fredag den 27. januar 2012

Gardin & stolpe

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

-  romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

4 kommentarer:

  1. Døde metaforer, overvejende. Forfatteren lefler for simile. I bund og grund manglende stillingtagen til hvad sprog er. Sorry. Du er sindssyg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes ikke du er sindssyg, Lars B. - men:
      Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad du mener:

      Håret delte sig som et gardin - der er mange slags gardiner, mange måder at hænge gardiner op + de gardiner, der er trukket for og dem, der ikke er (trukket for). Og vi forstår jo meningen, ligesom med det fugtige gardin i et senere eksempel, som så er trukket for? Eller hænger på en tørresnor?

      Susede som en hel strandbred - det er velsagtens ikke strandbredden, der suser, snarere vinden i ørerne på mennesker på strandbredden. Men det er vel noget metonymi eller synekdoke, hvad ved jeg. Og vi forstår jo meningen.

      Lignede en slagmark - Er det ikke et helt dødt billede, som faktisk kan findes i ODS?

      Mit ben stod i luften, som en hvid stolpe + Snorkede som en traktor - originalt/sanseligt, sjovt billedsprog?

      Undskyld Lars, men jeg synes ikke du 'sætter fingeren på' det, der gør Dette burde skrives i nutid til en skøn og poetisk læseoplevelse. For mig er det i hvert fald helt andre ting, der gør bogen skøn og poetisk. Fornemmelsen af udstrakt tid og rum og rytmerne i dialogerne er for mig at se langt mere poetisk, end de eksempler du trækker frem.

      Mvh
      Lars F

      Slet
    2. Kære Lars

      Blogposten havde ikke til formål at sætte fingeren på det der gør Dette burde skrives i nutid til en skøn og poetisk læseoplevelse, det har jeg sat mere end 10 fingre alle mulige andre steder, ikke mindst på bloggen og fx nedenfor i laurbær-lykønskningen. Det var bare fordi jeg i forlængelse af mine blogposter om billedsprog i prosa kom til at tænke på, om det passede, når man tænkte på Helle som næsten totalt metafor-fri, og så kontrollerede jeg det simpelthen som den uhjælpelige litteratur-bogholder, jeg er. Naturligt billede er bare min klodsede måde at sige død metafor på (jeg holdt mig til at sige billeder, for netop ikke at komme ud i flueknepperi om metafor og comparatio og metonomi/synkedoke ...), så strandbred og slagmark (digtsamlingtitel til salg!) er vi enige om. Jeg synes så gardinet og stolper er genuint gode og stærke billeder, der får en sær ekstra meningsfuld/absurd betydning ved at stå så radikalt alene.

      kh Lars

      Slet