Fodnote til næsespor

(i Korshøjen-bogen)

DIN NÆSE
ER 
DIT ANSIGTS 
NISSE,
DEN FLYTTER
MED
OG HAR 
VÆRET LÆNGE
UNDERVEJS
 

Hov - overså roseklubben i baghaven!

Det er for dårligt, jeg ikke får læst Villabyerne: For FLERE dage siden var Helle Helle ugens læser og her er hendes svar på de 3 første spørgsmål - det sidste svar er det bedste naturligvis, også den bedste reklame for (svær) poesi, og kombien Helle/Grotrian den bedste formel for det attituderelativistiske STRÆK i fremragende (dansk) litteratur: :

""Hvilken roman har du sidst læst? "

 Liv Niemand Duvås smukke og hårde ' Vi er vel helte', og før den Vita Andersens hjerteskærende roman om en barndom, ' Indigo'. Men for tiden læser jeg flest noveller, digte og tekster, for eksempel Lars Bukdahls stærkt bevægende ' Korshøjen'." 

Hvem er din favoritforfatter? 

Der er så mange, men jeg kan til stadighed ikke få mig selv til ikke at nævne Herman Bang."

Hvad er din favoritgenre? " 

Alt, der ikke er genrelitteratur. Før sovetid gør det mig godt at læse digte, for eksempel af Simon Grotrian. De forbedrer mine drømme."

Jeg troede aldrig jeg skulle læse den sætning

30 år efter jeg debuterede i bogform med Readymade! Stævnemøder og moderne digte på Borgens Forlag, en torsdag aften i marts på en mail fra mit forlag nr. 2:  

Vi nærmer os ok snart, at vi skal ha’ trykt et nyt oplag 

af Korshøjen.

- her er et digt fra dengang i 1987, for en blitzevighed siden: 

jeg 
bliver
foto
graf
eret
på en
mark
med
solen
lige i
øjnene
og 
bøger
under
armen

Anbefalelsesværdige anbefalinger (HH om CL!)

- fra Facebook: 

Bog & idé

March 5 at 7:01pm ·

👩💪 På torsdag er det kvindernes internationale kampdag. Derfor sætter vi i denne uge fokus på stærke kvinder i litteraturen. Vi har bedt nogle stærke, danske, kvindelige forfattere anbefale litteratur - af eller om andre stærke kvinder.
📚❤ Vores første anbefaling kommer fra Helle Helle, som om kort tid er klar med sin nye roman 'de' på forlaget Rosinante&Co
Helle Helle anbefaler TIL EN ENGELS FORSVAR! 👼
💬 "Cecilie Lind vil noget med hver eneste sætning i sine bøger, også i 'Til en engels forsvar'. Variationen er som i en nattergals sang. Hver trille er på en gang genkendelig og helt ny. Der er så meget kraft i den stemme. Det er stærkt." - Helle Helle

- og fra Villabyerne:

Biblioteket anbefaler: Lars Bukdahls ’Korshøjen’

Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

!“Jeg kan fornemme ham, men jeg kan ikke / få øje på ham, på en forfærdelig øm måde / er han tåget og helt væk, long gone.”
'Korshøjen' er på én gang tung af ømhed og svævende let. Ord og sætninger står nøgne og sårbare på siderne, og det er som om, de både råber og hvisker.
Teksten handler om at savne, i dette tilfælde en far. Den voksne Lars Bukdahl savner sin far, Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, der døde, da han var 11 år.
Bogens savn er så håndfast, at faderen trækkes helt ind på hver eneste side:
”Jeg savner at savne, at han læser, hvad jeg / skriver, at han læser dette.”
Der er glimt tilbage til barndommen, og der er tråde ud i fremtiden, men begge dele er lige nærværende.
'Korshøjen' er en smuk og enkel bog, der ikke blot er dybt rørende, men også vækker alle de savn, der ligger i dvale hos læseren - hvis ikke den dysser dem ned, der allerede raser.
Bogen byder også på en perlerække af små ordopfindelser, for eksempel glemmer man aldrig ordene 'erindringssvimmel' og 'anekdoteløshed'. Og når Jørgen ikke er her længere, bliver han selvfølgelig til Ujørgen. Det er så fint, så fint.
For denne læser er 'Korshøjen's fineste egenskab dog, at den får både skønheden og brutaliteten ved det tabte frem i lyset.
Skriften gør savnet så værdifuldt, at meningsløsheden opvejes, og er det ikke noget af det fineste, litteraturen kan?"

