At tale udenom

"At tale indenom" kalder jeg min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers Det samme og noget helt andet i WA Bøger (redaktionen tilføjede "Kunsten at"), og det henviser selvfølgelig til Guldagers første, helt umulige erindringsværk Lysgrænsen, her er min grundigt forfjamskede og forfjamsket grundige anmeldelse af den (og gid min anmeldelse af den nye bog havde måttet være lige så alenlang!):

Freud på Kilimanjaro

2. februar 2007

Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen. 248 sider, 249 kr. Gyldendal.

Lysgrænsen hedder Katrine Marie Guldagers nye bog, og der er ingen grund til - som jeg! - straks at få skræmmende associationer til sektionen for »Psykologi og spiritualitet« i Borgens Efterårskatalog (2006-titler: Sjælehentning, Diamanten i din lomme, Visdom fra Plejaderne, Hvordan er jeg havnet i denne situation?). Guldager har ikke lavet en Peter Høeg! Næsten tværtimod, undertitlen og genrebetegnelsen (?) er En psykoanalyse, og hvis der er noget en psykoanalyse ikke er, så er det spirituel og sværmerisk, den er hårdt arbejde, i Guldagers tilfælde fire dage om ugen i ni år, tavst og talende og evigt ghostbustendedér på briksen.

Men hvordan skal en bog fortælle om eller »afbilde« en psykoanalyse? Guldagers løsning er på samme tid raffineret og enkel (og klodset!): Hun mixer 1:1-erindringer, ja, vel faktisk en hel erindringsroman fra barn til ung til voksen eller rettere fra ung til barn til voksen, med rapporter om analysens forløb og udredninger af psykoanalysens teori, plus kommenterede highlights fra Dantes rejse gennem helvede i Den Guddommelige Komediesom en slags kanonisk korrelat til analysens indre helvedesrejse.

Heller ikke i de ni år, hvor erindret liv og analyse kører parallelt (der er, og måske bevidst, megen kronologisk flimmer i bogen, det vil sige yderst få årstal), har de to spor nogen synderlig kontakt med hinanden (indtilnu har analysen været en hemmelighed for både familie, venner, kolleger og anmeldere): der er livet, som især og mere og mere er rejserne, og så er der analysen, skildringen af hvilken helt konsekvent er tømt for biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres et par (mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for et usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig forfatterskabet, det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to år siden Kritikerprisbelønnede.

Helinger sker af sig selv på rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele, (rejse)liv, analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der omsider opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det imponerende ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods af al principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke bare at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig gerne leve (og skrive!) højt hurra!

Det begynder imidlertid, i den næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den rolige nedtælling til og klarøjede gennemlevning af den dobbelte, uventede katastrofe i samme uge, i foråret 1988, at miste sin bedste veninde, myrdet på gaden i El Salvador, og sin far, dræbt i togulykken ved Sorø. Da går selv den mest hårdføre sjæl i stykker, så det er til at få øje på og (efter en rum tid) gøre noget ved.

Det er imidlertid kun indeni, det tætner til med skår, udenpå er Guldager den samme eventyrlystne solidaritetsarbejder og globetrotter som før og snart også spirende forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid påbegynder hun den (helt anderledes) hårde og tidskrævende (og bekostelige!) analyse).

I den lumsk flaksende Del II hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia, hvor Guldager tilbragte en god del af sin barndom. Et virvar af erindringsglimt blitzer ind fra denne både trygt og farligt magiske tid, som brat får ende, både i bogen og virkeligheden, da familien rejser hjem til tvangskollektiviseret, dansk 70'erliv, fulgt op af den pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.

Via fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes analysen ikke at komme nogen vegne.

Del III beretter uden kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke mindst faren og hans død.

Del IV er alvorligt analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme efter dig på briksen, skal de.

Det er imidlertid også her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de »fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen; klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger (stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut, videre... Og sikke dog en central talen udenom!

Guldager vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de har talt om fire gange om ugen i analysen.

I stedet analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre, med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).

Jeg synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære; det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken ugerninger eller pinsler.

Det er også et spørgsmål om kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk uretfærdighed.

Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman, som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved, samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få realoplysninger nok.

