Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Lars Bukdahls Blog, den frie version 2.0
Blog-arkiv
Faste læsere
Om mig
- Lars Bukdahl
- Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
FINDES - OG FINDES IKKE?
SvarSlet(Til ENDNU EN GOD DIGTER, der ER GÅET BORT.)
En zen mester ville sige:
Du vil ikke findes mere,
du afspejler alt andet end dig selv.
Og der er alt for mørkt her,
hvor jeg findes.
Mørket siver igennem vægge og lofter,
og forvandler alt til stilhed.
Vi så dig som noget,
vi tilfældigt havde tabt,
og fundet igen
i det sorte vand.
Og mens du lå og ventede der,
mere hjemløs end mørket,
spejlede du pludselig os,
og vi vidste,
at du stadig var til et sted.
Og at alt det,
du drømte om og elskede
en dag ville ske.
Igen.
Så virkeligt som det klæbrige mørke,
du druknede dig i.
CORONA HYSTERIA
SvarSletAllerede inden
der er nogen beviser
på vinterens tilbagetog
rydder solen og månen op
i de blege eftermiddage.
Dine øjne ser indad
mod foråret
som de små guder,
de er.
Og dine nervøse drømme
rejser ansigt til ansigt,
som de hemmelige forbandelser,
nogen har slugt.
Natblomster besætter
din sovende krop
som dine øjnes iris,
og lungerne,
hjertet og tungen...
Og undervejs,
bag alt dette,
og længere borte,
i en eller andens drøm,
løber vi alle rundt med
børnene i bundløse øjeblikke
på nætternes skrigende boulevard.
NATUREN RYDDER OP
SvarSletDet er nu mere end 100 år siden,
at naturen sidst forsøgte
at rydder op
med "Den spanske Syge".
Vi er tilsyneladende for mange
efter naturens mening.
Men jeg har altid hadet meninger.
Også naturens,
eller hvad det er?
Vi kan stadig drømme synkront
med alle de døde.
Det ved jeg af drømmende erfaring.
Og alt vil bryde op
og bryde sammen,
når det kommer dertil.
Men vi dør kun næsten.
Tankerne kredser
omkring alle de andre tanker,
der har været der engang.
Og som nu er en
sammenhængende tanke.
Selvom ensomheden
kan blive så stor,
at der ikke er andet at gøre
end at danse...
GYLDENDAL
SvarSletEr jo en fantastisk forlag.
Historisk.
Men også meget problematisk.
Jeg har haft fornøjelsen af
at arbejde for forlaget
i omkring 30 år...
Min "svigerfar" Ole Wivel,
hvis skønne datter
jeg elskede i syv år,
antog mine
"Trodsige Bekendelser" i 71.
Så gik det derudad med over
25 udgivelser
under Rifbjerg m.fl....
Alle disse receptioner,
hvor alle mulige genier
var til stede:
Sarvig, Dan, Ib Michael,
Aidt, Tafdrup og mange flere....
Men. Men. der var naturligvis
mange op og nedture på forlaget.
Som der er alle steder.
Mange blev GLEMT, fyret og fortabt.
Er det ikke bare en ANDEN abeflok?
ALT MÅ BRYDE OP
OG BRYDE SAMMEN
FOR AT VÆKKE MISUNDELSE
OG BEUNDRING HOS DEN ANDEN
ABEFLOK...?
PS! "et fantastisk forlag", naturligvis!
SvarSletHvis der var noget vi lærte på Gyldendal var det at stave...
Ib Michael brokkede sig over det, og naturligvis med et smil- lige som jeg...
DET ER KUN HJERNEN
SvarSletDet er kun jorden,
der skjuler vore døde.
Det er kun jorden,
og nogle steder
i erindringen.
I erindringen,
der kan være selve
opstandelsen for den,
der er død.
Men også dér i intet,
når drømmene smuldrer
i et farveløst lys.
Hvor kærlighed og sten
opfylder sig selv...
Det er dagen,
der ikke er dagen,
og natten,
der ikke er natten.
