Viser opslag med etiketten OrissaBiblioteket. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten OrissaBiblioteket. Vis alle opslag

onsdag den 12. september 2018

Glemte også denne store anmeldelse

(link HER) af Orissa-biblioteket i Atlas skrevet med voldsomt poetisk engagement og temperament af Malte Frøslev - uddrag fra afsnittet om Ragusa:

"Som hos Julén er der noget ved stemmen i Ragusa, der virker ind på det, der står; stemmen i Orissa der renser sprogets tomhed med sorg. Men hos Lind er sproget ikke tomt. Det har tværtimod fylde. Der tales ikke i tomme floskler om tristheden og graviditeten. Det er hårde sætninger. De er ikke patetiske eller præget af den samme plathed, som sætninger i Orissa er. Det er skønne og poetiske sætninger. Det er forfærdelige. Det er sætninger med kærlighed; virkelige. Det er ikke en rensning, som Juléns konkretpoetiske projekt. Stemmen her virker mere som en elektrisk ladning, der oplader skriftens fylde med en tristhed. Som når Lind skriver »drak blot mælken og forlod huset // man må formode at jeg havde til hensigt at / søge mod havet«, oplades modermælken med en sorthed, og havet bliver en slags determineret endeligt for livet, der i første omgang kom derfra.
Formen fra Orissa bliver i Ragusa brugt som et opbrud, ikke af det enkeltstående og løsrevne som hos Julén, men af sætningernes fortsatte løb fremad."

søndag den 11. februar 2018

Bunken er et trinbræt i Nordjylland

Bunkeanmeldelse i Jyllands-Posten i dag af OrissaBiblioteket ved Nicklas Freisleben Lund, der giver en samlet karakter på 4 stjerner; Korshøjen og Ragusa siger han pæne og kloge ting om, se bare  (men jo mere Ramus Hallings Norske stjerner bliver disset, og det bliver den også her, jo gladere bliver jeg for den, som den laser-dadaistiske, viist maskinelle juleleg den er og jeg fra starten af elskede den som):

"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«. Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og helt væk, long gone«.
De sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje »PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.
God er også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende, strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed (behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende spændingslinje."

søndag den 4. februar 2018

Sætningen er ikke ren, men rytmisk

Altså ved siden af de 2 x 5 hjerter er Benedicte Guid de Thurah Huangs læsning af vores vores 2 bind (og i mindre grad læsningen af Myginds og Hallings Nielsens 2 bind, der fortjente henholdsvis 2 og 1 hjerter flere end 3 og 4) i hendes Politiken-anmeldelse af OrissaBiblioteket bare meget fin og klog og - i forhold til min egen læsning (og hvad Korshøjen angår skrivningsintention - rigtig:

Om Ragusa står der blandt andet:

"MÅSKE TAGER Cecilie Linds ' Ragusa' afsæt i Juléns digt: »Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn«. Blot skriver hun ikke om at være barn, men om at være med barn, gravid. Det er svimle, uhyggelige og smukke digte. Hvor Juléns sætninger altid er afsluttede udsagn, lader Lind sine kæntre hen over siderne, så ord som »hyl« eller »kvalmen« kan stå for sig, spinkle og hårde. Det betyder, at jeget ikke altid er centrum for digtet. Og det er der en pointe i, for jeget i ' Ragusa' er, hvis ikke invaderet, så overrumplet fra flere sider. Hun peges ud af fingre, der er »helt hærdede af at røre ved hud« eller »aes halvt ihjel«, mens hun samtidig udvides indefra: »en mave svulmende, strækmærker og mismod«"

Om Korshøjen står det blandt andet:

"Samlingen åbner elegant ved over de tre første opslag at præsentere farens navn: »Jørgen //K. //Bukdahl«, som introducerende stills i en film. Navnet er vigtigt, det er del af den rest, den efterladte sidder tilbage med og prøver at presse mening ud af. Ellers udmærker ' Korshøjen' sig snarere ved omstændelighed end elegance. Det kan jeg godt lide. Jeget standser ofte sig selv med præciserende parenteser. Sætningen er ikke ren, men rytmisk, flere steder splittet af mange indskud og kommaer som her: Vi kaldte ham ikke far, men Jørgen, nåede aldrig frem til at kalde ham far, vi begyndte at kalde vores mor, der hed Lise, mor, da han, Jørgen, døde, ingen af os ved, hvad vi skal kalde ham, når vi taler om ham nu () Der er noget kroget og brudt ved stilen, der ligner de store, kløvede familienæser, som mange af digtene drejer sig om. Det uperfekte kan være et værn mod patos, men det uperfekte er også skrøbeligt. Bukdahls digte tillader sig den skrøbelighed, at jeget udstiller sin usikkerhed: »Min far (kalder jeg ham det her, ' min far', i stedet for Jørgen? ja, det gør jeg nok)«, sin mangel på minder og sin tendens til at ville vige udenom - sin lyst til at skrive ' man' i stedet for ' jeg'."

Ikke mindst kan jeg godt lide sætningen og karakteristikken: "Sætningen er ikke ren, men rytmisk." (vs. Vangshardt i KD, der nøjedes med at finde den slags syntakskrumspring "grimme"). Sådan vil jeg i hvert fald gerne have, at det er!

lørdag den 3. februar 2018

BREAKING: HEART-NEWS!

Den korte udgave:


Den ultrakorte opsummering (kommentar af Helle Helle på FB - tak for den, Helle)

søndag den 28. januar 2018

Tues fine bunke / Bunkens fine Tue

Tue Andersen Nexø anmelder i Information, som den første, alle 4 bind i OrissaBiblioteket på én gang, præmie til ham bare for det (siger det forkælede barn i flokken, med 2 særanmeldelser i lommen).

Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:

"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."

Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:

"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."

Det bedste er den kollektive konklusion: 

"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde.
Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."

fredag den 19. januar 2018

Også du er anmeldt i dag!

og anmeldt godt, altså din bog, i OrissaBiblioteket, Ragusa, også i WA Bøger, bunket sammen med Rasmus Hallings og Mads Myginds bind, af Klaus Rothstein, som af dinn knivskarpt fordrømte og anelsesfulde tekstserie gladelig provokeres til at fantasere om både barnefødsler og selvmord og afslutningsvist geråde i ordspillende freestyle:

"Intet falder til jorden i denne tekst, det hele hænger og dirrer lige over gulvhøjde med en følelseselektrisk superanspændthed, der er fuld af tunge billedsymboler om kvindekroppen (»min valmue der visnede« ) og nerver, negle, slim, sminke, gråd, kvalme, navlestrengen, halebenet. Jeg'et er »meldt savnet - fordi - fordi det er mit/eget bedste, jeg vil ikke findes, men jeg bør/findes«, som det hedder i tekstens livskamp, hvor man frygter for det hele, når den gravide konstaterer, at »jeg har ikke hjertet med i det/det er formålsløst«. På den anden side er der også »omsorg i sinde«, altså en beskyttelseshensigt, der er så porøs, at sætningen også kan læses som »om sorg i sindet«. Cecilie Lind skriver eventyrsk fuldmånebelyst uheldsvangerskabspoesi, scarrylyrik, kunne man kalde det, med en unheimlichhed, som ingen andre danske digtere mestrer. Det er hårdt og godt."

søndag den 14. januar 2018

I stedet for anmeldelser III

MetroXpress's Orissa-nyhed handler ikke om OrissaBiblioteket, men livsfarlige selfies med overskriften:

Indere dør i jagten på den perfekte elefant-selfie

 

 - klip fra artiklen:

""I delstaten Orissa i det østlige Indien er 60 mennesker ifølge myndighederne blevet dræbt af elefanter. Det er uklart, hvor mange af dem der har villet tage billeder af de store dyr, men myndighederne frygter, at problemet eskalerer.
» Derfor vil vi organisere øvelser og specielle kampagner i udsatte distrikter for at skabe opmærksomhed, « siger Sandeep Tripathy, opsynsmand for vildtlivet i staten, til BBC.
Senest i december blev en lokal dræbt. Jaykrushna Nayak så en stor gruppe mennesker omkring en elefant, som de drillede og tog selfies med, og Nayak tilsluttede sig gruppen for at få en selfie. Kort efter knuste elefanten ham med sin snabel."

Ola Julén i den originale Orissa (i sin helhed og på svensk læst op af digteren på en båndoptagelse ved receptionen for OrissaBiblioteket i går) :

"Indien som en metafor for vanviddet."

