim eller kristen). Men også at mennesket er det, der aldrig er
udtømt i disse prædikater.
- Lilian regner ikke-identiteten ud.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg kom bare til at placere en kommentar forkert, ingen (selv)censur, bare rolig!
SvarSletLæs også denne her artikel af René Rasmussen (i Spring #34):
SvarSlet"'Digteren' skriver ikke blot til en tilfældig læser eller gud, men er selv den første læser af det, der står skrevet og er samtidig fraværende i det, der står skrevet. Dette er subjektets vilkår: at sige noget, som det ikke helt ved, hvorfra kommer og alligevel være i det, der siges, uden at være helt identisk med det sagte.
(...)
Det er læsningens forvirring. Det synes imidlertid primært kun at være i kunsten, her digte, at denne forvirring synes at få plads. Resten af samfundet er det meste af tiden underlagt en kontrolinstans, der fremstår som et absolut øje, der skal sikre mening med alt. I dag skal alt have mening og kunne gribes på semantisk vis.
Digte giver derimod plads til et subjekt, der ikke er underlagt vores tids magtkontrol eller ideer om autencitet og selvrefleksivitet. (...) Det må fastholdes, at digte udgør et opgør med fremherskende ideer om, hvordan kommunikation bør foregå. Det sker i et sprog, der ikke drejer sig om mening eller semantik, men om at det, som er vigtigst i vores liv, netop undslipper mening og semantik. Det er kønnet, døden, seksualiteten, kroppen, angsten, fremmedgørelsen, jeg'ets opløsning, der står centralt i dette sprog"
Jeg tror, at vejen frem er disidentifikation. Hvis det handler om, at alle skal have samme rettigheder, er det vigtigt at tænke dette ' alle' som det alment menneskelige, ikke som summen af alle mulige særidentiteter. Til gengæld er det sådan, at det alment menneskelige inkluderer at være underkastet disse identitetsprædikater (om det er kvinde eller mand, hetero eller homo, europæer eller asiat, muslim eller kristen). Men også at mennesket er det, der aldrig er udtømt i disse prædikater.
SvarSletKORREKT nok, men skal vi begynde der, er det jo også væsentligt, at der lyttes til stemmer, som ikke bekræfter et allerede dannet kor.