Bonusnote til pristale om polyfonikronoologi

Jeg ville godt, hvis jeg havde haft (intensitetsnedsættende) tid og plads i min tale til Naja om og for hendes bog, sagt noget om, hvordan flerstemmigheden blev opdaget og udviklet og radikaliseret i hendes forfatterskab for nu at kulminere mørkt i Carls bog -

Opdagelsen
skete i den umulige bog, der (ikke overraskende) er min yndlings-Aidt-bog, Balladen om Bianca, 2002 (skabt i samarbejde med Kim Lykke) - Naja taler selv om den i et rigtig godt, værk-katalogisk, selvsikkert interview ved Carsten Andersen i Politiken i dag:

»Da jeg skrev digtsamlingen ’Huset overfor’ begyndte jeg at arbejde langt mere bevidst med form. ’Balladen om Bianca’ var en fortsættelse af den større formbevidsthed. Før skrev jeg bare digte ud i det blå, nu lavede jeg regler for mig selv for at intensivere stoffet. Med ’Balladen om Bianca’ ville jeg gribe tilbage til den episke digtning. Jeg ville skabe et korværk af stemmer, et persongalleri. En fælles historie. Det er en stærkt eksperimenterende bog fuld af fotografier og tegninger, prosa og poesi, mange forskellige slags tekster, også fiktive interviews. Jeg arbejdede tæt sammen med Kim Lykke, som stod for det visuelle. Det var en virkelig sjov bog at skrive, simpelthen en opfindelse af noget, der ikke tidligere var set i dansk litteratur. For mig er der stor frihed i den, jeg magtede nu både poesien og prosaen og kunne smelte genrerne sammen, lave noget skævt og vildt med sproget."

Udviklingen
fortsatte i digtsamlingen Poesibog, endnu et interviewcitat:

"'Poesibog’ er min måske mest helstøbte digtsamling, og det er egentlig paradoksalt, for jeg fattede overhovedet ikke, hvad jeg lavede, da jeg skrev den. Den tager fat i alle mulige måder at skrive digte på, og den er det eneste selvbiografiske, jeg har skrevet, ud over ’Carls bog’. At være barn i 1970’erne, midt i et nybrud i tiden. Hvilke konsekvenser havde det? Det var jeg optaget af. Det er en bog om lede, også om lede over for poesien. Det var faktisk det, der satte mig i gang og blev en drivkraft. Jeg hadede poesi på det tidspunkt, syntes, den var latterlig og tilhørte den gamle verden, og havde vel en form for identitetskrise i forhold til at skrive. En fredag lagde jeg alle digtene ud på gulvet og gik rundt mellem dem. Så lagde jeg dem i bunker, og det blev til de forskellige afsnit i bogen."

Radikaliseringen

fandt sted i Frit Flet, der er skrevet side om side med og i munden på Mette Moestrup og Line Knutzon og med alle mulige andre virkelige og fiktive stemmer (blandt andre jo Camille Cloud) inde over - Bianca-afsnittet fortsat:

"Den (Bianca LB) peger helt sikkert frem mod ’Frit flet’, som jeg skrev sammen med Line Knutzon og Mette Moestrup mange år senere. Kim Lykke er også grafiker og fotograf på ’Frit flet’, som er en hybrid i endnu større udstrækning end ’Ballanden om Bianca’. Jeg er stadig meget glad for de to bøger«.

Kulminationen
er det knaldhårde stemmevirvar i Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage:

"Der findes ingen bøger i verden som den. Den ligner ikke noget. Den er sig selv. Og jeg synes, ’Carls bog’ er min smukkeste bog, den største litterære præstation, jeg nogensinde har frembragt. Og en måde at give noget tilbage på, til læserne, til de levende. I selve den gestus ligger der noget håb og noget kraft. Den er skrevet fra det yderste sted, et sted, hvor alt var skrællet væk, hvor litteraturen blev alvorlig og betydningsfuld på en helt ny måde. Litteraturen blev helt konkret min overlevelse."

Redaktørens tale, heller ikke tåreløs

En Blogdahl Exclusive:

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale, efter pristalen, før Najas manusløse tak (hun havde dog noteret de gange, hun tidligere var blevet nomineret, 4 gange i alt, for Tilgang, Balladen om Bianca, Bavian, Alting blinker), ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris i går aftes:

-->

"Kære Naja, kære jer

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog er en bog, man ikke har lyst til skal findes, man har ikke lyst til at ”høre om det, ingen vil høre om”, som der står et sted i bogen. Jeg ved, at du ikke ville skrive den, jeg havde ikke lyst til at redigere den, og jeg har hørt mange sige, at de ikke havde lyst til at læse den. Men som du sagde meget hurtigt, efter at det skete, ”Simon, jeg må skrive en bog om det her.” Du skrev den, jeg og til sidst Mette redigerede den, og mange, mange har læst den. Og hvorfor mon? Fordi vi SKAL høre om det vi ikke vil høre om, simpelthen fordi det findes - og så fordi du har skrevet et mesterværk selvfølgelig. Men hvordan skrive sådan en? Som du skriver tidligt i bogen, forsvandt sproget for dig, da det skete, citat ”Mit sprog er goldt”, og du ville ikke skrive ”lækkert” om det her, ikke litterært, velturneret, perfekt, ”skønt”, pyntet. Du kunne ikke bruge det, du vidste og det du allerede kunne. Der var ingenting tilbage. Kun brokker, løse sedler med diffuse beskeder, en mumlen, et kaos. Og hvordan finde en form for det formløse, hvordan finde et sprog igen for et menneske, der lever af netop det, sproget? Hvordan du fandt en vej i det mørke, kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan sige noget om, hvordan det var at redigere den bog fra smulerne og om DET?

Jeg besluttede mig for to regler for mig selv. Regel nr. 1. Jeg ville kun snakke form, form, form. Og Regel nr. 2. Jeg ville ikke tude. Kort sagt: professionalisme frem for alt, nul føleri.

Du bor i New York, og vi havde lange telefonsamtaler i månedsvis, bogen havde svært ved at finde sin form, jeg prøvede at spille klog og vigtig mand, du sendte og jeg læste, vi pushede bøger om sorg til hinanden fra Gilgamesh til Mallarmé, famlende frem og tilbage, men en dag sagde du pludselig, ”nej, det spor skal sgu da ikke med, Simon – kan du ikke SE det, mand?”, og så vidste jeg at du var tilbage som den Naja, jeg kender. Der fandt du tilbage til den formbevidste, helt ned i sætningen brutale ærlighed, der kendetegner dig, du fortsætter, til det, du siger er sandt uanset hvor springende, grimt, klumpet, desperat, kødeligt eller uhyggelig skønt det er, og bogens bue står klar, rå, kærlig – og nødvendig. Ingen distraktioner, ikke nogen lette og lækre veje, ikke NOGET PIS. Så som altid, når vi har lavet bøger de sidste 15 år, bruger du mig som den lidt tungnemme fætter, der lytter og siger ting, indtil du beslutter dig for, hvordan det skal være. Så meget for at fokusere på form og professionalisme, og regel nr. 1 døde.

Da vi slutredigerede bogen i din lejlighed i Brooklyn i december 16, kom regel nr. 2 under pres. Bogen var færdig, og i slutningen skriver du om, at du og din mand Eigil sad på en terrasse i jeres lejlighed og talte dag efter dag:

Du skriver følgende om jer to, citat:

”Alle de aftener, hvor vi to sad i et mørkt hjørne, tæt sammen, på en kasse og en vakkelvorn stol og talte og drak vin. Du og jeg. Du og jeg i sorghjørnet. Vi tændte ikke lys. Vi ønskede at sidde et undseeligt sted i huset, omgivet af gamle havemøbler, poser med visne blade, vi ønskede mørket. Vi græd, vi talte om vores dreng. VI talte om de andre børn, vi talte om vores liv. VI talte om det, der har ændret vores liv. VI holdt hinanden i hånden. Sådan kom vi igennem det første år. Jeg lyttede til dit åndedræt.

Jeg trækker vejret sammen med dig.

Du trækker vejret sammen med mig.” Citat slut.

Jeg ankom til lejligheden, der er i to plan, selve lejligheden og en så tagterrasse og en smal vindeltrappe med et klejnt repos, der forbinder de to planer. Jeg kom og gik op ad vindeltrappen, ud på tagterrassen og spurgte – var det her, hvor I sad?

-       Nej, sagde du.

-       Hvor så?

-       Der, sagde du og pegede på det bittelille repos på vindeltrappen.

-       Der kan man da ikke sidde to.

-       Nej, netop, sagde du.

Og lige der – at se det sorghjørne, at I måtte sidde sådan et ikke-sted for at kunne være i verden, lige der tror jeg, jeg måske så, hvor umuligt det hele har været og for fanden - er. Og så, beklager, Naja, der brød jeg regel nr. 2. Ikke tude.

Så meget for distance og objektivitet.

Jeg vil ikke komme ind på, hvad bogen handler om, men jeg vil gerne fortælle, hvad den IKKE er. Jeg talte med en person, der mente at bogen var terapeutisk, fordi den ”når et sted hen med sin sorg”. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den når ikke til afklaring om sorgen, en bog kan ikke gøre tabet mindre, det er faktisk lidt uforskammet at sige, synes jeg, faktisk tænkte jeg på om vedkommende ikke burde udsættes for det, Naja og jeg plejer at sige folk, der ikke forstår, burde udsættes for, nemlig dolkning. Så nej, det er ikke terapi og selvhjælpsbog, men den har fundet et sprog og en form, der kan beskrive den virkelighed, der findes efter at alt er tabt. Den ”hjælper” ikke, men den viser, at sproget og kunsten findes og gør, at vi kan ”høre om det, ingen vil høre om”. Den gør ikke nogen mindre ulykkelige, men den gør det muligt at se det sted, hvor sorgen findes, fordi formen findes.