Det er dér,
hvor intet møder
sig selv,
og alt er sig selv nok
i den optiske dag.
DØRVOGTERE
SvarSlettil det personlige helvede,
eller...
Med alle tiders
corona afgrunde
og fortrængninger.
Kun igennem
al din fantasi,
kan du lukke den defekte dør.
Og få verden tilbage
i din solfyldte stue.
Men fra nu af
vil jeg ikke længere
nøjes med
at opholde mig
i grå zoner.
NU vil jeg atter
ind under din hud,
og længere ind.
Om muligt.
Fuck alverdens elendighed.
Vi kommer aldrig tæt nok
på hinanden...
MIN FØRSTE OG MIN SIDSTE UDGIVELSE?
SvarSletMine første digte sendte jeg
til Hvedekorn,
efter jeg havde skrevet
i Politiken og i Superlove.
Jeg fik det svar,
at "det kun var til skrivebordsskuffen"
af en herre, jeg ikke nævner navnet på.
(Det var ikke Poul Borum,
der heldigvis var ovenud
begejstret fra begyndelsen...)
Så henvendte Rhodos sig
om en udgivelse,
der blev til ENGLEFRONTEN,
og det gik over stok og sten.
Hans Jørgen Nielsen skrev
en halv side i Information etc.
om ENGLEFRONT bogen,
hvor jeg havde valgt en
lyserød siouxindianer som forside.
Så kom Gyldendal
og ville have de næste:
TRODSIGE BEKENDELSER,
SKØNHEDSRESERVATET m. mange flere....
Min redaktør var Ole Wivel
og så Erik Lindgreen,
Klaus Rifbjerg m.fl. ...
Jeg var konsulent
og antog bl.a. Hanne Hermann,
der havde indsendt bånd
og alt muligt guf.
... MEN NU må jeg begynde forfra
i en alder af 74.
Skal jeg sende min nye digtsamling
til Gutkind,
som jeg har hørt er det bedste pt.?
Måske min sidste bog:
VIOLENTIA- EN DRÅBE AF EN ENGEL.
HULK! HULK!
OP i røven med det...
Til alle begyndere og
halvdøde digtere:
Fortsæt med at skrive trods alt...
Få lindring
for nattens og dagens kvælende drømme.
I digtet danner dine ord
en lille, hvid sarkofag,
der fikseres af solopgangen.
REGN SPEJL
SvarSletEFTERHÅNDEN
SOM MAN ELSKER,
VED MAN MERE
OM SIN ELSKEDE
END,
MAN VED OM SIG SELV...
og MAN FORSTÅR IKKE rigtigt,
AT HVAD MAN END OPNÅR
af kys og samhørighed,
ER DER ENDE på ALT.
Endelig er man kun din ven
til sin egen hvisken.
Men al kærlighed
er værd at dø for...
Og at huske dit navn...
Dit navn er min besværgelse
af verden.
Men så begyndte det at regne,
som det så ofte gør
i denne del af verden.
Vi har aldrig eksisteret.
Kun som regnens spejl.
JEG HUSKER
SvarSletDENNE BESYNDERLIGE FØLELSE
AF AT VÆRE LIGEGLAD
MED EN,
MAN TIDLIGERE have elsket
TIL VANVID,
LIGE SOM DU nu
ER LIGEGLAD MED MIG,
SOM DU SAGDE DU ELSKEDE
TIL VANVID -
OG ALTID VILLE HAVE
dybt INDE I DIG...
Ja, det var engang,
som om vi boede
i det samme navn?
Og vi ventede sammen
i ni måneders mørke
på resultatet af denne kærlighed.
Som alle dyr, der venter...
Jeg fordybede mig fuldstændigt
i dine skygger,
og forsvandt ind
i dine uforklarlige nætter,
uden at kunne se.
Nætterne elsker sine blinde.
FRA HEMMELIGHEDERNES BOG
SvarSletAlle tilstande er relative.
På hele vejen venter
alle prøvelser,
man ikke har bedt om.
