Kritikernote - PB/ML 89

Poul Borums anmeldernotater til sin Ekstra Bladet-anmeldelse af Marianne Larsens En skønne dag, 1989:

ML 1951 og 1989 og 2021

Stort tillykke til uforlignelige og mageløse og utrolige Marianne Larsen, der fyldte 70 onsdag den 27. januar, med et digt fra den første bog jeg anmeldte, En skønne dag  og et fra den seneste, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, der udkom i går og som jeg anmelder i morgen:

1989:

Hun kan ikke få øjnene fra sine hænder.
Der er noget ved menneskehænder. hen over tyndt
papir. Dataudskrifter i enkelt design. Der ligger de og er
ovenpå, hænderne. Hun tyder det selvfølgelige ved deres
vægt. Årstidernes mønstre på den ene side. Mysterierne
på den anden. Hen over tyndt papir. Der er noget ved
menneskehænder.. Nu flyver de op.

2021

LIGE FORAN I MORGENS FØRSTE HIMMEL

Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
Når jeg ikke ville ses af nogen. Når jeg ikke kunne se nogen for mig,
heller ikke mig selv her mange år efter.
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
På hug på gulvet, før alle de unge eksaminer i at klare sig selv
og aldrig vide sig sikker.
Hænderne husker hvordan det var, at gnide ansigtet i håndfladernes
skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer uden at finde deres lige
i kindernes glatte fløjlsagtige varme.
- Kan du mærke det? spørger jeg og stryger dig over panden.

Lars Gundersens ML-portræt bag på Giv bare kærligheden skylden, også 1989, og gad vide om jeg ikke også (bunk)anmeldte den?

Duellerende hitlister over sublimeste esoterik

Escho-forlægger og forbilledelig ildsjæl Anders Jørgen Mogensen skriver i aneledning af sit idols fødselsdag:

Anders Jørgen Mogensen

January 24 at 8:48pm

I dag er det Bo Reinholdts 70 års fødselsdag. Jeg siger HURRA. Men ellers er der ikke så mange der siger noget. Fyens stifttidende bringer et lille (og ganske fint) portræt, men ellers er der larmende tavshed fra alle andre medier.
Jeg fejrer det ved at udgive hans nyeste bog MYTOGRAFENS GRILLER via Forlaget Escho. Derudover har jeg lovet ham at jeg vil udgive hver en bog han skriver (og ønsker udgivet).
Så god synes jeg nemlig han er.
Første gang jeg stødte på ham var for seks år siden. Jeg fandt hans bog SALVEREN i en nu lukket boghandel ved Dronning Louises bro. Jeg ved det er 6 år siden for Ingemann var spæd og jeg læste bogen med ham på armen. Ud i et stræk, mens han sov en middagslur. Jeg var rystet over hvor god bogen var. Så rystet at jeg bad Caroline om også at læse bogen så hun kunne fortælle mig om jeg tog fejl. Det mente hun ikke jeg gjorde.
Bagefter gik jagten ind på flere af Reinholdts bøger. De flød på ingen måde i antikvariaterne, men de var til at finde og til ok priser. Ofte spurgte jeg folk om ham, men ingen synes rigtigt at kende til ham, selv om flere bøger var klistret til med lovprisende anmeldercitater. Men jeg blev hurtigt fan. Sådan rigtig fan.
Jeg er så stor fan af Bo Reinholdt at jeg har en top 5 over de af hans bøger jeg bedst kan lide. Det er ikke en jeg har lavet i dag. Nej, det er en liste jeg som fan har været nødt til at lave for det er sådan noget man gør, når man er fan.
Indtil i dag har den været i mit hoved, men nu gives den fri til verden med at ønske om at flere hopper på Reinholdt-vognen, for der er ikke noget jeg hellere vil end at diskutere Bo Reinholdts bøger. Det er drøm at blive uvenner med en af jer derude (altså bare lige i en kort periode) hvis I har en anden top 5 end mig. Men hvis I har en top 3 er I også velkommen til at byde ind med den. Sig et eller andet om Bo Reinholdt og jeg lover at snakke med jer.
Nå her kommer den top 5:  

1: Salveren (1997)
2: Tavlen (1998)
3: Thoras kammer (2006)
4: Almester (2015)
5: Kore (2016)

Stort tillykke til Bo. Hurra. Hurra. Hurra. Og til de fans der er derude kan jeg fortælle at jeg allerede har sniglæst lidt i den bog han arbejder på for tiden og jeg kan godt love jer der er knald på.
NB: De opmærksomme har måske opdaget at Thoras kammer mangler på billedet. Den har jeg desværre lånt ud engang og ikke fået tilbage. Det tænker jeg tit på. Det er jo trods alt nummer 3 af mine Bo Reinholdt yndlingsbøger jeg mangler.

Anders Jørgen Mogensen hva Flemming Andersen og Lars Bukdahl: kan man ikke også lige få jeres top 5???

 

Lars Bukdahl Jo, øjeblik!

Flemming Andersen Kore er ikke med på min, han burde have skrevet den igennem igen. Men I sit billede er helt klart med og Almester ligger og slås med Salveren. Salveren er mere rent skåret, men Almester er langt vildere og frodigere.

Forlaget Escho Almester er bestemt vild og frodig.

 

Lars Bukdahl Så! Halvt objektivt (hovedværker), halvt subjektivt (yndlingsværker): 

1. Til sprogmesteren. 

2. I sit billede. 

3. Almester. 

4. Salveren, 

5. Øjets purpur (som var den, sammen med Salveren, jeg (anmeldende) opdagede ham med, hvorefter jeg svor evig troskab og fandom og straks læste bagud) (er det OK, Anders, jeg paster din opdatering på blog senere i dag!?)

Forlaget Escho Lars Bukdahl selvfølgelig :-)

Forlaget Escho og jeg må lige ved lejlighed genlæse både I sit billede og Til sprogmesteren

Lars Bukdahl Ja, vi skal alle genlæse løbende! Og Sprogmesteren hører jo ret siamesisk sammen med Molter, ligesom I sit billede med Den morgen i Jolkos (og vel i og for sig også Salveren med Tavlen)

 

Lars Bukdahl Begyndelsen på min henrykte dobbeltanmeldelse i 1997: "DET er let nok at være interessant, og koket aparte går det også udmærket med, kun den genuine, konsekvente mærkværdighed har stadig svære kår. Men når det nu så småt er ved at være alment accepteret, at Simon Grotrian faktisk er en meget betydelig digter, burde også den mindst lige så idiosynkratiske og mytologisk beduggede prosaist Bo Reinholdt få en chance. Igennem de sidste fjorten år har han i al stilfærdighed bygget et forfatterskab op, der med sidste års novellesamling Øjets purpur og den helt nye miniroman Salveren nu tæller seks umulige bind, og ikke længere er til at komme udenom for hverken læsere, kritikere eller legatuddelere."

Forlaget Escho Præcis. (Og til Salveren og Tavlen hører vel også Klipperen og fotografen.

Lars Bukdahl Nemlig!

 

Lars Bukdahl Således multiplicerer alle sande top 5'er sig selv

Sprogalmesteren 1983 og 2018

- første tekst i Bo Reinholdts debutbog Akefalens vidnesbyrd - og andre fortællinger, der udkom på Borgens Forlag i 1983:

"Prolog

a
Men mesteren på vej til Kapernaum vendte sig, og flokken standsede.

a,1
Da lod mesteren flokken gå i forvejen, og see, der kom til ham en mægtig fugl, der spiste af hans hånd, hvorpå den fløj bort for at lægge et gyldenhårsæg i landet med de blomstrende enge.

a,2
Men mesteren førte den ukendte drøeng til byen, der slumrede, og lod ham gå alene ned på torvet.

a,3
Og disciplene tav, thi mesteren græd bitterligt på vejen tilbage.


b
Der var en mand, der hørte historien om Kaspar Hauser. Han stod op og drog til de steder, hvor den ukendte havde vandret.

b,1
Og see, da han nærmede sig byen, blev han på een gang blind og seende, og hans fødder svulmede og munden løb fuld af levende væv. Da så han byen og dens tage, som han forsøgte at gribe efter, som han forsøgte at gribe efter, men deri gjorde han fejl. thi i ham var dét mørke, som kunne have været lys til at bryde omverdenen ud i rette størrelser.

b,2
Da vidste manden, at han var bæevet eet med den ukendte. Og på vejen mod byen mødte han en mishandlet fange, der advarede ham mod at drage ned mellem mennesker.

b,3
Men han fortsatte og nåede byen, hvis øjne fangede ham og fulgte hans gang, indtil han mødte sit eget spejlbillede og vekselvis lod hele den fantasi spille ud fra toppen af gaden, som var hans egen tankes opstillede fjællebodsteater."



(coveret på e-bogudgaven, som man vist bare kan købe)

Sidste tekst i Bo Reinholdts seneste bog, Mytografens griller, udkommet på Esco i anledning af 70årsdagen i går:

"Borte

Når borte har erklæret sig, forsvinder det. I denne forsvinden hviler intet tidløst gennemskueligt og opløst før alt andet, hvorfor borte på en måde er til stede som mulighed i intet, idet dets absolutte fravær af omfang udfylder rummet netop i egenskab af mangel. Men i mangel af bedre dækker ordet borte nødtørftigt det centralt uforklarlige område af det, vi for enhver pris ikke vil have navn på. Borte er for så vidt væk det øjeblik, vi skænker det en tanke. For så er borte jo om ikke andet netop borte som borte og altså dér borte. Dets bogstaveligt udtømmende mening truer altid lyset og for så vidt også mørket. Men lyset hader jo mærket og mørket lyset, og dog er det, som om de to modsatte størrelser forsones i borte eller simpelthen bliver borte i gråzonen mellem det lys og mørke, som netop forsvindende udlignes hen imod en anden, større stoflighed end den, borte har fortabt sig uendeligt ind i for at opstå som en diffus blanding af alt og intet. Ægtheden af borte forskyder sig med andre ord ind i et paradoksalt bedrag af fuldkommen tomhed og løber som billedet af flodernes flod ud i verdens fjerneste forsvindingspunkt, hvor det endelig kan finde hvile. Borte."

I dag var en fest på Kajbjerg Skov Kunstmuseum

- det fiktive kunstmuseum oprettet - via hjemmesiden - af mesterprosaisten Bo Reinholdt, hvis 70 års fødselsdag det var denne onsdag, som nu er gået for aldrig at komme tilbage - museets kalender er ikke opdateret siden foråret 2016, men selvfølgelig er mesteren blevet fejret hele dagen mellem de fiktive billeder og fx dette:

" Alessio Bronzetto ( ca.1450 - 1492): Bebudelsen. Omkring 1480. Tempera på træ. 30.5 x 49,3 cm

Maria står i en loggia-lignende bygning ved sin læsepult, mens engelen knæler udenfor foran et vidtstrakt landskab, hvor høje, slanke træer med fantasifulde kroner står spredt omkring. Bygningen har gulv med rødbrune fliser, lange og korte afvekslende, på hvidgullig bund. Taget bæres af slanke søjler med jonisk kapitæl. Hvælvingerne har spidse buer.

Maria har en himmelblå kappe over en fodsid, rød kjole. Hendes hår er sat op med et diadem, hvori er indsat ædelsten i tæt rækkefølge. Hun slår øjnene ned ved modtagelsen af det hellige budskab. Fra himlen står en lysstråle skråt ind i bygningen. En hvid due er indtegnet midt mellem himmel og jord. Marias læsepult er en særdeles kraftig konstruktion, og bogen, der ligger på den, er tilsvarende voluminøs. Marias venstre hånd berører et blad i bogen med det yderste af fingerspidserne, mens den højre understreger hendes blufærdige reaktion i en afværgende gestus.

Engelen er iført en lys klædning af kraftigt stof. Om livet et bælte, overdelen poser tungt ud, hvor dragten nedadtil danner rørfolder optrukket med kraftige skygger. Den ser op på Maria og rækker højrehånden velsignende frem mod hende, mens den i venstre holder en lilje med lang stængel. Engelens lange, lyse hår falder blødt ud over dens skuldre.

På bagsiden af maleriet står: ALEXIUS BRONZAETUS PINX. Rammen om de tre af maleriets sider (øverste, venstre og nederste) er den oprindelige.

I midten af 1700-tallet påførtes motivets himmelparti de lette skyformationer, som ses lige over loggiaens tag." 

 
 - den fiktive udsigt fra kunstmuseet, billede på hjemmesiden

TILLYGGI IGGY MED DE 70!

Everything will be alright tonight
Everything will be alright tonight
No one moves
No one talks
No one thinks
No one walks tonight
Tonight
Everyone will be alright tonight
Everyone will be alright tonight
No one moves
No one talks
No one thinks
No one walks tonight
Tonight

I am gonna love you till the end
I will love you till I reach the end
I will love you till I die
I will see you in the sky
Tonight

Kosmos er et gøremål - Smærup 70

Du siger, og jeg kan ikke mindes, at du har brugt ordet før, at det er et gøremål at gå en tur, uden at vide, at den store prosa-mester Jens Smærup Sørensen fylder 70 år i dag, og at han i 1973 udgav en bog på Arena, der hedder Gøremål, der er uden genrebetegnelse, ergo er titlen genrebetegnelsen selvfølgelig - jeg rev bog ud af reolen og viste dig den, og nu er du gået med det mål at gøre dit gøremål, og jeg sidder ved skrivebordet med bogen slået op foran mig, på side 9 står der, og det bliver så mit TILLYKKE:

Svært at få øje på meningen kun de mange muntre oplevelser til at kredse om troen på døden

Som i ugevis lyser solen foran før den pludselig falder fra hinanden og det må dog endnu være sket for år tilbage. Jo der er endnu flere år tilbage og hele tiden sker der noget. Mennesket har sit fartøj og kan altid se hvad klokken er. Men så standser selv jorden tvivlrådig op, som de andre planeter mindre end et øjeblik hvorefter de fortsætter, af vanens magt, de kører deres dørtræk omkring næsten ingenting, som på flugt fra en storm af ildflager. Samtidig griber mennesket til sin puls, det regner efter og klør sig i håndfladen. Det kontrollerer afstanden og den er som den plejer cirka, apparaterne fungerer og det spekulerer over betydningen af det sære syn dér foran nu. Det er nu planeterne stikker af til hver sit verdenshjørne. der er ikke andet at gøre, de må afsted i i hver sit tempo og jorden er måske på vej væk og måske kommer den imøde. Mennesket kommer ingen vegne så for øjeblikket kan det ikke eksistere når det naturligvis bare er der. Det kan endnu vare mange år før der sker noget. Mennesket kommer beklageligvis død hjem fra sin lange rejse.