Et par digte, hun, protagonisten, kunne have læst på det lille bibliotek

Vi ved desværre ikke, hvilket nummer af Hvedekorn Tove Dunk, i Helle Helles de, læste og skrev et digt af fra, men hovedpersonen "hun" kunne i nr. 3, 1976, fx og fremfor alt have læst dette digt af Vita Andersen (hendes første bidrag til Hvedekorn (men ikke hendes debut (ligesom Helle (ærgerligt nok!) havde haft tekster i Alt for Damerne og Information, før hun fik digte trykt i Hvedekorn)):

Mellem weekenderne

Hun var nået den alder
hvor hun formodedes
at kunne klare sig selv
hver morgen
vågnede hun op
ved vækkeurets chock
til den flygtige virkelighed
hendes krop
strittede imod
nægtede
at gennemgå
de samme ydmygelser og gentagelser
hver dag
i overmorgen
var det gudskelov weekend
hun kunne blive i sengen
hele dagen
skulle bare købe lidt mad
og sådan
men tit disse dage
vågnede hun tidligt af sig selv
fuld af angst
og kunne ikke falde i søvn igen
hun forstod det ikke
så
prøvede hun at læse i en bog
men ordene
kunne ikke forstå hende
de blev bare i bogen
og rummets ensomhed
blev stærkere rundt om hende
så var det nemmere
med et ugeblad
er var billeder
dem kunne hun forstå
som billeder

(jævnfør også min anmeldelse i fredagens WA Bøger af nye knækprosasamlinger af Anne-Louise Bosmans og Mikael Josephsen (med HH-omtale))

- eller dette af Louis Jensen:

Sølvet og guldet bestaar prøven med glands

Fuglen har forladt reden i utide
og æggenes skæbne er ikke længere uvis.
                Saadan staar det til i haven.
De drikker te og de fejler ikke noget.
De er sunde og raske i den troløse villa
og maden
indtil de kan spejle deres saar i sovsen.

Deres øjne er vidtaabne, grønne,
violette, opspilede betændte saar og
insekter med graa vinger
flyver ud fra dem
                     i sværme.
Og deres hænder er ormædte, stinkende, graa.

Og deres bryst er som tulipaner,
      røde, hvide, osrte, skrigende
som dødsdømte tulipaner
paa blomstermarkerne, usynlige
uhørlige
          raabende de sidste fjorten dage
før den frygtelige høst
naar markarbejderne
tumler ud fra skurene
med kurve og knive som stjerner der brænder.

- eller dette af Claus Senderovitz (HVAD ER DER BLEVET AF HAM? Kan han melde sig straks på redaktionskontoret!)

Tiden fylde / af Mørkhøjs Mysterier

Sat? sagde hun
vel er jeg ej
og hvis jeg er
er det fordi
jeg har sat mig
hvor jeg ville.

Flytte mig?
Hvorfor sku jeg flytte mig?
Hvem ku nænne det
med alle de dejlige træer
der vokser på én?

Hvedekorn er en biperson i Helle Helles de

- i nemlig afsnit 25 - som jeg læste op ved Hvedekornsoplæsning (nu har jeg citeret enkeltord, sætninger, et kortprosaafsnit, og her er et så helt prosaafsnit, for bladets skyld jo, ingen vej udenom, det er simpelthen for sublim en reklameværdi, og hermed stopper kannibaliseringen (IKKE)), uden navns nævnelse dér i biblioteket på Maribo Gymnasium i begyndelsen af 80'erne:

"Tove Dunk spiser måske eksten æbleskiver i en dansktime, derfor befinder de sig på langs på hver sin bænk i gymnastiksalen. Deres sko og tasker ligger hulter til bulter ved døren ud til omklædningsrummet. Der er frikvarter, stemmer høres fra skolegården.
  - Kommer du sammen med Kasper hjort? siger Tove.
  - Ikke sådan.
  - Han er jo borgerlig.
  - Hans mor er socialrådgiver.
   - Nå, okay, siger Tove, hun ligger og skøjter frem og tilbage med den ene strømpefod på trægulvet. De skal for tiden selv gøre rent efter gymnastiktimerne, de skiftes til at trække rundt med våd moppe. Moppen bliver vredet op i en pand inde i redskabsrummet, ingen orker at skifte vandet.
  - Det er fandme ulækkert, siger Tove, nu står de og kigger ned i spanden, et gråt skum fyldt med fnuller dækker overfladen. de vil videre over i det lille bibliotek med aviser og tidsskrifter, Tove har blandt andet i sinde at afskrive et digt. de sparker lidt til spanden, skummet bevæger sig. Moppen ligger på en plint med moppegarnet hængende ud over kanten. Så er der eltte trin, det er en af gymnastiklærerne.
  - Hvad laver I her? siger hun.
  - Vi vasker gulv, siger Tove.
  De går over og samler sko og tasker op, ifører sig det hele i omklædningsrummet. Tove finder en urøget cigaret i vindueskarmen. Luften er mild, det regner let. Henne under halvtaget får Tove ild af sin tysklærer. Hun puster røg i forskellige retninger:
  - det er en vanvittig dag, siger hun.
  I fløjbygningen er døren til det lille bibliotek aflåst. Tove siger, de kan gå bagom gennem et klasselokale, så de fortsætter ned ad gangen. Uden for klasselokalet står en fyr lænet op ad væggen, Tove snakker lidt med ham, før de går ind.
  Heldigvis er bagdøren til det lille bibliotek åben, og der er ingen derinde. De finder tidsskriftet på en støvet hylde og sætter sig ved bordet. Tove begynder at læse, hun er længe om at bladre.
  - Du kan jo bare tage dit eget, siger hun uden at kigge op.
  Der er nogen, der har efterladt en tallerken med brunkager for bordenden. Der er bidt af den ene. Hun finder et andet nummer af tidsskriftet på hylden, det har en kvinde med mørk læbestift udenpå. Hun forsøger at læse langsomt, digtene er meget korte. Så ringer klokken slingrende ind. De bliver siddende, Tove har alligevel en fritime. Undervisningen går i gang i det tilstødende klasseværelse. En elev fremlægger i et konstant, lavt toneleje, det er ikke til at skelne de enkelte ord bag dobbeltdøren. Efter et stykke tid bliver en nøgle sat i bibliotekets anden dør, det er hendes religionslærer i busseronne.
  - Nå, sidder I her? siger hun og smiler, og de nikker begge to til hende, smiler også.
  Religionslæreren leder med hovedet på skrå i en af reolerne.
  - Vild du have en brunkage? siger Tove.
  - Tak skal du have, siger religionslæreren og tager en. Hun spiser den næsten lydløst, suger den i sig. de sidder med hovederne i hver sit tidsskrift. Endelig opgiver religionslæreren bogjagten og forlader lokalet. De deler så resten af brunkagerne på nær den, der er bidt af. Den smider de ud ad vinduet, ned i det stedsegrønne bed."

- Kvinden med mørk læbestift må næsten være hende her på Stig Brøggers cover til nr. 5, 1976 (redigeret af Poul Borum selvfølgelig, Helles senere rektor på Forfatterskolen)!

Tak til Rif og Hulberg

OPVASKEBØRSTENS LOV
(eller: hvad Det Danske Akademi er godt for)

- fra interview i JP (David Jacobsen Turner):

"Den distinkte stil udspringer af en bestemt dag for 22 år siden, da Helle Helle som ung forfatterspire var inviteret til at læse op for Det Danske Akademi. Hun havde medbragt en novelle skrevet til lejligheden. »Jeg fik to kommentarer, der har været fuldstændig afgørende for min måde at skrive på,« siger Helle Helle. »Peer Hultberg sagde "Pas på med sentimentaliteten", og Klaus Rifbjerg sagde "men jeg kan godt lide den måde, hun slår vandet ud af opvaskebørsten på.« Hun ler stille. »De to ting tænker jeg på, hver eneste gang jeg skriver. Det virker meget bedre, hvis der ikke står for meget. Der skal ikke være for svulstige beskrivelser, og jeg vil ikke have al den patos omkring det, der måtte gøre ondt. Jeg evner ikke at beskrive følelser eller det der indre liv, men jeg kan godt skrive, hvordan vandet slås ud af en opvaskebørste. Et sted her i bogen er der også en tåre, der slynges lidt hen ad dynen i en seng på hospitalet, men det skal hele tiden styres. Jeg vil ikke befamle.«.