Jeg vil nødigt lyde som en præst.
Men hvornår er tiden ikke knap?
Her med røven i vandskorpen,
og hvor den ellers er?
Du var trappen,
der ikke førte nogen steder hen.
Men at gå ad den
var hele umagen værd etc. ...
Verden var en spilledåse,
der fik mig til at danse...
Bla.bla.bla...
Men dette skulle jo være
en kærlighedspoesi!
Forfra igen:
Mælk fra engles bryst?
Livet er en drøm?
Der er et yndigt land.
Kære Lars Bukdahl
SvarSletDu har altid været en røst for det lyriske folk, samtidig med
at du havde din egen tydelige stemme. Det er faktisk
i dette øjeblik, hvor jeg skriver til dig, at det går op for
mig, hvorfor jeg i den seneste tid har tænkt på dig.
Jeg er vokset op fra 1960, med en far fra landkulturen
og en mor fra bykulturen. Jeg har altid følt mig dybt
forbundet til folk - på "land og by" - og jeg har altid
vidst hvor tyngden i folket/mentaliteten lå, selvom
den ad åre har forgrenet sig, så det idag er sværrere
at "kortlægge".
I den nedenstående tekst var ledemotivet, at jeg har
opfanget så mange uudtalte følelser og stemninger
blandt folk jeg har mødt igennem det forgangne år.
Indtrykkene hobede sig op, voksede til og pressede sig
til sidst igennem - jeg var nødt til at skrive den tekst,
som der er henvises til nedenfor.
Teksten udfylder måske et "hul",
hvorigennem noget af det som er svært at udtrykke
måske for luft - på en måde som ikke lige er udtrykt
andre steder.
Jeg håber det kan være til inspiration og opmuntring.
Du må formidle essayet ligeså meget du vil.
https://www.nedersteetage.com/fra-folkedybet/
Mange varme hilsner i en kold tid, fra
Omar Ingerslev
mobtlf 25 92 00 92
DANSENDE GUDINDER
SvarSletDu danser for mig
i dit panser.
Det er den lovende begyndelse
til ukendte rædsler
og minlangsomme død.
Hvis du forsøger
at komme
endnu
længere bort,
fordi vi var så tæt
på hinanden,
har jeg vilje og sorg nok
til at opsøge dig
alle de steder,
hvor vore drømme kunne nå.
Du foreslår beroligende:
"Dit liv lever dig,
du lever ikke dit liv!"
Men jeg steg op
igennem hele livet,
og blev skyllet ned igen
af både dig og regnen og...
Du svarede fornuftigt nok
til min selvmedlidenhed:
"Kontroller din egen skæbne,
eller andre vil!"
Nu danser du for mig
i mine drømme.
Men dans er dans,
og tåge er tåge,
og det forsvinder.
DANMARKS DRØMME
SvarSletPå danernes øer,
i danernes mark.
De danske kyster,
de danske have, himle,
sole og bryster...
De danske kvinder og mænd etc. ...
Jeg sover kun nødigt hér,
det er dér,
at spøgelserne er.
Tiden.
Alderen...
Stedet.
Her med alderen
er stadig mere selektiv,
og stadig mindre attraktiv,
sætter stadig nye
grænser op,
hvor de gamle brydes ned.
Stedet og tiden:
en slags død
inden for døden,
en slags liv
uden for livet...
Jeg ved,
at jeg ikke burde skrive
den slags meningsløs poesi.
I midten af min spejlverden,
i slutningen af min alder,
på mit nuværende sted
uden kærlighed etc. ,
som jeg stirrer
mig blind på.
Og fortsætter.
Det får mig næsten
til at tro
på det næste liv,
selvom
jeg ikke tror på dette
og alle dets sønderlevede
perspektiver.
BORDELLO
SvarSletSLADDER
Noget modvilligt
kom jeg endelig på bordel
i en tilskoddet kælder
langt ude på Amager
for første gang..
Det var min gode ven fra Nyhavn
(Bent Fabriks barnebarn Peter),
der syntes det var ulideligt
at høre mig fable
om tabet af
min elskede Ulla Diana.