Og det er da slående, som Ritter Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/ af det du har forladt.«

Men ingen af delene gør mig jo klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun haren far i Afrika.

Men hvordan skal en bog fortælle om eller »afbilde« en psykoanalyse? Guldagers løsning er på samme tid raffineret og enkel (og klodset!): Hun mixer 1:1-erindringer, ja, vel faktisk en hel erindringsroman fra barn til ung til voksen eller rettere fra ung til barn til voksen, med rapporter om analysens forløb og udredninger af psykoanalysens teori, plus kommenterede highlights fra Dantes rejse gennem helvede i Den Guddommelige Komediesom en slags kanonisk korrelat til analysens indre helvedesrejse.

Heller ikke i de ni år, hvor erindret liv og analyse kører parallelt (der er, og måske bevidst, megen kronologisk flimmer i bogen, det vil sige yderst få årstal), har de to spor nogen synderlig kontakt med hinanden (indtilnu har analysen været en hemmelighed for både familie, venner, kolleger og anmeldere): der er livet, som især og mere og mere er rejserne, og så er der analysen, skildringen af hvilken helt konsekvent er tømt for biografisk-anekdotisk-levetanalysestof, i stedet refereres et par (mislykkede) Guldager-tekster (og masser af Dante og teori); for et usikkert og uselvstændigt spor midt imellem er nemlig forfatterskabet, det meget fremragende, tidligt kanoniserede og for to år siden Kritikerprisbelønnede.

Helinger sker af sig selv på rejserne og arbejdsomt i analysen og forfatteriet. Det hele, (rejse)liv, analyse, skrift, går så op i en højere enhed i epilogen, der omsider opgiver en adresse på det skrivende nu, nemlig Cuba, og det imponerende ved Guldagers bog er, at dén højere enhed er man - på trods af al principiel skepsis over for højere enheder - fuldt villig til ikke bare at acceptere, men også celebrere: hun skal helst og frygtelig gerne leve (og skrive!) højt hurra!

Det begynder imidlertid, i den næsten rent erindrende Del I, stik modsat, med den rolige nedtælling til og klarøjede gennemlevning af den dobbelte, uventede katastrofe i samme uge, i foråret 1988, at miste sin bedste veninde, myrdet på gaden i El Salvador, og sin far, dræbt i togulykken ved Sorø. Da går selv den mest hårdføre sjæl i stykker, så det er til at få øje på og (efter en rum tid) gøre noget ved.

Det er imidlertid kun indeni, det tætner til med skår, udenpå er Guldager den samme eventyrlystne solidaritetsarbejder og globetrotter som før og snart også spirende forfatter (cirka midtvejs i hendes Forfatterskoletid påbegynder hun den (helt anderledes) hårde og tidskrævende (og bekostelige!) analyse).

I den lumsk flaksende Del II hører vi om et dæmonisk gensyn med Zambia, hvor Guldager tilbragte en god del af sin barndom. Et virvar af erindringsglimt blitzer ind fra denne både trygt og farligt magiske tid, som brat får ende, både i bogen og virkeligheden, da familien rejser hjem til tvangskollektiviseret, dansk 70'erliv, fulgt op af den pligtskyldige skilsmisse og opsplitning.

Via fortolkningen af en (mislykket) egentekst springer afsnittet frem til tiden før tiden før katastrofen, da gymnasiasten Katrine småsymbiotisk bor hjemme hos sin far; det er/var usundt, fastslår hun, men tegner så det fineste, kærligste portræt af faren. Til slut i Del III tager Guldager på en massivt nedslående rejse til Nordkorea, samtidig synes analysen ikke at komme nogen vegne.

Del III beretter uden kronologisk zigzag om opturen, i livet/rejserne og i analysen. Guldager tager igen-igen til Zambia og oplever et fuldt lykkeligt gensyn, hvis ikke forsoning med landet og barndommen. Og i Cuba tilblinkes hun umådeholdent af senores og danser salsa i det helt store, helt ukomplicerede kvindefællesskab. I analysen får hun sine centrale unoder i sigtekornet, fremfor alt skyldfølelsen, over for alt og alle og ikke mindst faren og hans død.