Interviewpunkter

- fra interviews med Helle Helle ang. de (hun er så godt et interviewoffer, fordi hun er omhyggelig og formbevidst (bevidst både om interviewets og bogens og bare litteraturens form) i sine svar)

Politiken (Carsten Andersen):

"Jeg tror nok, det er en ret sorgfuld bog, men der bliver ikke talt om sorgen. Den ene grund til det er, at jeg skriver de bedste bøger, hvis jeg lader være med at søndertrampe alt det, der gør forfærdelig ondt. Jeg nøjes med at give det nogle få linjer, som kan mærkes ude hos læseren. Den anden er, at jeg er utrolig dårlig til at skrive om følelser«. Mener du det? »Ja, men det betyder jo ikke, at personerne ikke føler noget. Jeg er bare bedre til at lade personerne handle. Kan man overhovedet sige, hvordan noget føles? Jeg ville aldrig kunne skrive om, at nogen dør og om alt, hvad det gør ved én, at nogen skal forsvinde. Dette sug under brystbenet«. Hun mener, at sorgen skal føles i sætningerne i stedet for i den enkelte formulering. »Det sorgfulde kan findes i rytmen, i formen, i et enkelt komma. Nutiden udsætter faktisk døden. Datiden er fortalt et andet sted fra. I datiden er det hele overstået. Det chokerende ved at være i dette nu er, at det holder i live, og det udsætter, hvad der måtte komme af død og afsked."

"I din nye roman kan helt forskellige ting være sidestillet. Bivirkninger fra morens piller, en solstribe, der flytter sig, eller et ældre par, der er på vej ud af brugsen. Hvad er strategien? »Jeg har ingen strategi. Det er den ene sætning, der føder den næste. Jo flere år jeg har skrevet, jo mere konkret bliver det, men samtidig også mere gådefuldt. Det ville jeg aldrig have sagt til dig, da vi mødtes første gang for snart 20 år siden. Jeg ville aldrig have sagt, at jeg ikke vidste, hvad der skete. Det ærlige svar er, at der skal være et flow, og tit er der forbindelser eller associationer, som jeg kan mærke, men nogle gange har det også at gøre med, at jeg har brug for at få læseren til at læse langsomt. Man kan ikke læse mine bøger, hvis man bare stormer af sted. Alle sætninger er vigtige."

Alt for damerne (Marie Louise Truelsen)

" - Jeg havde sådan en stor interesse i at læse, da jeg var barn. Og affødt deraf kom interessen for at skrive. Det kan virke meget stimulerende, hvis ens dansklærer siger, at det, man skriver, er godt, og jeg fik meget ros for mine stile. For nylig fandt jeg min dagbog, fra jeg var 16 år, frem, og det var faktisk helt forfærdeligt at læse noget fra dengang. Jeg tænkte, gud, hvor skrev jeg dog dårligt! Og jeg blev faktisk ved med at skrive sådan længe, fordi jeg havde fået at vide, at det var godt. Når jeg ser på det i dag, var det frygtelig patetisk og ungt, men det skulle det vel også have lov til at være. Det var samtidig spændende at finde den dagbog, fordi min nye roman, " de", handler om en pige, der er 16 år.- Jeg begyndte at skrive så snart jeg kunne, og allerede som otteårig skrev jeg mit første digt. Jeg skrev også løs, mens jeg gik i gymnasiet, og jeg begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne sende mine tekster ind, så de kunne blive trykt. I 1985 sendte jeg et af mine gymnasiedigte ind til ALT for damerne, og det kom i bladet! Det var noget af det største, der var sket for mig på det tidspunkt, og det er sjovt at tænke på lige netop i dag, at jeg faktisk debuterede i ALT for damerne med digtet " Din ømhed". Det er noget, jeg først har fundet ud af for nylig, ellers har jeg altid troet, at jeg debuterede med en novelle i Information. Men det er altså ikke rigtigt. At få trykt det digt gav mig virkelig blod på tanden, så jeg begyndte at sende tekster ind alle mulige steder, og derfra blev jeg så bare ved med at skrive."