En aften SKULLE jeg altså på bordel!
Peter vidste alt om den slags.
Så kom vi frem,
og blev venligt modtaget
af en uskyldigt udseende
bordelmutter...
Vi ventede i et rum
fyldt med groteske redskaber
i form af en rød træhest,
torve, gynger m.m....
Det mindede mig om min barndom
på Sct. Annæ Gymnasium,
hvor vores gymnastiklærer
piskede os med sippe torv
i omklædningsrummet,
når vi var "uartige".
Hvor fysiklæreren,
hr. Rømer gav os en
på nakken,
hvis vi havde glemt
at tage vores tophue af
på vej op ad vinkeltrappen.
Nå, endelig blev det min tur.
Jeg blev henvist til et værelse
med (naturligvis) sorte lagener.
(Så man ikke kunne se alt svineriet?)
Ind kom den søde luder,
som jeg gav hånd
og gik i spagat for,
for at vise
(for mig selv),
hvor viril jeg var.
Hun lagde sig velvilligt
på det sorte lagen,
og jeg kravlede på.
Men nænnede ikke
at stikke den ind...
I stedet begyndte jeg,
for dog at gøre noget,
at slikke hende.
Men det gjorde
tilsyneladende mere ondt,
syntes hun...
Den slags var hun
slet ikke vant til?
Og hun takkede af
efter tyve minutter.
Hvilket var fint for mig.
Jeg havde intet haft ud af det,
lige som hende...
Og så betalte jeg naturligvis
bordelmutter ved udgangen:
"11oo kroner, tak!"
Peter stod og ventede:
"Var det godt?"
"NEJ!" svarede jeg sagligt.
GINETTE
SvarSletForan mig
på mit trappetrin i Nyhavn,
hvor jeg ofte sad
i disse corona tider,
stod pludselig
denne skønne kvinde:
Ginette.
Jeg spurgte hende
om hendes navn,
og om hun ikke kunne
blive stående der.
"Jeg synes,
at du er vidunderlig!"
"Jeg er kannibal!
Jeg kommer fra Congo!"
Dette udsagn gjorde Ginette
og mit venskab
til noget særligt.
Ginette løb som en gazelle,
mens jeg red
VED SIDEN AF
på min
islandske hest Rauddreki,
(Den røde Drage)
i DYREHAVE skoven.
Men naturligvis ville
GINETTE
HAVE EN YNGRE MAND
at formere sig med...
Du er lyset,
som jeg skal falde ind i...
VIL DU?
SvarSletEn morgen,
hvor jeg netop
havde fulgt min søn ind
(på cykel)
til den nyåbnede vuggestue
ved siden af Synagogen
for universitetsstuderende,
(jeg læste jura
og sammenlignende litteratur) -
så mødte jeg en ven fra
Huset i Magstræde,
der sad med en pige på skødet,
der plagede ham om
at blive bollet -
kort og godt...
Det turde han ikke,
da han var gift,
og jeg tilbød mig høfligt
til opgaven...
Det tog hun
(mærkeligt nok)
straks imod,
og vi kom hjem til Nyhavn
og havde det enormt hyggeligt,
eller hvad man kalder det?
Vi sås
sammen med de andre elskerinder
og elskere i et par år.
Indtil stikket gik rent hjem.
Den "rigtige",
der så med tiden
blev til "den forkerte"
dukkede op...
Her i kærligheden
er der ingen
synlige mennesker,
ingen hjerter,
meninger,
eller overflødige ting.
I WILL GOST HER
SvarSletDet blev et ondt forår
og en ond sommer.
Der var hvid støj.
Jeg havde ellers været dér
i dansen,
hvor blodet skinner...
Eller var det bare GUD,
der optrådte
i en hvirvelvind?
Jeg lever mest i verdener,
der ikke længere eksisterer.
Men stjernerne hjælper mig
til at finde vej.
Min elskede:
du var min oversvømmelsesagent,
da jeg druknede
i din skønneste stilhed...
