De øvrige litterære modtagere er Josefine Klougart (uundgåeligt og langt rimeligERE end de dér nordiske nomineringer), Thomas Lagermand Lundme (for en gangs skyld en klog og præcis overraskelse - efter de seneste to små, glimrende digt/korprosa/dialog-hæfter (plus gode børne- og ungdomssager)), Torben Munksgaard (har skammeligt nok ikke læst hans tre romaner, selvom jeg har en positiv mistanke til dem) og Bjørn Rasmussen (1-bogs-superstar, no-brainer!), det er en solidt upinlig liste, synes jeg.
Det er Ida Jessen, Peter Rønnow-Jessen og Trisse Gejls sidste uddeling; da udvalget trådte til, opstillede jeg en liste over overmodne og modne kandidater til det tre-årige, 3 af de ovemodne har fået legatet, 1 pr. år, Thomas Krogsbøl, Martin Glas Serup, Rasmus Nik, 4 har stadig ikke, Mikkel Thykier, Marius-Nørup Nielsen, Birgit Munch, Thomas Hvid Kromann. Blandt de akut modne kandidater (fra dengang + et par kommet til i mellemtiden (via bog nr. 2)) vil jeg nævne Rasmus Halling, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Sternberg, Lene Asp, Glenn Christian, Peter Clement Woetmann, Jesper Elving, de står alle kritisk i kø.
Og så er der også litterært gods i mindst to af de præmierede billedkunstnere, Claus Ejner, der har bidraget flere gange til Hvedekorn, og Lasse Krogh Møller, der har kandideret til Bukdahls Bet med sit hæfte med fortolkninger af tekster "skrevet" af forsøgsmus, TILLYKKE også til dem!
Hede og Thykier har begge modtaget.
SvarSletIkke det treårige! Óg det er det, jeg taler om! Flere af de nævnte har fået mindre legater (op til 150.000) før og nu, men det er det treårige, der tæller og for alvor batter og giver, som det hedder, arbejdsro, ro til at udarbejde betydelig uro.
SvarSletGod Rasmus-begrundelse også (sikkert ved Peter Rønnow (epistulær, gulliversk)):
SvarSletRasmus Nikolajsen, født 1977, debuterede i år 2000 med digtsamlingen ”Digte om lidt”, og siden er fulgt fire digtsamlinger, rejseromanen ”I Athen” og i 2012 ”Den ulykkelige boghandler”, der genremæssigt bevæger sig ad en slags epistulære omveje. Rasmus Nikolajsen er systemdigter, og hans metode er remix’et. Af sange, af talemåder, af litterære tekster. Det skaber en kakafoni af umulige metaforer, der, når man overgiver sig til dem, dels er sjove, og dels skaber en mening, der ikke kun er baseret på litteratur, men også på erfaring, på menneskelighed. Også mødet med det grænseløse kan Nikolajsen vise, så man tror på det, og mærkeligt let og upostuleret kan der finde store skred sted fra den ene linje til den næste, som i teksten ”En omvej”, hvor den unge fortæller og hans kæreste Sille på vej til Skagen uden overgang kører ind i et gulliversk landskab på en kæmpekvinde, med atomkraftværker i sideruden og en meget hastigt accelererende graviditet i førersædet. Det er godt! Rasmus Nikolajsen har et stort talent, som udvalget gerne vil støtte med det treårige stipendium.
Jeg skal fandme også have det. De må lave nogle flere.
SvarSlet