Kristeligt Dagblad  (Daniel Øhrstrøm)

" Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne recitere hele romanen for dig, fordi jeg er gået igennem den så mange gange. For det er helt vildt, hvor meget bedre det kan blive, hvis man lige får flyttet et lille ord eller rykket lidt rundt," siger Helle Helle og smiler med øjnene, inden hun svarer på, om man da ikke kan få sprogligt rengøringsvanvid: " Jo!", siger hun og griner: " På et tidspunkt må man også give slip, men jeg vil gerne have, at hvert ord skal give mening som en uundværlig del af den kæde af sætninger, der tilsammen skaber fortællingen i romanen." Helle Helle er også blevet berømt for sin minimalistiske prosa, der er oversat til 20 sprog. Selv håber hun, at den nye roman bliver oversat til tysk, fordi titlen " de" så kan blive til det tyske " sie", der som bekendt både kan betyde " de" og " hun".

" Hvad betyder sætningen " Alle veje fører til veje" først i romanen? " Den har mange betydninger.

Jeg tror ikke, jeg kender dem alle endnu. Men straks, jeg havde skrevet den, vidste jeg, den skulle med. Senere samme dag stod jeg og lavede mad og opdagede, at jeg var kommet til at tage mit forklæde omvendt på. Det er et forklæde, min datter har lavet i skolen med et påtrykt ' MOR'.

Nu stod der ' ROM'. Så tænkte jeg: Det var der, sætningen kom fra. Den er forbundet med MOR, skrevet baglæns, på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Senere har jeg opdaget, at der er et baglæns-tema i romanen. Handlingen bevæger sig på en gang bagud og fremad. Det har at gøre med, at alt er skrevet i nutid. Der er kun en anelse før-nutid, bortset fra i replikkerne. Denne nutid er måske med til at udsætte den katastrofe, der venter. Romanen handler jo om en mor, der bliver alvorligt syg. Den sidste tid, min egen mor levede, begyndte jeg af en eller anden grund at gå baglæns ud af rummet, når vi havde sagt farvel. Vi grinede en del af det. Min mor fulgte mig til døren på hospicet, og så gik jeg baglæns hele vejen ned mod stationen. I dag går jeg faktisk også baglæns væk fra hendes grav."

Berlingske (Jeppe Bangsgaard)

"Jeg tror nok, at noget af det, der gør, at jeg er blevet forfatter - og det går måske begge veje - det er, at jeg har en virkelig god hukommelse, når det gælder visse ting. En helt sygt god hukommelse. Jeg kan huske, hvad jeg har givet alle i julegave altid og også tit, hvad jeg har fået. Det er i grunden lidt pinligt, men det, jeg allerbedst kan huske, er, hvad jeg har haft på i næsten alle situationer. Jeg kan huske, hvad jeg havde på første dag i gymnasiet. Det er måske ikke så mærkeligt, for dér tænker man jo meget over sin fremtoning. Men jeg kan også her som voksen huske, hvad jeg har haft på til alt. Det hænger vel sammen med det, der er et omdrejningspunkt i mine bøger - at personerne tilsyneladende er meget optaget af, hvordan verden ser på dem, men sådan set lige så meget af, hvordan de selv ser på verden. Men samtidig skriver jeg egentlig ikke ret meget om det i mine bøger. Jeg skriver for eksempel ikke noget om, hvordan personerne ser ud. Det aner jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan nogle af personerne i mine bøger ser ud, det interesserer mig ikke, og jeg kan heller ikke se personer for mig, når jeg læser. Men jeg kan se en høj hestehale, et elastikbælte eller sådan noget."