Rigtigt kaos
laver ingen støj.
BLIXEN DØDSMENU
SvarSletNår tiden tillader,
vil jeg finde beviser
og vidner på,
at jeg overhovedet
har været hér
eller dér
blandt Jer!
Da Karen Blixen
besøgte min kæreste,
Anne Wivel og hendes familie.
gemte de sig under deres entrébord,
da fruen var så anstrengende
at få besøg af.
I al beskedenhed
har jeg oplevet
at blive lukket ude
af samme grund.
Enhver rejse skal begynde
og ende et sted.
For eksempel i disse
søvngængerdigte,
over disse drømmebroer.
I disse blomsterværelser,
i huse for særlige formål.
Hvor man er hjemme i intet.
AFHÆNGIG AF POESI
SvarSlet"Jeg har svært ved at forestille mig
en form for skønhed,
hvor ulykken ikke findes..."
Baudelaire
"Kunst er altid flertydig,
fordi den vender op og ned på livet,
og gør formen til sit indhold."
Nietsche
Menneskelighed er den ærefrygt
for mysterier,
der før blev kaldt for
"et menneske".
Jo klogere,
vi bliver,
des FARLIGERE BLIVER VERDEN.
Det er farligt at gå uden for døren,
man ved aldrig,
hvor ens fod træder.
Og så vider,
og så videre....
Der er ingen tid at spilde.
Åbner hanen,
og lader hovedet løbe ud...
Pludselig var der så stille som sne.
End ikke den mindste banken...
Eller andres bifald
eller hovedrysten...
Jeg ventede og ventede på dig,
men smerten inde i dig
skriftede aldrig.
Ingefærliljer,
implosion,
løgne,
der bliver mere og mere tro.
STOL IKKE PÅ EN DIGTER,
SvarSletDER IKKE KAN DANSE...
STOL IKKE PÅ EN SLANGE,
DER IKKE KAN SPYTTE.
STOL IKKE PÅ ET BARN,
DER IKKE KAN SPØRGE.
... Du ventede,
til du ikke længere
var forelsket i mig,
for at bede om min hånd/ånd.
Det var mest praktisk for dig...
Alle følelserne,
de evige bevægelser,
der ventede,
angsten for sygdomme,
økonomi og nærvær...
Du havde kalkuleret med det hele...
Men jeg havde kun
kalkuleret med det halve,
lykkelig idiot,
som jeg var,
håbløst forelsket i dig...
Med andre ord:
videnskabeligt set
er vi hver for sig
ikke noget særligt.
Et eksperiment...
Måske.
Sandsynligvis.
OG HVIS JEG NU HAVDE
EN AF DE NYE
pseudopsykologer til hjælp:
så HOLD DIN HUND I SNOR!
Men svar er kun af betydning,
hvis du stiller
de rigtige spørgsmål...
Så hvad med sandheden
på dødslejet:
har jeg overhovedet
været her?
Hele livet
har jeg arbejdet på
at udforske de grå,
lyserøde og
- sorte zoner.
Ikke alle har et mål.
STRUNGE OG JAC
SvarSletVar nogle pragtfulde drenge
med humor og hormoner
og alt det der...
De henvendte sig begge til mig,
da de var nybegyndere.
De kunne lide min stil,
eller mangel på samme...
Strunge havde en sød,
rød, sort kilt,
han ofte bar på Café Dan Turéll,
hvor vi stod og drak,
snakkede og hyggede,
(eller hvad det nu hedder?)
Strunge ville gerne
"møde mig i natten",
som han skrev.
Jeg var ikke til det,
hvad det end var...
Og Jac var lun på
min skønne kone,
Ulla Diana,
kunne jeg fornemme.
Desuden var jeg en form
for anarkist
ligesom han...
Men det var alt
for hurtigt forbi
med både det ene
og det andet...
Jeg kører dagligt forbi det sted,
hvor Strunge kastede sig ud,
og kender trappevaskeren,
der var der i samme øjeblik.
