Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4).
Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har
det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl
(’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind
(’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes
jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første
facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar