Kritik er min far

I dag er også en mærkedag, fordi Kritik nr. 200 udkommer, et temanummer om kritik, som jeg regner med at få fingre i senere på dagen (min redaktør fortæller mig, at der flere mulige kommentar-anledninger, herunder et akademisk Kodal-forsvar!?) - forhåbentlig i god tid før receptionen i samme anledning på Gyldendal klokken 16, som jeg planlægger at deltage i, dels på egen vegne, jeg debuterede umindeværdigt som tidsskriftsartikelforfatter i nr. 78, 1987, "Livet i livmoderskibet. Med Bowie og Strunge in outer space" og har siden, med ujævne mellemrum, bidraget flere gange - og er redaktør af et konkurrerende, ikke mindre sejlivet tidsskrift, og dels på familiens vegne: min far, Jørgen K. Bukdahl (1936-1979), var medredaktør af Kritik i to år, 1970-1971, nr. 13-20, i kvartet med Erik A. Nielsen, Peer E. Sørensen og Knud Wentzel afløste han tidsskriftets stiftere Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen.

Her er afslutningen på min fars artikel i det sidste nummer, han redigerede, "Ophævelsen af filosofikum - "ophævelsen" af filosofien":

Forsvaret for den generelle filosofi har det videre sigte at pege på en vigtig sammenhæng mellem 'kritik" og "ren teori", nemlig at kritikken ikke er sit eget formål, dvs. at livet ikke går op i at forholde sig selvstændigt, i evig bevægelse; kritikken er til for befrielsen af udfoldelsesformer, som vi nu engang har og hvis form for liv ikke nødvendigvis er af den kritiske holdnings opbrudskarakter, f.eks. vor i en vis forstand desinteresserede nysgerrighed i alle dens former: Fornøjelsen ved at finde ud af ting og prøve at finde grunde og sammenhænge. Undertrykkelsen, som kritikken sporer og bekæmper, er en undertrykkelse af den slags livsformer. Erkendelsen heraf rejser også det spørgsmål, i hvilket omfang sådanne livsformer må beskyttes mod undertrykkelse ved institutionalisering.

God sagt, far (som jeg altid bare kaldte Jørgen)!

Og her et uddrag, ca. midtvejs, fra min yndlingsartikel i min fars årgange, (24-årige) Jens Smærup Sørensens "Andersen":

Andersen var én af de første overhovedet til at skaffe sig sin écriture. Mens hans første værker ret nøje følger normen sker der ved begyndelsen af eventyrproduktionen en enorm udvikling. Han sprogbrug bliver væsentlig anderledes end samtidens - det véd enhver - og oftest er det forklaret ved at hans eventyr henvender sig til børn og sprogbrugen derfor på den ene eller aden anden måde skulle forholde sig til barnesprog. Men da denne sprogbrug, eller rettere visse træk ved den, i langt den største del af eventyrene er det eneste børn kunne tænkes at interessere sig for, er det nærliggende at lede efter en anden grund. Vi vælger denne: Andersen har bevidst brudt med den gængse sprogbrug for så alene at gå på opdagelse i sproget, og han har gjort det fordi der ikke gaves nogen anden udvej.

Godt redigeret, Jørgen!

Tillykke med de 200, Kritik, forbliv kritisk kritisk!