Del IV er alvorligt analysetung, vi tillades lige netop glimt af Rom og toppen af Kilimanjaro, men ellers er det Alice Miller og Kohut, og de skal komme efter dig på briksen, skal de.

Det er imidlertid også her, et af bogens mest centrale og intrikate momenter indtræffer: da nemlig analysen er kommet til »kernepunkterne«, og Guldager pludselig taler om sig selv i tredje person og refererer/fortolker et af de »fragmenter«, hun uvilligt skriver, og som handler om (alt det kan betyde af »Ødipal angst« og sager), at en pige tilbyder en ledig plads i bussen til sin mor, som afslår, hvorefter pigen selv tager pladsen; klip til billedet af psyken som en afrikansk frem og til kun antydninger (stadig i 3. person) af artige sandheder om familiehistorien, slut, videre... Og sikke dog en central talen udenom!

Guldager vil gerne fortælle historien om den dobbelte katastrofe og historierne om rejsernes ring, men den eneste familiehistorie, hun vil ud med, er den historie om faren, der handler om livet med ham i tiden før ulykken og (arbejdet med) sorgen over ham lige efter (og som er uløseligt knyttet til katastrofe-historien), vi får intet at vide om moren og søsteren og familielivet og skilsmissen og alt det andet konkrete,som de har talt om fire gange om ugen i analysen.

I stedet analyserer Guldager glimrende snusfornuftigt de slette reaktionsmønstre, med Dante blandt andet misundelse og gerrighed, familiehistorien(s aftryk) har afstedkommet, og panorerer fint kritisk over 70ernes løsagtige væremåder i skolen og derhjemme (i kollektivet).

Jeg synes, det er absolut sympatisk med denne blufærdighed på familiehistoriens vegne, men det giver altså læsemæssigtbogen noget af en slagside; Guldager viser sig som en god, solid pædagog, blandt andet via Dante, i rapporterne fra analysen og udredningerne af teorien (en vis skepsis kan hun sørme også præstere), men uden kød på bordet, hvis jeg må være så fri, bliver det hele altså en noget blodfattig affære; det svarer til, hvis Dante blot generelt henviste til de pintes skurkagtighed og samvittighedskvaler og ikke udpenslede hverken ugerninger eller pinsler.

Det er også et spørgsmål om kontrast til den gladere og gladere salsa, og dér forslår analysens ydre, abstrakte besvær altså ikke. Derfor er bogen klart bedst i (og som!) de to første dele, hvor de store gode onde historier - og de små gode gode - dynamisk knopskyder. Men det er så heller ikke den første bog i verdenslitteraturhistorien, der har tabt pusten, som det begyndte at gå bedre for dens protagonist, jeg tror, man kalder det poetisk uretfærdighed.

Og ja, hvad med poeten? Som nævnt optræder forfatteriet i bogen skiftevis som odd man out og analytisk stuntman, som skiftevis havende intet og havende alt med det hele at gøre. Hvilket nærværende jeg, en generationskritiker med Guldager som en af mine største generationshelte, ikke kan undgå at være noget betænkelig ved, samtidig med at jeg skamløst biografistisk bare ikke kan få realoplysninger nok.

Og det er da slående, som Ritter Sport-firkanterne iStyrt, 1995, og Blank, 1996, ligner analysen: stram form om indre raseri! Ligesom det nu er slået fast, at de flyvske digte i debuten Dagene skifter hænder, 1994, ikke er kærlighedsdigte, men digte til faren: »Jeg er en vind/ der fylder dine ansigter/ samler dig som drivtømmer/ på strande/ hvor din skikkelse/ danner et omvendt billede/ af det du har forladt.«

Men ingen af delene gør mig jo klogere på forfatterskabet, og spørgsmålet er, hvor meget rigere rent kunstnerisk Lysgrænsentil gengæld gør forfatterskabet? En pæn del tror jeg, den pæne del nemlig, der ikke er et samvittighedsfuld referat af En psykoanalyse, men en tyst og nøgtern erindringsroman, om en meningsløs sorg, der bliver til at leve med eller i det mindste omgås, og et magisk barndomsland, der bliver til at leve i eller i det mindste besøge: hun har en far i Afrika.