For en disidentifikation - hvorfor har ingen linket til Lilian

Munk Rösings skidegode, ja nærmest VIISE tekst i Politiken for et par uger eller tre siden, "Jeget er det der ikke kan skives i en kontaktannonce". Nok fordi Politiken ikke har lagt teksten ud på deres netavis, og måske også fordi det er ubekvemt for den ene fløj af hvidlæsnings-debatten, hvad hun siger, og unødigt komplicerende for begge fløje, for deres fløjtænkning nemlig; den hjalp i hvert fald mig til at finde ud af, hvad jeg egentlig mente med identitetskarnevalisme (LÆS DET I AVISEN, HVOR MANGE GANGE SKAL JEG SIGE DET?), hun kalder det bare maskerade, men hendes eksempel, Yahyas "perkerdansk," er det selv samme (og så trykker jeg på "indsæt" og frem popper sørøverflaget fra posten nedenfor: gisp!):

Litteraturkritiker Lars Bukdahl har i et indlæg på sin blog erklæret sig som tilhænger af »identitetskarnevalisme« og modstander af »identitetsfundamentalisme«. Når man er »identitetskarnevalist«, som han mener, at Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof er i deres digte, har man en legende tilgang til sin egen identitet, eller rettere til sine flere forskellige identiteter, kan udstille dem og bære dem som masker. Når man er »identitetsfundamentalist«, identificerer man sig inderligt med sin særidentitet, eksempelvis som bøsse, muslim, kvinde.

Forfatterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, der begge gør deres identiteter som lesbiske (og i Langvads tilfælde koreansk adopteret) til temaer i deres digtning, har taget til genmæle i en kommentar (trykt i Information), hvor de opponerer mod begge Bukdahls begreber. De mener ikke, at det er leg og sjov og karneval, når digterne tematiserer deres særidentiteter, men snarere et alvorligt vidnesbyrd om undertrykkelsen af (sociale, etniske, seksuelle) minoriteter. Samtidig finder de begrebet ' fundamentalisme', misvisende for en sådan solidaritet med undertrykte særidentiteter.

Så er fløjene ridset op: den liberale, seriøse kamp for særidentiteters rettigheder (Glaffey og Langvad) over for en postmoderne, ironisk leg med identiteter (Bukdahl). Men er det virkelig de eneste to mulige positioner? Og indfanger nogen af dem, hvad der foregår hos digtere som Hassan og Nordenhof?

FOR MIG AT SE foregår der det, at vi møder jeget som en størrelse, der hverken er identitetsløs karnevalist eller har en marginaliseret identitet, men snarere må beskrives som det, der bliver tilovers, når alle prædikaterne er remset op.Glaffey og Langvad anklager Bukdahls karnevalisme for at gå i spand med nyliberalismens forestilling om det frie valg, som om sociale identiteter var noget, vi frit kunne i-og afklæde os.Det svarer ikke til deres egne erfaringer med at være koreansk adoptivbarn og/eller lesbisk. Men spørgsmålet er, om enhver tænkning i (etniske, seksuelle etc.) identitetsgrupper ikke flugter fint med det senkapitalistiske forbrugersamfund, hvor befolkningen inddeles i ' segmenter', for at markedsføringen kan ramme så præcist som muligt.

Den position, som Bukdahl kalder karnevalisme, kan minde om det, man inden for feminismen har kaldt maskerade. Under patriarkatet er kvinden den, der klæder sig ud og veksler mellem forskellige roller og kostumer (fra luder til madonna), men i stedet for at afvise denne funktion kan hun udnytte den dels til at skabe skred i faste identiteter, dels til kritisk at udstille roller. En sådan form for maskerade er ikke ironisk, postmoderne identitetsleg ud fra en liberalistisk forestilling om det frie valg. Snarere kan man tale om en ' mimetisk kritik', en måde at udstille og sprænge faste kategorier indefra på.Som når Yahya Hassan poserer i rollen som indvandrer med kreative sprogfejl: »MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING/OG JEG SIGER WALLAH/MIG JEG SIGER PANSER ER GRIM/WALLAH DE DUM!«. Dette er hverken karnevalistisk identitetsleg eller identifikation med sin særidentitet. Snarere en slags foruroligende, forstyrrende (og sjov!), ikke let aflæselig på én gang over-og disidentifikation.

(...)

UDEN AT forfalde til illusionen om, at vi allerede har den bedst tænkelige demokratiske offentlighed, kan man godt stille spørgsmålet om, hvorvidt politisk kamp altid er en kamp for den særidentitet, som man identificerer sig med.

Måske er den politiske del af mennesket faktisk den, hvor det kan hæve sig over sådanne specifikke identitetsprædikater? Der hvor det ikke kæmper for sin egen (gruppes) særinteresse, men for alles ret. Eller måske bedre negativt udtryk: For at der er nogle ting, som ingen bør udsættes for. At tænke ' ingen' i stedet for ' alle' kan være en måde at undgå at tænke menneskeheden som summen af særidentiteter på. Jeg tror faktisk, det kan være afgørende for enhver rettighedskamp, hvis den undertryktes protestgestus ikke er ' Jeg som lesbisk/kvinde/afro' kræver min ret, men ' ingen bør behandles, som jeg bliver behandlet'.Litteraturen er et af de steder, hvor vi kan møde mennesket som noget andet end summen af dets identitetsprædikater.

(...)

Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng, der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab.
Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse, de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede, hvor også min barneaggression pludselig får den plads, den ikke havde i børnehavens pædagogunivers.

Når Nordenhof kalder sin samling for det nemme og det ensomme, indfanger det for mig ret præcist de steder, som det litterære jeg taler fra, og som for så vidt er ærkelyriske steder. Der hvor det pludselig er nemt at leve, hvor der findes en fryd over bare det at være til (»en våd græsplæne og mig« ). Og der hvor man er ensom, alene med sig selv og sine sansninger og tanker. I den ensomhed (og måske netop der?) kan der godt foregå politisk tænkning. Som når jeget tænker længe og inderligt, bogstav for bogstav, på, hvordan en sydafrikansk skiltemager samvittighedsfuldt udførte sit arbejde: »at der på et tidspunkt kun stod n på det skilt, at der på et tidspunkt kun stod no/efter endt arbejde: no coloured allowed«. Måske er det netop i den ensomhed, at man for alvor kan forbinde sig med verden. Den ensomhed er noget, vi er fælles om: »genboerne ved det formentlig ikke, at de er tre der vasker op ved hver sin køkkenvask nu,/deres køkkener udgør en stribe af lys«.

VI ER ALLE underkastet en særlig social, etnisk, seksuel, kønsmæssig, religiøs etc. ' identitet'. De undertrykte er (tvunget til at være) særligt opmærksomme på denne identitet, hvorimod det er nyt, at en toneangivende kritiker som Bukdahl (hvid heteroseksuel mandlig akademiker) bliver bedt om at være opmærksom på det. Det kan han sådan set have godt af. Men jeg tror ikke, at vejen frem er, at vi identificerer os med denne »identitet«. Jeg tror, at vejen frem er disidentifikation. Hvis det handler om, at alle skal have samme rettigheder, er det vigtigt at tænke dette ' alle' som det alment menneskelige, ikke som summen af alle mulige særidentiteter. Til gengæld er det sådan, at det alment menneskelige inkluderer at være underkastet disse identitetsprædikater (om det er kvinde eller mand, hetero eller homo, europæer eller asiat, muslim eller kristen). Men også at mennesket er det, der aldrig er udtømt i disse prædikater.



- Lilian regner ikke-identiteten ud.