Han virkede overhovedet ikke
selvdestruktiv...
Men hvad ved jeg.
Jeg har det på næsten
samme måde
NU,
hvor jeg har følelser
af dødsangst
og ensomhed.
(Men det er der vist flere der har!)
Jeg kendte Strunge ret godt.
Men...
Det må havde været
et eller andet lort,
han havde indtaget,
der drev ham dertil...
De ni måneders mørke,
han tilbragte
i sin mors vom?
Angsten for at elske?
Angsten for kedsomheden?
Angsten for natten?
Angsten for solen?
Angsten for volden...
ETC....
Det er farligt at leve,
og verden vil altid videre -
også uden dig.
Men en blå vinge
genopretter tomheden,
uden at sige for meget.
LORCAS OG MIT HUS
SvarSletJeg havde et hus i Andalusien,
som Lorca havde boet i
i 30erne,
hvor han skrev skuespillet:
"DEN UTRO HUSTRU":
Der var bambuslofter,
skifergulve,
stenvægge,
brandstedet
med de tykke,
ulmende olivenstykker.
Salamander, myg, måne...
Der var slanger og varaner.
Der var enorme vildsvin,
der stod og ventede
lige over mig om morgenen,
når jeg stod op.
Der var stjernehimle,
som jeg aldrig havde set før:
Karlsvognen, Orion,
alle sammen samlet
i smukke mønstre,
som om de virkelig
havde noget
at sige hinanden,
og noget med hinanden at gøre...
Lige som os...
Lige som livet.
Og denne udsvævende stilhed,
der er omkring os.
Uden et tilsyneladende mål.
MÅSKE ER JORDEN BLEVET SKABT RUND
SvarSlettilegnet Bjørnvig, Jac, Strunge, Borum, Dan, Sarvig, Sonne, Ib Michael, Høg over høg m.fl. (og alle mine digtervenner igennem mange år)
Måske er jorden blevet skabt rund
for at vi ikke skal kunne se
for langt,
og se,
hvad der kunne ske os,
hvis vi går videre
i dette liv.
Til den næste afgrund.
Dyrene gør alt altid
for første gang:
de jager, elsker, slås, æder,
dør, drømmer, ler...
Forsigtig nu!
Vinden er bag os.
Og rovdyrene kan
få vores fært...
NU!
Da de gamle kortmagere
tegnede deres kort over verden,
så skrev de nogle steder:
"Gå ikke længere,
hér lever monstre og drager!"
NU!
Afgrundene bor lige om hjørnet.
Lige som bjergene
og kærligheden...
NU!
Og solen stikker dig
ikke om natten,
hvor du lige kan nå
at stikke af
i tide...
Alt dette er på spil.
Men der er også
en slags trøstende opstandelse,
som man ikke hører nærmere om.
ENDNU!
PS! Jorden er flad!
SvarSletFORÅRSTEGN
SvarSletSom et synligt tegn
på noget usynligt,
der er til:
Foråret kommer nærmere
med en nye dag:
Pest, eller corona etc. ...
Måske kommer et barn hjem
fra Syrien
uden sin mor...
Måske bliver de
ikke sindssyge
før om fjorten dage...
ENDNU.
Når hendes øjne brænder i dine,
så spørg
hende om barnet i ørkenen...
Om det er dit
eller en andens,
du vil elske dette barn...
Men det er farligt
at gå ud af døren,
man ved aldrig,
hvad der sker...
Du er så smuk,
at jeg vil give dig
det samme navn to gange...
Der er ikke noget
mere bedragerisk
end det åbenlyse
i den sorte kalender...
PS! Alt dette taler igennem os som sene blomster,
SvarSleti en krukke af syre. I iskolde hænder...
VI KAN VINDE OVER ALT
SvarSletSelv om mørket
ikke har nogen synlige grænser.
Og vi befinder os
i et dødsmuseum,
for NU ikke at se
alt for sort på det...
Hvad?
Lad ikke verden se din angst.
Din selvsikkerhed sikrer,
at selv mørke kan besejres.
