Superpiratos er ikke MIT drug

- blandt indtil flere resultater på søgningen 'Blendstrup Superpiratos' var der også dette interviewsvar:

"Har du ritualer, der skal overholdes,når du skriver?

Klart. Superpiratos. Fire stykker mast sammen og så kaffe samtidig. Turbokaffe. Alternativt en god whiskysnus. Eller ved total krise: Massiv piberygning."

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.

Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-

Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

 

- en tom pose!