"Jeg bliver også tit spurgt: »Nå, er det så bare sprog?« Ja, gu' fanden er det sprog! Eller både ja og nej, vil jeg sige. Det ER sprog. Historien er sprog, den er bygget af sprog. Det er klart, at det er indholdet i historien, som er afgørende for, at det hele sættes i gang. Men det vigtige er, hvordan det bliver skrevet. Hvis du kan skrive godt, så kan du skrive verdens bedste roman om tre mennesker, der sidder ved et bord og kigger ud af vinduet. Hvis du ikke kan skrive, så kan du have hele klimakrisen med og skide hul i det. Så selvfølgelig er det sprog. Og helst sprog, som er noget andet, end det plejer at være, noget nyt - noget, der får én til at standse op, mærke efter, hvordan det egentlig er, vi taler og så videre. Så det er serious business, en slags grundforskning."

1-ords-skrælningen: de - 3. del

Nebbelunde
rulamslufferne
efftermiddagsfjernsyn
lufttørre
tjatter
brummer
Brunddragene
minirose
vandmængder
udstillingsnattøj
overlak
gulvdekoration
vidtåbne
e
Z
højhalset
vitterlig
fjerde
pudrede
Arperge
gennemkold
opskriftsbunken
skåner (substantiv)
pileaen
smileri
modbydeligt
elende
lind
flamingoansigt
Perlestikkergade
hvidspættet
luven
kattemasker
mandarinbåd
frisørdøren
pibler
tøjstok
Ønskecenteret
blomstret
drævende
hm
Asik
lårlommer
synonymordbog
vandig
fup
tidsnok
Strikshoppen
dieselsuk
blomkålsgratin

1-ords-skrælningen: de - 2. del

Mellemtorvet
brillant
ribbede
haglene
roekampagne
pinkfarvet
frottéklædt
tørkage
dampsøjler
moppegarnet
dobbeltdøren
stedsegrønne
valker
isassietter
glastroldene
hamburgerryg
gransker
æij
strømpebuksefod
guitarister
ekstratørklæder
færgetræk
eftertrykkelig
slynges
stålvaserne
falmer
klokkemønster
højrøde
vipper
krydsogtværshæftet
havregrødsskålen
Schönn
sofaerne
bladring
HF'eren
ryglæn
visiret
spytcikader
dinglende
bumpende
vandkakao
gæstehåndklæde
nassede
mosgrønne

(fortsættes)

1-ords-skrælningen: de - 1. del

(premiere på læsningsmetoden (så vidt jeg ved))

1 ord fra hver side i Helle Helles de

(det er ikke meningen at romanens handling eller "handling" skal kunne rekonstrueres via listen, det er ikke nødvendigvis de centraleste eller betydningsfuldeste ord, fra siden eller afsnittet eller bogen, der udvælges, det er 1, for 1-ords-skrælleren, uimodståeligt ord fra hver side (substantiver vil nok have en tendens til at dominere, men der ellers ingen ordklasse-krav, heller ikke demokratiske, navne af enhver art er også tilladt)

(særregel for denne roman: højst hver 10. ord måde være et madord, for der er ingen ende på dem og de er jo (som sædvanlig) langt fra de ringeste (det er, opdager jeg snart, også svært at undgå beklædningsord, men ingen regler for dem!))

kinasko
mudrer
bøfsandwich
entrespejlet
haldøren
kattussamling
Step In
medmindre
frisørpriser
kurrer
spag
parcelhusene
ultimo
natcreme
grus
kævl
lammeskindsvest
Ahornevej
Ørkenstøvlerne
brændenældesæbe
a'hvad
pap
moment
svip
orange
plus
keramikerne
tår
frynserne
Bruno
lærerkøkkenet
nedstigning
rusk
anoraksnor
lyskryds
underarmen
radiatoren
lyslilla
kokosbrød
madpandekager
pæneste
fætre
efterfest
overtøjsbunken
skuldebluse
søde
færgerne
Favørs
belysning
fromageopskrift
buksesvaj
rigtigt
samojedespids
koboltblå
halser
Lysemose

(fortsættes i morgen ,udgivelsesdagen)

HH-breaking 3: KORTPROSAENS GENKOMST!

de indeholder

51 (vildt tal!)

nummererede afsnit/kapitler - heraf har de

12

(uden system, tilsyneladende - en kæmpe pause i andel halvdel) kortprosaisk format (fra lidt under en halv side til og lidt under en hel) og karakter. Handler meget, men ikke udelukkende, om Hun 1 + Hun 2's mylder af boliger. Det her er en af de både PROSAISK og POETISK vildeste (" (...), brunsviger"!!), det er ikke kortprosa, det er et prosadigt sgufandeme, konkret SKRIDENDE som en veritabel og helt eksakt gletsjer af virkelighed frem til sidste linjes real-surrealisme, afsnit/kapitel 17, side 45:

"Det med at male stuen efter en lysestage. Det er bare at tage stagen med i tasken, viklet ind i et viskestykke, og holde den frem oppe hos farvehandleren. Han sælger også dørmåtter og kurve, men de har kurve nok. En står ved fjernsynet med ugeavisen, den anden bag sofaen med med forbigået strikketøj. Sofabordet er vitterlig mahogni, det ruller. Hår og fibre sidder i dets hjulkapsler. Der eksisterer en standerlampe, lyset falder på dagens bunke krummer. Den, der tager det sidste stykke, vasker formen op. Kokosbrød minimeres endeløst, brunsviger. Lyset i vindueskarmen, himlen over svigermors skarpe tunge."

HH-breaking 2: LUTTER NUTID!

Den absolutte nutids radikale syntaktiske terror ned i små, helt umulige konstruktioner, som decideret og med velberåd hu gør ondt i læserøjet - hvilken anden "populær" forfatter ville vove noget lignende ? - nederst side 106 (min fremhævelse, dog):

"Hun går ud i køkkenet og fisker rabarberposen op i en gryde, kommer sukker ved, men beslutter at vente med resten til i morgen. På den måde er der et gøremål mere. Hun skal også have fat i syltetøjsglas, der står nogle nede under bagtrappen, men hun kan ikke hente dem nu, lyset går i går."

HH-breaking 1: SYNSVINKLER!

Der er i de for (da vistnok - i Hvis det er var synsvinkel 2 indrammet af / formidlet gennem synsvinkel 1) første gang hele

2 synsvinkler (der godt, og sikkert helt bevidst, kan glide sammen for læseren)

nej, 3:

1.
Hun 1 (navnløs 1. g'er)

2.  (i langt mindre omfang)
Hun 2, (mor til Hun 1, også navnløs, bare kaldet "Hendes mor")

3. (i mindre omfang end 1, men i større omfang end 2)
De (Hun 1 + Hun 2)

(4. man og det/der/en/den-konstruktioner i især kortprosa-afsnittene (se HH-breaking 3), de mest kortprosaagtige af dem)

(i afsnit 4, side 20 er både 1, 2 og 3 i brug, 3 sætninger: "De bor også i en toværelses ved byskoven." (3), "Hun vil overveje at købe gardiner, hvis det ikke kommer for meget på mode." (2) "Oppe i Brugsen er der mange veje at gå, rejer og flutes og varm leverpostej, hun ender med en dåse tun og to gifler, hun tager skovstien hjem." (1))

Lyd af bog mod tallerken

(balancerende på sofapude)

dak

provokerer sovende baby til mindste lyd:

åiih

men vækker ham ikke,
 
nådigt sammenstød

SPISEBORDSSTOLE."

spisebordsstole."

OMVENDTE

omvendte

AF

af

FULD

fuld

ANHÆNGEREN

anhængeren

MED

med

BIL

bil

EN

en

PÅ

på