Så tak for din generøsitet, sit ekstreme mod og din vilje til på enhver måde ikke at ville mere pis! OG tak til Weekendavisen for at have præmieret en bog, man ikke har lyst til at læse. Og tak til læserne, der har læst den alligevel. Og tak til Naja for at have skrevet om det man ikke kan skrive om. Og Naja, nu håber jeg, du vil gå i gang med nye bøger, som du har lyst til at skrive. Tillykke fra Johannes, Mette, Vivi, mig og Gyldendal - og skål! "

Den originale snubletalesætning (NAJA VANDT!)

Den her sætning i min tale (link til talen H E R) for Naja Marie Aidt ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris 2017 (NAJA FIK WA-PRISEN, YEAH HUN GJORDE!) havde min redaktør rettet til publikationen i WA Bøger i dag, men den stod stadig i mit udprintede manus, da jeg rejste mig og tog talen frem fra inderlommen i går aftes, og jeg snublede i den, hårdt, men så begyndte jeg forfra og så lykkedes det, sværere er den ikke:


-->Thi hvorfor dog tale med og høre på andre end de til alle tider om det, der ikke kan tales om, smukkest og sandest talende? 

WA for en pris!

Så er der også Weekendavisens Litteraturpris, som altid noget værre rod, 12 nominerede, noget faglitteratur og så bøger af Caroline Minor, Ida Jessen, Svend Åge Madsen,, Ursula Andkjær Olsen (SÅM og UAO nomineringsmotiveret af mig) og Naja Marie Aidt, og atter skal Naja jo bare vinde, hvilket Mette Moestrup også måtte slå fast i en opdatering på FB, "ja, det er jo det", svarede jeg, og Jens Stoumann påpegede kritisk, at der var ikke noget rent lyrik nomineret, og det er jo rigtigt nok og selvfølgelig ikke med min gode vilje, men det er også lige et men:

Lars Bukdahl True! Og der var en kamp! Men både Krisehæfterne og Har døden er jo hybrider med alvorligt bogstavelige mellemværender med poesien

Jeg ville gerne

og atter gerne

have hørt

Helle

læse op af

Najas bog

i torsdags

til Montanapris-tamtam

(men var til Weekendavispris-møde,

hvor ingen læste op af den,

for ingen andre end Naja

og så Helle

må)

Et indstik af smuldrende granit

En lillebitte, men vigtig bog, de skjuler sig (i spredthed) inde i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udgøres af 8 af de 202 "fragmenter eller noter", som Stephane Mallarmé skrev til en bog, han aldrig fik færdiggjort, om og til sin søn Anatole, der døde som otteårig i 1879, og som senere blev samlet i bogen Pour un tombeau d'Anatole. Digteren Martin Larsen har gendigtet de 8 skarpt sorgfulde tekster særligt til Najas bog - her er de første 3:

                 "2)
for derefter blot at se ham
    som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )

*

          Umælende far
                      begyndende tanke
     -
          åh, den frygtelige hemmelighed
    jeg ligger inde med
                            (foretage sig hvad med den
    -
          vil blive
                  skyggen af hans
                             grav
         vidste ikke -
             -
                    at han skal
                           dø

*

Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"

Profetisk med tilbagevirkende kraft

I efteråret udgav Naja Marie Aidt og Mette Moestrup det her mærkelige, indædt messende og besværgende lille, hårde poesi-værk, Omina, hvilket lige præcist betyder "varsler" på latin. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der var sket i Najas liv halvandet år før og kunne ikke lade være at læse det med som mørk undertekst på ikke bare hendes venstresider, men også hendes nære veninde Mettes højresider, som man jo for fanden ikke kan styre sine læsning i sit hoved, og havde overset, at pressemeddelelsen meddelte, at Naja og Mette havde "arbejdet på digtsamlingen siden 2014" - i samme pressemeddelelse fortæller Mette, at Naja en nat sendte "nogle helt nyskrevne digte til mig. Nogle digte hun selv fandt ildevarslende." Omina nævnes ikke blandt varslerne i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men i Synne Rifbjergs interview i WA Bøger siger hun:

"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."

Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:

"du brænder dig
når du roder i asken

leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form

grå grå aske
grå grå aske

ikke styrkende

saft væk
gane tør som
mumle

*

du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren

men du vil ikke kvidre

du holder vejret

du siger intet

din tavshed føles som
retning
men det er
blålys

---

hestens år
er krop

*

flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er

i tvivl

om bevægelsen

*

du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre


så det kunne blive
harmonisk, komme i orden


hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden


det modsatte af tvivl"

Fra hættens mørke

Jeg læste for lidt over en uge siden Naja Marie Aidts nye bog (udkommer på fredag) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, med undertitlen og genrebetegnelsen  og tilegnelsen "Carls bog", i et hug (eller rettere i to hug, først et helt kort karateslag i S-toget (bogen havde ligget til mig inde på avisen) og så en længere nådesløs gennemsavning på Emmerys på Strandvejen).

Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.

Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.

Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):

"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:

jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand

Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.

Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"

Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg så dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.

Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.

Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.

Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.

Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.

Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.

Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."