Verdens bedste dårligste 4 hjerter-anmeldelse

 - medmindre meningen var at give MINUS 4 hjerter - Bo Tao Michaëlis' anmeldelse i Politiken af Line Holms og Stine Bolthers fortsættelse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-franchise Døde sjæle synger ikke - det er så kosteligt fyndig ondskab,. Bo Tao leverer, men han besværger igen og igen fuldstændig kontra, hvad han faktisk skriver,, at han er åh så positiv - hvilket bl.a. har overbevist forlaget, der i annoncer har citeret denne dødbringende passage: 

"Jeg iler med ros. Makkerparret formår eksemplarisk at ramme Jussis populistiske prosa, som mere er Morten Korch end moderne dansk."

Sådan fortsætter Bo Tao uden nåde: 

"Hvem i dag bruger ord som kvindemenneske, rottefjæs og Rosa-sveske? Eller kommer med Linie 3-vitser med arabiske fordomme i form af Assads bemærkninger om en kamel med en kaktus i røven og andre onkelvitser? Nu akkompagneret af en franskdansk politikvinde, Helena, der ligesom Hercule Poirot krydrer sit sprog med skolefranske vendinger. "

I hvilke ligefrem bevidsthed klinger det 4 stjernet postivt!!?? 

Samme for munden slående manøvre gentages senere i anmeldelsen:

Bortset fra det leverer Holm og Bolther på alle måder varen. Vi kommer som altid vidt omkring, hvor elementære småting slås op som store events. Vi følger nærmest handlingens personer ud på toilettet eller tæt på. »Rosa bestilte en stor triple hot karamelfrappé med ekstra flødeskum og chokoladesovs hos den jovialt dansende unge fyr bag disken«. Intet har noget med plottet at gøre, men skaber nok den søde inderlighed, forfatterskabets fans kalder krimiguf. Dog igen og positivt: 'Døde sjæle synger ikke' kommer med en kernehistorie med sus af det storslåede panoramiske og forstår såmænd at spinde et net, som minder om forne tiders føljetonromaner. Hvor nettet strammes meget langsomt, mens hvert kapitel gerne ender på en cliffhanger. Tilmed skriver forfatterparret nu og da bedre antydet impressionistisk end deres foregangsforfatter med sin småtunge prosa. Mere spændstigt, mere elegant end elefant, selv om længden er for lang. De har bibeholdt forfatterskabets redundante freudiansk-folkloristiske holdning. Al kriminalitet skyldes barndommens konstellationer."

Sikke fantastisk miserabelt det lyder til at være! Det med det folkloristiske er Bo Tao så glad for, at han tager det op igen i konklusionen, og husk vi har med en mand at gøre, altså Bo Tao, ikke Jussi, der har skrevet speciale om Raymond Chandler, i 1978:

"Sådan er det bare i det Adler-Olsenske univers, som har lagt Danmark og store dele af verden ned med sin succesfulde krimifolklore."

4 morgenstjerner lige snosken, som et godmodigt grusomt mord i akkurat en Jussi-roman.

Fire betlehemstjerner over Brabrand set fra Amager

Så er mit hurra-hæfte Tastatur sørme blevet anmeldt, det var ikke meningen, og anmeldt fint og godt og til til velsagtens retfærdige 4 stjerner af Martin Rohr Gregersen i min gamle avis Kristeligt Dagblad, den kan man (ca.) stole på, det forbliver mærkeligt at blive anmeldt selv, når ens day job er ustandseligt at anmelde alle mulige andre, men virkelig glad for den her, et klip:

"Herfra og over cirka 30 sider hvirvles, på én gang lærd og legende, livet, poesien, ligegyldigheder og sandheder op og falder på plads som en art improviseret poetisk fanpost skrevet på langs og på tværs, oven på og ved siden af Laugesens poetiske forfatterskab. Vi møder således en inspireret blanding af blandt andet kommenterede citater fra og henvisninger til Laugesens udgivelser, prægnante karakteristikker, indfølte beskrivelser af det levede liv og hverdagslige leben rundt om skrivningen (Bukdahls børns begyndende arbejde med sproget, for eksempel og ikke mindst!) og referencer til fødselarens egne poetiske forbilleder, herunder Gertrude Steins berømte " en rose er en rose er en rose": " et/ tastatur/ er et/ tastatur/ er et/ tastatur", som det hedder i Bukdahls gakkede versionering. Undervejs bliver man også trukket igennem lange sekvenser fra et gammelt interview, som Bukdahl har lavet med Laugesen. Et øjeblik tænker man, hvad det dog skal gøre godt for, men så besinder man sig på Laugesens credo om, at poesien kan være alt - og så er man heldigvis hurtigt videre i teksten, hvor man støder på denne elegante, smukke, ja faktisk rørende dobbelthyldest til den til stadighed unge 80-årige og den for evigt unge Yahya Hassan: " Berlingske giver/ for længst ikke/ længere 25 års/ jubilarer guldure/ men hvad så bare/ med en guldtast/ fx y/ ihukommende/ en konkurrerende/ største digter/ fra de kanter/ 1995-2020/ fra Kragetæer 1995/ til Vadehave 2020/ at placere på sit/ tastatur/ som på en/ gangsterrappers/ tandsæt". Sådan lykønsker en rigtig fanboy og kritiker-poet dette lands allerstørste digtere. En velplaceret honnør pr. digt, der gør sin pligt: Man mærker engagementet og bliver selv engageret. Poesien aka Peter Laugesen længe leve!."

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.

Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-

Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

 

- en tom pose!