Al angst
aktiver fjender.
Og så videre...
Hvem de end er?
Vi elsker altid
mest det,
vi ikke kan få.
Og hvis vi får det
er der ingen grænser.
Og blot tanken om
den elskede,
vil bringe hende tilbage
til dig
til verdens ende...
Der er ikke noget stærkere
end et frivilligt hjerte.
Hvis man ingenting tør,
risikerer man det hele.
Og sådan kan man blive ved...
Men lad for guds skyld være med
at lægge følelser i dine sår.
Det skaber kun betændelse.
JAMBHAlA,
SvarSletHIMMELENS VOGTER
Hvor svært kan det være
at leve?
Hvor svært kan det være
at dø?
Desværre er det sidste ved
at være aktuelt for undertegnede.
Dog ikke umiddelbart,
men bare det,
at tiden går,
og forvandler en,
er tid,
der går NU...
Hvis man kunne friste
et par stjerner mere,
kunne man flygte
til et sted,
og måske kunne leve dér
for evigt?
Man har lavet et eksperiment
i Frankrig med 40 mennesker,
der skulle være helt alene
i meget lang tid.
Der var ingen
synlige mennesker
til deres rådighed,
ingen hjerter, øjne,
eller overflødige ting.
Det er en tynd verden
vi lever i.
Lige sindsoprivende
om du deltager,
eller kun ser på.
Bristefærdig af verden.
PS! Kærlighed og sten opfylder sig selv.
SvarSletLIVET
SvarSletHvis jeg vidste,
at livet var så vidunderligt,
var jeg aldrig
kommet ind i det.
Jeg havde holdt mig
for mig selv.
Jeg havde ikke forsøgt
at knække koden,
(som jeg har forsøgt
i 60 bøger, musik,
og unævnelige
malerier nu...
Og,
bl.a. mit knuste hjerte
er i stumper,
der er så små,
at de kan komme
igennem et nåleøje...
Etc....
Men du skal slet ikke tænke
på dig selv.
Du skal danse ved havet,
i skoven, i byen...
At leve er kun
trods alt
at trodse tvivlen.
Men hvorfor besvimer
din skygge
så ofte
i den forgiftede vind?
PS! Solen stikker dig ikke om natten. Og "måske" er kun for tabere.
SvarSletINSPIRATION
SvarSletER ALTID NU:
en form for spontan
idioti,
snarere
end en nådesgave...
Da jeg efterhånden
blev en bedre digter,
havde jeg svært ved
at råbe visse anmeldere op.
De kunne finde på
at skrive:
"Du er en ener,
du kan ikke lide andre
mennesker!
I begyndelsen
befandt du dig i tiden.
Nu er du ingen steder..."
Nej det tror fanden,
når alle pludselig blev
forvandlede fra blomsterbørn
til skabskommunister.
Men jeg var aldrig
nogen af delene...
"Du har gravet
din egen grav!"
Men hver gang,
nogen har skubbet mig
ned i graven med et:
"Han længe leve!"
Er jeg faldet død om
som nyfaldet sne
i tøvejr... Og...
Digtere og anmeldere
kan godt henfalde til
en vis for for kannibalisme.
Hvis vi bare fandt ud
af sandheden,
var det hele
pludselig overstået.
(Og det ville vare ret kedeligt!)
Men:
poesi er en sund smitte
fra udstødte,
faldne engle,
der falder på steder,
man ikke har været før.
I selskab med
smertens fader
og lykkens moder.
PS! Kan man ikke bare gå hver sin vej. Og blive lykkelige sammen?
SvarSletPS! To stavefejl! Det er ren poesi!
SvarSletKVINDER
SvarSletHvor jeg elsker kvinder!
Solen skrider over himlen,
verden går i månesort.
Hvad er det
i forhold til
bare ét kys?
Min mor elsker jeg
naturligvis
mest?
Hun døde under et telefonopkald
til mig kl. 1 om natten,
i sidste sekund af hendes liv,
hvor jeg ikke
kunne råbes op...