Lars Bukdahl er digter, kritiker på WeekendAvisen, redaktør på tidsskriftet Hvedekorn samt blogger

Bunken er et trinbræt i Nordjylland

Bunkeanmeldelse i Jyllands-Posten i dag af OrissaBiblioteket ved Nicklas Freisleben Lund, der giver en samlet karakter på 4 stjerner; Korshøjen og Ragusa siger han pæne og kloge ting om, se bare  (men jo mere Ramus Hallings Norske stjerner bliver disset, og det bliver den også her, jo gladere bliver jeg for den, som den laser-dadaistiske, viist maskinelle juleleg den er og jeg fra starten af elskede den som):

"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«. Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og helt væk, long gone«.

De sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje »PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.

God er også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende, strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed (behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende spændingslinje."

Hvor jeg taler om min næse og andre inderlige ekstremiteter

"Da Lars Bukdahls far døde, talte man ikke om sorg og savn: »Det var ikke forbudt, det var bare ikke noget, man talte om«

Lars Bukdahl, også kendt som ”Slagteren fra Pilestræde”, har skrevet en digtsamling om sin far, der døde, da Lars var 11 år gammel.

Lars Bukdahl er en kendt mand i litteraturmiljøet. Han er forfatter og digter, og så er han anmelder ved Weekendavisen og kendt under navnet ”Slagteren fra Pilestræde”.

 Navnet har han fået på grund af sine skarpe, hårde og nogle gange decideret onde boganmeldelser.

Nu har han selv fattet pennen og skrevet digtsamlingen ”Korshøjen”, hvor han for første gang skriver om sin far, der døde, da Lars Bukdahl kun var 11 år gammel.
39 år efter savner han stadig sin far, men det er først nu, at han kan sige det højt. Sorg og savn talte man ikke om dengang.
I ugens udgave af ”Frøkjær og forfatterne” spørger Cecilie Frøkjær, hvorfor det er så svært med hans far, hvorfor Lars Bukdahl sætter en ære i at være en ond anmelder – og har det en sammenhæng med farens alt for tidlige død?"

Frøkjær & forfatterne

 

Cecilie Frøkjær møder hver uge nogle af Danmarks dygtigste, bogaktuelle forfattere i podcast-serien "Frøkjær & forfatterne", som bringes i samarbejde med Jyllands-Posten.

 L I N K

Sætningen er ikke ren, men rytmisk

Altså ved siden af de 2 x 5 hjerter er Benedicte Guid de Thurah Huangs læsning af vores vores 2 bind (og i mindre grad læsningen af Myginds og Hallings Nielsens 2 bind, der fortjente henholdsvis 2 og 1 hjerter flere end 3 og 4) i hendes Politiken-anmeldelse af OrissaBiblioteket bare meget fin og klog og - i forhold til min egen læsning (og hvad Korshøjen angår skrivningsintention - rigtig:

Om Ragusa står der blandt andet:

"MÅSKE TAGER Cecilie Linds ' Ragusa' afsæt i Juléns digt: »Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn«. Blot skriver hun ikke om at være barn, men om at være med barn, gravid. Det er svimle, uhyggelige og smukke digte. Hvor Juléns sætninger altid er afsluttede udsagn, lader Lind sine kæntre hen over siderne, så ord som »hyl« eller »kvalmen« kan stå for sig, spinkle og hårde. Det betyder, at jeget ikke altid er centrum for digtet. Og det er der en pointe i, for jeget i ' Ragusa' er, hvis ikke invaderet, så overrumplet fra flere sider. Hun peges ud af fingre, der er »helt hærdede af at røre ved hud« eller »aes halvt ihjel«, mens hun samtidig udvides indefra: »en mave svulmende, strækmærker og mismod«"

Om Korshøjen står det blandt andet:

