En blog er trådt i karakter, når den har haft sin første kommentar-tråd på over 10 kommentarer, og det har Caspar Eric Christensens blog caspareric netop oplevet; den kommentargenererende blogpost handler om nettidsskriftet Slagtryk, som Caspar ser som noget potentialebugnende nyt på den litterære scene, der så bare ikke gør nok nummer ud af sin nyhed og sit potentiale, hvilket der blandt kommentatorerne er mild uenighed om. Undervejs er bemærkninger fremsat (ikke af Caspar) om det ensrettede/ensrettende, eksklusive/ekskluderende, programmerede/programmatiske i Hvedekorn vs. pivåbenheden i Slagtryk, og det synes jeg er noget fis (alt der ligner en redaktionel linje i Hvedekorn (spøjs sprogforvridning eller whatever) er altid allerede undergravet af en hær af undtagelser i hvert eneste nummer): Eneste fundamentale forskel mellem KONCEPTET Slagtryk og KONCEPTET Hvedekorn er, at Slagtryk er et nettidsskrift med derfor betydeligere kortere tid mellem indsending og publikation og ingen hellig tryksagsaura, og at Hvedekorn giver et personligt svar på alt indsendt, hvilket åbenbart er mere diktatorisk end ikke at gøre det. Bidragyderne og bidragene til Slagtryk er, så vidt jeg kan se, heller ikke fundamentalt anderledes end bidrag og bidragydere til Hvedekorn: poesi og kortprosa fra primært unge mennesker, der har en belæst og dannet idé om, hvad "poesi" og "kortprosa" er. Blogposterne på Caspars blog (ikke uinspireret af det amerikanske site Muumuu House), senest simultane noter til tv-kigning af Dirty Dancing, er langt mere tekstligt alternative end de fleste tekster i Hvedekorn og Slagtryk (inkl. Caspars egne bidrag begge steder, der uden besvær lader sig identificere som (gode!) "digte"). Af november måneds 8 bidragydere til Slagtryk (på 3 måneder har Slagtryk ca. lige så mange bidragydere som 1 nummer af Hvedekorn, der udkommer 4 gange om året, men væsentligt færre enkelttekster) har de 4 tidligere bidraget til Hvedekorn (de 2 har jeg selv debuteret), og ingen af bidragene diskvalificerer sig PRINCIPIELT til Hvedekorn (Robert Henningssons fine tekst/billed-hybrid har vi haft flere paralleller til for nylig) og 4-5 af bidragene ville det ikke have været usandsynligt, at jeg havde takket ja til, hvis de var blevet sendt til Hvedekorn. Og klart nok har jeg ondt i røven, mens jeg smiler stift, over at Hvedekorn har fået en kvalificeret konkurrent, og besværet besværger, at kvalificeret konkurrence altid er et gode og et fremskridt - og surmuler bittert over, at nov-bidragyder Iben Engelhardt 3 ½ år efter sin debut i mit første Hvede-nummer har sendt sine nye digte til Slagtryk - men jeg ville finde konkurrencen mere spændende, hvis bidragene var mere til en net-særlig side - digitalt konkretistisk (som foreslået af kommentator (og ("digt"-traditionel) Hvede- og Slagtrykbidragyder) Alexander Vesterlund) eller socialt netværk(tyvstjæl)ende (som praktiseret af Caspar på sin blog). Derfor har jeg også svært ved at opleve Slagtryk som så fandens revolutionært forjættende (hvilket det så absolut heller ikke behøver at være for at være berettiget som "bare" et poesiblad), når der ud over den af net-publikationen automatisk medfølgende (relative, blogs SOM DENNE HER er hurtigere) hastighed og ikke-boglighed ikke tænkes nyt eller (fundamentalt) skrives anderledes. Ikke overraskende synes jeg, der er heftigere og mere ambitiøs (men også dyrere og arbejdsommere, true!) fremtid i Hvedekorns (lad os storhedsvanvittigt kalde det) Poetry Network In Progress: blad, hjemmeside med nyheder og blog og arkiv (på sigt alle numre 1920-2011), lige om lidt apps (det nye og tidligere numre, Dagens Digt), samarbejde med dr.dk, hyppige oplæsninger - og så (mindre dyrt og arbejdsomt og helt hårdt og elementært DIY) i det smukt grasserende felt af blogs, der myldrer frem lige nu, hvoraf ikke så få er bestyret af (Slagtryk- og) Hvedekornsdigtere (se bloglisten på hvedekorn.dk, Martin Glaz' blogroll er ikke helt up to date), som nu fx Caspars. Og her er et rigtigt fint digt og "digt" fra november af Slagtrykdigter og blogkommentator Noah Kjærsgaard Hansen, der måske handler om det hele, at falde ned på:
Vi har fløjet for længe
på vingerne
af elektriske storke
Et rustent foretagende
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
great wall of text crits you for 100000000 damage
SvarSletDigitalt konkretistisk? Det er der da ingen af jer, der er. Slagtryk udnytter jo slet ikke mediets muligheder. Se lige layoutet engang. Det er jo bare digitaliseret papir og gammeldags oliemaleri. Mere old school end grafikken og maleriet derude i den fysiske verden er i dag.
SvarSletOg udnytte mediet gør Hvedekorn for resten heller ikke. I hvert fald ikke i poetisk forstand. Medmindre at udnytte mediet blot er at reklamere for noget, der henviser til noget andet, som er PR for det første. Altså mediecirkus.
Problemet er da netop, at Slagtryk er konkurrent til Hvedekorn, frem for at være et reelt alternativ med en egen dagsorden. Mere af det samme. Nu på nettet. Gaaab!!!
