covER!

ved Mikkel Carl (hans første HH-omslag (bortset fra lille, hemmeligt festskrift)) - seriøs, drilagtig wow-effekt:

Vera Vinkelwir tager til Gentofte (sikke psykedeliske sækkestole)

Jeg skal snart drage til til Mikkel Carls Traneudstiiling på Gentofte Hovedbibliotek, Fuck Yes, IGEN, for til ferniseringen sidste lørdag måtte man ikke sidde i de pertentligt (og bare forpulet SMUKT, må jeg godt sige det, Mikkel?) actionmalede sækkestole foran de over 400 Ikea-spejle, men det må man, så vidt jeg forstår, NU! Intet slår lumsk pseudo-ekspressiv ((men reel (og reel smuk)) magelighed! Kirsten Hammann har også besøgt udstillingen, fortæller hun kunstneren på Facebook, og hun fik heller ikke sat sig ned, det er på tide at sidde!:

Så kom jeg ud og så din udstilling. Så flot! Og så mange spejlinger og fordoblinger og mennesker og ting og sager og mig selv og min iphone, der blev en del af installationen. Men jeg turde sgu da ikke sætte mig på puderne, selv om jeg godt ved, malingen er tør. Man ved jo aldrig ... og ens pæne frakke ... og folk, de står og glor, nej, det fik du mig altså ikke til :)

Al den gode kunst rundt i byen! Jeg nåde ikke at anbefale Mogens Møllers hemmelighedsfulde ægyptiske kasser hos Tom Christoffersen, før de efter kun en uge pist var forsvundet igen:

 

for slet ikke at tale om mini-Albert Mertz-festivallen samme sted, som jeg lige nåede at se, med 1 blåt og 1 rødt øje, på sidstedagen (men der kommer en Part II!):

En ting er et hul i den ting den ikke er

1 time og 20 minutter, i skrivende nu, kan man stadig se Mikkel Carls udstilling too sexy for my skin i Henningsen Gallery i Fredericiagade, og det synes jeg, man skal (skynde sig!) at gøre, for det er cool sprudlende konceptualitet af den seværdigste art - gennem et hul i en væg, hvis aforistiske titel jeg har stjålet (og fordansket) til blogpostens overskrift, træder man ind i udstillingen, der inddrager galleristens skrivebord, der nemlig er flyttet ud i udstillingsrummet og bygget af kunstnerens eget hyperfunktionelle kontorsystem, modulE, men ellers præsenterer en perlerække af små, distinkt kvikke kunstobjekter eller "kunstobjekter" på gulv, væg og i kontorsystem; på væggen bl.a. kønne, men "falske" malerier konstrueret af en skoæske (Alexander McQueen), et tørklæde og et hundetæppe (brugt til at beskytte kunst under transport), på gulvet bl.a. det fineste, lille springvand, "Milk & Honey", materialer: "Found wood, lacquer pottery, water pump, Pastis and water", på kontorsystemet bl.a. kirsebærblomster af silke placeret i en grøn te-flaske, ægte kunstig poesi. Det er ikke umuligt, øjensynligt, at lave kunst som Duchamps forkælede barnebarn, når man bare er udstyret med den rette, på samme tid rå og forfinede og immer rastløse påhitsomhed - OK, nu er udstillingen kun åben 45 minutter endnu, af sted med jer! (flere billeder fra udstillingen her, hvis I nu ikke når det)

Her hviler min indexfinger (til Martin Larsen)

Det var sikker genereret af dårlig samvittighed over endnu ikke have set Mikkel Carls udstilling Too sexy for my skin på HENNINGSEN Gallery, men jeg drømte i nat, at Mikkel, mens jeg og nogle andre, jeg ikke kan huske, befandt os på en bænk i en park i en ophedet diskussion om, jeg kan ikke huske hvad, havde modelleret en lillebitte gravhøj, hvorpå han havde sat et endnu mindre skilt med påskriften: "Her hviler min indexfinger" (index finger er pegefinger på engelsk) - det er sgu da et fint kunstværk, tænkte jeg, i drømmen og da jeg kort efter vågnede.  

Alting begynder som en readymade - ildsø!

Cool og intrikat udstilling lige nu i Den Frie Udstillingsbygning, Lake of Fire, kurateret af billedkunstner (og Hvedekornsdigter) Mikkel Carl med readymaden som udgangspunkt, tre af mine yndlingsværker på udstillingen (ud over Mikkel Carls kombinatoriske og hovedløse spejlkabinet): Lars Bent Petersens kopier af Freuds radiatorskjuler med en bowler ovenpå og en sko nedenunder og andre (sirligt begrundede) poetiske objekter, Jytte Høys drilagtige poesi-tilføjelser og hvem er det nu's lille slukkede lampe, der via en tændt tvilling på den anden side af et stykke glas fremstår tændt i et falsk spejlbillede. Og i morgen læser jeg op midt i det hele:

ALTING ENDER SOM EN READYMADE/  26. maj kl. 19-21 Udstillingen LAKE OF FIRE undersøger readymadens status inden for samtidens billedkunst. Men hvad betyder det, når lyrikken tilegner sig noget som sit eget, f.eks. kunst, sange, andres eller egne digte? Appropriationskunsten er fuld af konkrete objekter, der gives en titel og udstilles som værker. Digte er sprog. Tegn, der henviser til den fysiske verden. Ikke desto mindre har kunsten og lyrikken en fælles virkelighed. Digtet er også en ting installeret i bogens og i litteraturens kontekst. Og i sin kombination af ting og sager fra virkeligheden arbejder kunstværket strukturelt – med en slags visuel grammatik.
Rasmus Nikolajsen er kendt for sine systematiske og alligevel yderst sanselige remixes. Han læser op fra bl.a. digtsamlingerne ALTING ENDER MED ET BRYLLUP og FRIHED OG SEX PÅ REJSEN, hvor en række digte på forskellig vis forholder sig til sangen FRIHED ER DET BEDSTE GULD.
Lars Bukdahl udgav i 2006 digtsamlingen GO-GO! - READYMADE 2-3, der som titlen antyder består af to gange gendigtning af alle teksterne i hans debutdigtesamling READYMADE! I anledning af udstillingen LAKE OF FIRE har Lars Bukdahl yderligere gendigtet de fire tekster L.H O.O.Q. , MAN RAY 1921, MIN READYMADE og FORSÆTTES [som kan læses i henholdsvis nettidssskriftet Slagtryk og på Redaktørens blog på hvedekorn.dk].
I en aktion med titlen Entr'acte vil Henrik Plenge Jakobsen afslutningsvis aktivere sine udstillede skulpturer med et performativ indgreb.