Og jeg elsker naturligvis
mine tre koner:
Den første skred
med en grønlandsk narkoman
på femten år,
så jeg var alene
med min 1,5 år gamle søn,
DANIEL,
da jeg var godt 20.
Hvor jeg savner Daniel,
der nu må være 54 år gammel?
Og som jeg ikke ved,
hvor er,
da han blev skizofren
under kokke lærer arbejde
på Kong Hans.
Tonen i disse miljøer
skulle være lige så syg,
og farlig
som på en sukkerplantage
med slavearbejdere
i Syd Amerika.
Hvor jeg stadig elsker kvinder.
Min anden kone
ville have mig ned
med nakken,
fordi jeg elskede hende
grænseløst...
Min tredje kone
ville bare af med mig
efter 35 år,
hvor hun havde bollet sig
igennem hele min omgangskreds.
Men en dag fandt så en,
ifølge nære venner:
"sindssyg psykiater"
under en dans på Bakken.
Jeg elsker stadig kvinder.
Og de tre koner
ser naturligvis anderledes på det.
Jeg fastholder blot retten
til friheden,
kærligheden og livet
for os alle.
Jeg elsker kvinder.
Ingen ved virkelig,
hvor grænserne går.
Vore navne alene
fordrer dødsstraf.
CRACK ON
SvarSletBegynder først at leve
på kanten af det ukendte.
Den kloge handler kun
ved ikke at handle etc..
Deep fake....
Jeg sagde farvel den dag,
vi mødtes.
(Lyv gerne for alle andre,
men ikke for dig selv.)
Men så blev vores kærlighed
pludselig værd AT DØ FOR...
MEN,
HVOR LÆNGE ER MAN NU DØD?
SPURGTE MIN SØN.
Fra de ældste tider til nu!
Man svæver i måneskinsskoven...
Man er dér i spejlet
mod naturen.
Man er døden i skjul.
Alle skygger.
En hvisken og ekstase.
En bøn om forvirring.
Dråber af dine egne kys.
Skyggernes fangst.
Men hvordan begraver man
en skygge?
"En la pared!"
som man siger på spansk:
"Op mod væggen!"
LISTE OVER ALT DET, JEG ALDRIG FIK GJORT
SvarSletDeltagelse i en snemands
eftermiddag.
Det allermest nødvendige
til et selvmord.
Studier i en lærebog
for bedemandsarbejde.
Kun ved at gøre sig selv lille,
bliver man stor?
Det virkede rigtigt,
da jeg gjorde det...
Nu knap så godt.
En digter som Ekeløf troede mere
på idenfikation,
end på påvirkning.
Hvad rager det mig...
Kunst er altid flertydig.
Skabt af sultne erindringer.
LIGE FØR MÅL
SvarSletEn kæmpestor chance
lige før mål.
Men denne bagstopper,
får hjørnespark,
og jeg ryger lige ind
i fjendemålet
under time out...
Hvor jeg endelig får fred,
måske fordi det er
store bededag...
Bla., bla, bla...
Nej, hvor er det godt!
Lægger mig tilbage i feltet.
Publikum råber og...
Du når næsten at miste mæglet,
inden du får indført et nyt ord:
MOR!
Straffespark!
Det er en tynd, tynd verden,
lige sindsoprivende
at opholde sig i...
Eller kun at se på.
I SKÆRSILDEN
SvarSletDU ER IKKE BORTE -
DU ER BARE VÆK!
Men du bevogter stadig
digtene og billederne.
Du ånder og lever
med den ægte tomhed.
Under stjernernes kompleksitet,
og under valmuernes tårer etc. ...
Hvad du end gemmer på,
vil du dø med.
Selvom mørket aldrig ender.
Hvis man forelsker sig
i ensomhed,
ender man i den...
I løbet af livet møder vi
omkring 10.000 mennesker,
og måske kun i sekunder -
eller i 100 år.
Vi fortjener det umulige.
Men historien og sandheden
er kun noget,
vi er blevet enige om.