Til anonym: Er det ikke lige præcis det jeg skrev!?
SvarSletBortset fra at jeg synes der er LIDT MERE end reklame på det nuværende hvedekorn.dk (siom kun er en skygge (fra fremtiden) af hvad jeg forestiller mig det kan blive og være), men selvfølgelig er der også reklame.
Og apps!Sbnart apps!
Det her er noget af det foerste jeg har set, som kritisk/serioest forholder sig til den faktiske kvalitet af Slagtryk. Det er lidt samme problem som (i oevrigt totalt urelaterede) digtene i Den Blaa Avis led under - vi har aaaalt for travlt med at snakke om form, saa vi kan ikke naa at snakke indhold/kvalitet. Og jo for fanden formen er vigtig (ligesom Slagtryk og deres u/udnyttelse af mediet ogsaa er en herrerelevant diskussion, men lad dem nu lige, ligesom hvedekorn.dk, blive til og blive til mere) men lad os forholde os til kvalitet ogsaa(foerst?).
SvarSletJeg saa meget gerne mere kritisk forholden sig til indholdet af begge omtalte magasiner - Olga Ravn skrev en anmeldelse af et tidligere Hv-nummer i aar, hvorfor var det en engangsforestilling? Men tak for at goere noget der lignede, juhu!
Maya
SvarSletDet er da også kvaliteten, man forholder sig til her... Indholdet såvel som formen. At Slagtryk blot er endnu en konkurrent frem for et reelt alternativ til Hvedekorn.
Den forståelse af, hvad poesien og poesien i et nyt medie er, skal og kan gøre, som ligger implicit i udvalget og i formen, er - ked af at sige det - lidt småkedelig. Ingen gode eller grimme overraskelser. Den kendte velsmag. Endnu en sushibar i København. De udvalgte digte og digtere er sågar i nær familie og nogle gange identiske med de udvalgte digte og digtere i Hvedekorn.
Måske er Slagtryk oven i købet en smule mere konservativ end Hvedekorn. Ja, her nævner jeg så layoutet og grafikken. For i min optik er skrevet poesi også et visuelt kunstnerisk udtryk.
Slagtryk får ingen point for nytænkning eller en skarp profil og en spændende redaktionel linje. Desværre.
Anonym: jamen det er jo præcis det jeg siger - at jeg er glad for, der for en gangs skyld bliver taget en slags stilling til kvaliteten. Ellers var jeg ikke sluttet på juhu.
SvarSlet@Anonym
SvarSletDet må jo så være en smagssag, i hvor høj grad man synes, at et tidsskrift også skal udfolde sig kunstnerisk. Der er en ok fin balancgang, mellem at have et visuelt udtryk udover poesien i sig selv og så helt at drukne poeisen i et kunstnerisk forsøg på at fange læsere. Hvis ikke man blive fanget af poesien i sig selv, så er det vel fordi den ikke rammer een og så må det vel være det der skal genovervejes?
Balancengangen synes jeg nu både Hvedekorn og Slagtryk rammer fint, Hvedekorn har et mere interessant visuelt udtryk (på tryk - hjemmesiden er ikke ligefrem revolutionerende), mens jeg samtidig også godt kan lide det simple og konkrete i Slagtryk's opsætning.
Og hey, Slagtryk har været udgivet i 9 måneder overfor Hvedekorn's 91 år - ro på, en profil udvikler man jo i løbet af processen.
Hephey.
Poesien i sig selv findes ikke. Der er enten en stemme i en krop eller skrift på et materiale. Poesien er fysisk forankret. Og den forankring er ikke bare indpakningspapir, der sælger varen (poesi som idéelt luftkastel?) i bogbiksen, men en integreret del af værket.
SvarSletMen måske er netop forestillingen om, at papiret, typografien, grafikken og mediet bare er emballage og en neutral serveringsbakke en væsentlig årsag til, at Slagtryk fremstår noget konservativt og kedeligt. Man tænker simpelthen ikke over udtrykket eller mediet. Men gør bare, som man plejer. Det er hverken særlig simpelt eller konkret. Det er bare ureflekteret.
Nope - en profil udvikler man ikke først, når man er mellem 80 og skinddød. Den udvikler man, når man er helt vild med noget. Eller pissesur over noget andet. Og ingen af delene er man på Slagtryk.
Men man kan selvfølgelig sætte sig i en god stol med en gammel bog og vente på at skægget bliver meget langt og gråt, imens man håber på, at der opstår noget nyt i den proces. Jeg tror ikke, det er sådan, det nye sker...
Så snart teksterne bliver visuelt forankret, har de et andet udgangspunkt end det bidragsyderen havde, da han sendte dem ind. Tidsskriftets opgave er at fremme teksterne og deres indhold, ikke at pakke dem ind i glimmer, gøgl og fine skrifttyper.
SvarSletOg det leder jo kun tilbage Maya's kommentar. Vi er så skide fokuserede på at udtrykket skal være innovativt, nyskabende, revolutionerende, at vi glemmer teksterne selv. Jeg hylder Slagtryk, fordi det er et nyt (måske ikke så fandens anderledes, men trods alt nyt) tiltag, nemmere tilgængeligt og et ekstra bidrag. Det er en ekstra bunke god litteratur, foruden den der allerede er i Hvedekorn. Hvorfor skal man så ville noget helt vildt eller være pissesur, hvis man synes at det der allerede er, er godt, men at det skal være mere effektivt og der skal være mere af det?
Lad os da snakke om hvad teksterne kan og vil og være glade for at der nu er mere at snakke om, istedet for at fortabe os i kategorisering og kunstnerisk islæt.