"Samlingen åbner elegant ved over de tre første opslag at præsentere farens navn: »Jørgen //K. //Bukdahl«, som introducerende stills i en film. Navnet er vigtigt, det er del af den rest, den efterladte sidder tilbage med og prøver at presse mening ud af. Ellers udmærker ' Korshøjen' sig snarere ved omstændelighed end elegance. Det kan jeg godt lide. Jeget standser ofte sig selv med præciserende parenteser. Sætningen er ikke ren, men rytmisk, flere steder splittet af mange indskud og kommaer som her: Vi kaldte ham ikke far, men Jørgen, nåede aldrig frem til at kalde ham far, vi begyndte at kalde vores mor, der hed Lise, mor, da han, Jørgen, døde, ingen af os ved, hvad vi skal kalde ham, når vi taler om ham nu () Der er noget kroget og brudt ved stilen, der ligner de store, kløvede familienæser, som mange af digtene drejer sig om. Det uperfekte kan være et værn mod patos, men det uperfekte er også skrøbeligt. Bukdahls digte tillader sig den skrøbelighed, at jeget udstiller sin usikkerhed: »Min far (kalder jeg ham det her, ' min far', i stedet for Jørgen? ja, det gør jeg nok)«, sin mangel på minder og sin tendens til at ville vige udenom - sin lyst til at skrive ' man' i stedet for ' jeg'."

Ikke mindst kan jeg godt lide sætningen og karakteristikken: "Sætningen er ikke ren, men rytmisk." (vs. Vangshardt i KD, der nøjedes med at finde den slags syntakskrumspring "grimme"). Sådan vil jeg i hvert fald gerne have, at det er!

BREAKING: HEART-NEWS!

Den korte udgave:

Den ultrakorte opsummering (kommentar af Helle Helle på FB - tak for den, Helle)

Anekdotiske forretningshemmeligheder

Jeg har lige mødtes med Nils Gunder Hansen, der er ved at færdigskrive sin bog om min far, Jørgen K. Budahl (som det også fremgår af et tekststykke i Korshøjen), og han fortalte mig indtil flere for vilde og fine anekdoter, som jeg ikke kan løfte sløret for her, fordi han selvfølgelig skal have lov til at gemme dem, han kan bruge, til sin bog, men højst mærkeligt at få fortalt gode historier om sin far (som andre har fortalt Gunder) i fortrolighed, så I skulle bare vide (hvad der skete ved Margrete Aukens forældres sølvbryllup), men sssh!

Tues fine bunke / Bunkens fine Tue

Tue Andersen Nexø anmelder i Information, som den første, alle 4 bind i OrissaBiblioteket på én gang, præmie til ham bare for det (siger det forkælede barn i flokken, med 2 særanmeldelser i lommen).

Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:

"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."

Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:

"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."

Det bedste er den kollektive konklusion: 

"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde.

Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."

Alle veje fører til Veljby-Risskov

Jeg skulle finde en adresse oppe i Charlottenlund, ikke langt fra hvor vi bor, og straks læste jeg vejkiltet Jægersborg Allé som 

JØRGENSBARN ALLÈ

Sgu-fy-puha

I en eller anden anledning, jeg ikke kan huske, en vejfest eller en fødselsdag, lavede min far nogle lokale versioneringer af Shu-bi-dua-sange, under pseudonymet Sg-fy-Puha, og da jeg 2 år efter hans død oprettede skolebladet Musvågen sammen med mine venner Hans og Christian, bragte vi de sange som føljeton i de første numre, her er en af dem:

RISSKOV

SE SOLEN STIGER OVER JELLERNES SKOLE*
OG LUND** HAN ÅBNER SIN DØR
MENS ESKILS KONE STÅR PÅ HÆNDER FOR LARS WØRTS*
OG JELLEBAKKEN STÅR I FLOR

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
HUNDEN HAR TO SKØNNE ØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT LAND
FLISEN LIGGER TUNGT PÅ STIEN
LÆR'EN FÅR SIN MAD I KLASSEN
JELLEN ER EN DEJLIG DRENG

DER FINDES ANDRE MENNESKER END DEM FRA RISSKOV
DE BOR I AALBORG OG SNAPSER HELE DA'N
DET HAR VI LI'GODT ALDRIG NOGENSINDE GJORT
DE ANDRE BYER ER NOGET LORT

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
DE DER SIGER ANDET PLØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT
STED AT VÆRE
DER ER LI'SOM ATMOSFÆRE
RISSKOV ER ET YNDIGT LAND

MUSIK OG TEKST SGU-FY-PUHA

(* Jellebakkeskolen, vores skole i Vejlby Risskov, ** skolens pedel *** lærere på skolen, LW min elskede dansk- og klasselærer)

- også derfor kan jeg virkelig ikke se det som en kritik, når en vis Michael N i en 1 stjernes-brugeranmeldelse på saxo.dk sammenligner Korshøjen med Shu-bi-dua:

"Lars Bukdahl har skrevet en digtsamling om sin døde far. Forfatteren, der senest udkom for otte år siden, er dog noget stiv i leddene og skriver sig underligt sidelæns og ufokuseret ind på emnet. Bogen begynder med 12 (tolv!) digte om familien Bukdahls næser. Enkelte steder kan man høre Piet Hein hviske i næseteksterne, men det forbliver en hvisken, forfatteren maveplasker ustandseligt. Det almengyldige udebliver og man efterlades med en flad Shubidua-fornemmelse. For eksempel i digtet på side 37. Det består kun af følgende to linjer: ”At få en stor næse er ikke nødvendigvis/det samme som at få en lang næse.” Man forventer næsten, at Michael Bundesens dybe røst tager over, og man frygter under den videre læsning, at vi også skal høre om Bukdahls Vuffilivov eller andet, der hører hjemme i kartotekskassen med Shubbernes tekster og anden morfarhumor. Når det er sagt, så skal man ikke forvente, at Bukdahls stemme i digtene kun er den ældre humorists. Undervejs er han også ”totalt jaloux” og ”toppinlig.” Vi mangler bare, at han udbryder LOL eller OMG. Flere gange spørger man sig selv, om det er en skolepige eller voksen mand, der skriver."

Ar skrive som en blanding af Shu-bi-dua og en skolepige, det er smukt gået, synes jeg nok. 

Min far antruffet på fællesarealet

- fra erindringstekst af historikeren Steen Busck, vores nabo til højre, i nr. 55 fra 1980  (faderlig bonusinfo: Jes Adolphsen er (1972-fødte) Peter Adolphsens far):

"Så en dag først i 70'erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord.
(...)
 Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.
(...)
Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. "Og se haven", sagde Jes, "den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles."
Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.
Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin."

Tak for det glimt, Steen!

Egen medicin: GULP

Det er 
sjovt og
spændende og
grufuldt at
blive anmeldt.

LB, 24. januar 2018 
(efter 2 anmeldelser,
de første 2 i 10 år)

En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:

Martin Rohr Gregersen ·

Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.

Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-

Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

 

- en tom pose! 

Billeder af min far

 

(ca. 1979 - foto: Søren Hindsholm (cigarfotoet nedenfor er taget af hans far))

Billeder af mig og min far

Billede af Korshøjen

Mig og min ven Jørn og min søster Dorte og hvem end der går forbi os på Korshøjen

Jeg er anmeldt i dag!

eller rettere min bog, - af skrappe Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen som gæsteanmelder i Weekendavisen Bøger i dag! Og skrapt på alt andet end den nye bog, som hun siger kloge, skarpsindige ting om, og som det virker, som om hun rent faktisk kan lide og går ind for (ikke dårlige digte må være næste det samme som gode digte, ikke også!?), hvilket optimerer mit humør betydeligt denne fredag. Her er afslutningen på den rimelig lange anmeldelse, som jeg WA-vanen tro ikke kan linke til:

"Da bogen efter en længere optakt om køjesenge når frem til at tale om selve farens død, udenomssnakker og afbryder digtet sigende nok også sig selv i et væk: »Morgenen, da han var død om natten, græde med min mor øverst i deres høje pseudokøjeseng (fast anekdote; politiet der er gået gennem vores ulåste hoveddør og står ved siden af sengen, dvs. i øjenhøjde, og meddeler, at deres stjålne bil, mor-eller farbilen, som de ikke vidste stjålet, var blevet fundet), at se ham ligge helt stille på sofaen eller divanen, som jeg 11 år før blev hjemmefødt på (hvis det ikke var den anden af de to (senere blive irriteret på den symbolik, som det jo på den anden side er tåbeligt at fortie))«. Den facon er på den ene side stadig også irriterende. Men det er også, som om den i Korshøjen for første gang irriterer sig selv.

Bukdahls signatursludren forstummer ikke. Men den peger på sig selv, på en ny måde, som et værn mod ikke bare sentimentalitet, men også smerte. Det får selvfølgelig den hektiske sproglige uro til at fremstå i et nyt lys - fjol som savnets tic, som det egentligt patetiske - men det gør først og fremmest også uroen stærkere som skrift. Her opstår en ny inderlighed, som ikke er irriterende. Som ikke er patetisk i nogen gængs forstand, og som ikke er dårlige digte."

 

- fra Google-søgning på savnets tic