I stedet for anmeldelser II

Jeppe Krogsgaard Christensen roser mig i en klumme i Berlingske for AT udgive en bog, hvilket - foreløbigt! - må siges at være meget bedre end at få den eneste ene stjerne for den, som samme Jeppe gav mig for min forrige bog, Alfabeter for Pluto (fejret i denne blogpost) - klummens slutning:

"Det kan godt være, at han fortryder det i de her uger, hvor hans bog udkommer. »Karma er i denne situation ikke min ven« , som han skriver på bloggen. Men jeg beundrer modet. Fordi han udmærket ved, at han vil blive vurderet efter egen målestok. Det er al ære værd, og for mig at se altid et plus selv at risikere noget, når man nu har gjort det til et arbejde at vurdere andre, der risikerer alt.
Jeg er ikke i tvivl om, at flere sidder rundt omkring og håber, Bukdahls bog får en voldsom medfart. Fordi han fortjener at smage sin egen medicin, og fordi det kan trække autoriteten ud af hans anmeldelser. Jeg anmeldte faktisk hans seneste bog for 10 år siden. Den var ikke god, og det ærgrer mig stadig. At alle haters fik noget at fryde sig over. Jeg håber »Korshøjen« er blændende. Og er man selv forfatter, ved man, hvordan det føles at skrive og udgive en bog. Hvor sårbar man er. Hvor rastløse og febrile ugerne op til udgivelsen er.
Er man tilmed en kritiker, der bliver kaldt »Slagteren fra Pilestræde« , må de her dage være uudholdelige. Faren for at blive til grin og ikke bare tabe ansigt som forfatter, men også som kritiker. Meget er på spil, og Bukdahl fortjener respekt. For at gå nøgen og ubeskyttet ind på det felt, hvor han så ofte selv har trukket knivene."

I stedet for anmeldelser I

- ingen anmeldelser i går og i dag af bog og bøger, men Lea Fløe Christensen, bibliotekar extraordinaire (og Hvedekornsdigter) skrev vildt nok dette på Instagram i går efter biblioteksreception:

"I dag udkommer de fire første bøger i Kronstorks serie Orissabiblioteket. I går læste jeg en af dem, Lars Bukdahls Korshøjen, der handler om savnet af sin long gone far. Sådan en long gone far har jeg også. Og jeg græd som pisket, da jeg læste den og forsøgte ikke at græde som pisket da han læste op i dag. Men han kan virkelig sætte ord på den barnets sorg fra det voksne sind. Og den evige higen efter at huske og fastholde. Jeg er overrasket over denne bog og dybt begejstret og bevæget. #kronstork #orissabiblioteket #larsbukdahl #savn #bogsnak #korshøjen "

tirsdag den 9. januar 2018

No flopflapping

Nå ja - det eneste cool nu om dage - ligesom senest blandt andre Brygger, Hede, Høeg, Lind, Munch (Escho, Gladiator, Kronstork):

INGEN FLAPPER!

(jeg udgav mange år på Borgen, før jeg omsider fik flapper, så befriende at slippe dem nu!)

lørdag den 6. januar 2018

Mit stikord i forlægget

side 81 i Orissa:

"Jeg længes efter min far."

Citater fra forlægget

fra Ola Julén: Orissa (2000 - netop genudgivet af Basilisk), side 55-67:

"Det er sandt.

Min mor har forladt mig.

Det er derfor jeg vil dø.

Jeg forstår ikke at det kan gøres så ondt.

Jeg har ingenting at sige.

Hvor meget skal jeg ikke udstå
for jeres skyld, for din skyld.

Håbløsheden styrer dine øjne."

Citater fra bøgerne, bogen

-->Cecilie Lind: Ragusa, side 55-67: 

"bittert

jeg har ikke noget vigtigt at sige,
alt falder til jorden

strejfer omkring i mørket og bider negle
mens jeg nynner

som en sindssyg

mens jeg kan

lånte fjer og diademer, pynten er mere pynt
end nogensinde før

at tilse den der græder og gide det"


Mads Mygind: Bergamo, side 55-67:

"klokken er 15:32

et regnskyl rydder gaden

eftermiddagen er under afvikling

jeg er i tvivl om hvor byen hører op.

På museet står der på et håndskrevet
skilt at udstillingen er under ombygning:
ombygningen virker udstillet.

Længe før det bliver aften
er eftermiddagen overstået.

En kvinde trækker en tung duft af parfume
efter sig på gade"


Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner, side 55-67: 

"förmäga burkar i TIDE

formoder i tiden indgår kar

FORM ODER I TID INGÅR KAR

form oder i tid deri kar

FORM ODER I TID DERI KAR

Forrest i tordens ansigt sølvklar

FORREST i jorden FACE ssilver fartyg
slier fattigt, fattigt
S"


Lars Bukdahl: Korshøjen, side 55-67

"Jeg kan bliver helt desperat af anekdoteløshed, selv om den, anekdoteløsheden, er bevis nr. 1 på det allestedsnærværende nærvær

Jeg kan huske, at jeg havde stjålet mønter fra ham og min mor, og at de rullede ud af mine bukser en aften, da han sagde godnat, og han tog bukserne op eller foldede  dem sammen eller noget, og at han var helt stille, bare sagde, at hvis jeg skulle bruge nogle penge, så skulle jeg bare spørge, og giv mig, please, en anden anekdote end den

Jeg fortæller altid, at han støttede mine excentriske karikaturgriller og en lang række lørdage kopierede de Alfred Schmidt-tegninger, jeg (med gule ark) markerede i de samlede årgange af Klods-Hans, på Statsbibliotekets kopimaskine (forhåbentlig er de kopier ikke BRÆNDT!), det er det, jeg helst fortæller i hele verden, dér, jeg helst vil være tilbage og være med ham, dér, jeg virkeligst og sødest ER tilbage med ham

Der er foto-anekdoterne, og jeg har fortalt så mange gange, at jeg var helt vildt pinlig over, at han i London Zoo med glasset imellem gnubbede næser (NÆSER) med gorillaen (der var også næse-aben i Tintin-albummet Rute 714 til Sidney og skurken Allan, hvis næse ligner næse-abens (og min/vores))

Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for det synes jeg simpelthen bare, han så meget gør, og det kan jeg ikke huske, at han var, jeg kan kun huske AT HAN VAR, AT HAN VAR DER, og at han så pludselig ikke var det, ikke var, ikke var der

Den anekdote, alle andre fortæller, Møllehave og co., er mig på hans skuldre, mens han forelæser på universitetet, som min mor altid tørt pillede ned med, at børnehaven holdt lukket, og der var ikke andre options

JEG SAVNER MIN FAR"

Bogen! Bøgerne! (invitationen!)

Forlaget Kronstork skriver på Facebook:
Det her har vi glædet os til <3 span="">
13. Januar udgiver vi de første fire bøger i det vi kalder OrissaBiblioteket. Det er en hyldest til den svenske digter Ola Juléns bog Orissa. Og vi vil fejre det med oplæsning og billige bøger og måske endda gratis vin på teater Sort/Hvid og vi glæder os til at se jer alle sammen.
Orissa er en bog, der har en særlig plads i vores hjerter. Den stiller sig på eet af de mest ensomme og patetiske og poetiske steder vi kender. Den har fulgt os som en mulig måde litteratur også kan se ud på. At man faktisk kan lade sætning efter sætning stå alene på siden og tale fra sit sted. Kunne vi sige.
De fire første bøger som alle forholder sig på hver deres måde til Ola Juléns Orissa er:
Lars Bukdahl: Korshøjen
Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner
Cecilie Lind: Ragusa
Mads Mygind: Bergamo
Alle fire forfattere vil læse op fra deres bøger <3 span=""> og René Jean Jensen, der sammen med Pejk Malinovski har oversat Orissa, har meldt, at han vil tage en CD med Ola Juléns oplæsning af Orissa med.
Vi anbefaler alle at læse Orissa (der sidste år udkom i ny smuk udgave på Basilisk i samarbejde med Krabbesholm højskole. Og så kan man også lige snige sig til at høre denne smukke radiofeature:
https://www.dr.dk/radio/…/feature/feature-den-ensomme-digter
Ola Julén døde i 2013.



JAN13

OrissaBiblioteket, bogfejring <3 h1="">

· Hosted by Forlaget Kronstork


mandag den 4. december 2017

Vigtig nyhed (for mig)


"Vi går omkring os selv af stolthed. I det kommende år lancerer vi et nyt initiativ til ære for digteren Ola Julén. OrissaBiblioteket, kalder vi det. Og de første fire! bøger udkommer 13. Januar hvor vi fejrer dem på dagen hos Sort/Hvid. Så sæt allerede nu et kryds i det nye år. Vi skal nok fortælle mere når vi nærmer os ❤️"