"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en
intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en
anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær,
fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt
ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.
Faktisk
er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også
forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl
også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er
præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg
viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?,
for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg
ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-
Der
er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her
(det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af
-så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også
spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en
del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og
-superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i
den klassiske forstand."
Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed:
- en tom pose!
Min fars gamle ven Ole Jensen skriver som svar på Rasmus V's link til sin anmeldelse på FB:
SvarSletJeg har svært ved at se, at du har ret i de eksempler, du nævner som svag tekst.
Jeg nærer dyb veneration for Jørgen K., min ven og nære kollega fra sluttredserne. Og han var en umådelig opofrende far. Lars boede nærmest på nakken af ham, når han var vågen som lille. Jørgen tog sig af ham, som ingen andre fædre på den tid tog sig af deres børn - det var stadig næsten udelukkende kvindernes afdeling. Men som i alle andre henseender brød Jørgen normer ned. Jeg føler stærkt med Lars og glæder mig til at læse bogen.
Og jeg skriver selv:
SvarSletTak for rosen, Rasmus, kritikken (præmissen (at målet skulle være en klassisk patos) såvel som smagsdommen) er jeg sjovt nok uenig i
Jeg har også en tekst i bogen om den faste anekdote om mig på skuldrene af min far, når han universitetsforelæste. Ole Juul melder sig i en kommentar til anmeldelses-linket som øjenvidne (og måske skete det faktisk mere end én gang (og ikke nødvendigvis af nød (hver gang), som ellers påstået (via min mor) i bogen)):
SvarSletJeg husker en øvelse, hvor Jørgen K. gennemgik en vanskelig tekst, hvor tavlen var skrevet fuld af citater, henvisninger o.a. og hvor han gik frem og tilbage, frem og tilbage mens han reflekterede over teksten - og Lars sad på skuldrene og var faldet i søvn. Jørgen K. var en utrolig generøs person, hvis viden, indsigt og viljen til at samtale - skønt alvorlig syg - jeg nødt godt af, da jeg skrev en større opgave om Ole Wivel.