En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:

Martin Rohr Gregersen ·

Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

Ingerelever

I sin 6 stjerner-anmeldelse af Gyldendals julebog med efterladte Inger Christensen-tekster i Kristeligt Dagblad i dag udpeger Martin Gregersen med løs, men sikker hånd Christensen-påvirkede i yngre generationer - lister er vigtige, og det er en god liste:

"Dertil kommer - dem må man endelig ikke glemme - essaysamlingerne " Del af labyrinten" (1982) og " Hemmelighedstilstanden" (2000), hvor hun står frem som tænker, hvis ikke ligefrem filosof. Christensen er både digter og tænker, det mærker man tydeligt i alle kanter af forfatterskabet. Det er i det lys heller ikke så mærkeligt, at hun hører til blandt en af de helt store inspirationskilder for centrale dele af ny dansk litteratur (Amalie Smith, Morten Chemnitz, Signe Gjessing, Josefine Klougart, Martin Larsen, Lea Marie Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen), ja, hun er måske en af de væsentligste digteriske forudsætninger for den udforskning af menneskets forhold til naturen, som vinder frem i dansk litteratur lige nu under overskrifter som økopoesi, klimalitteratur og økokritik. Tilsvarende udgør hun referencerammen for flere udenlandske forfattere, der har arbejdet inden for sådanne problemfelter, som svenskerne Ida Börjel og Agnar Lirhus/ Rune Markhus og amerikaneren Juliana Spahr."

Passioneret, frugtbar sensation, som Martin kom først med: NY1

(men  yderst velgørende så sandelig, at Kristian Byskov og Mitose har fået fans blandt litterater og digtere!)

Martin Gregersen
40 mins · Aalborg ·


LITTERÆR SENSATION: KRISTIAN BYSKOV, der I 2013 udgav en lille, men fremragende science fiction-roman befolket af bio-cyborgs ('Mitose'), er tilsyneladende meget snart aktuel med en ny bog på forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten. Jeg glæder mig fra nu af!!







NY1 af Kristian Byskov (Bog) - køb hos SAXO.com
Læs om NY1. Bogens ISBN er 9788792371201, køb den her
By SAXO.com (Forventes udgivet 21-03-2016)

Mads Mygnd Og han læser op d. 25. maj i Øst For Paradis!

Lars Bukdahl WOW og du så det først (en af mine bedste debut-overrumplinger (der senere førte til tildeling af Munch-Christensen-debutpris foran alt muligt synligere på trods af kun 1 avisanmeldelse) ved bredden af en lille sø i Frederiksberg Have: Hvad er dette for fedt!)

Martin Gregersen Ja, det er en vild bog, Mitose. Den er desværre, men helt fortjent, udsolgt fra forlaget, der dog er i fuld gang med at forvandle den til en ebog, så de studerende på Dansk (AAU) kan få glæde af at læse den til en kursusgang om det posthumane.

Absolut uoverskuelighed

Det var galt nok, da jeg begyndte at læse voksent og senere anmelde i Kristeligt Dagblad og rimeligt hurtigt derpå anmelde Rifbjerg (tror at skæmteromanen Det ville glæde, 1989 (øverst side 4 på den nu 6 sider lange værkliste), var min første, som jeg var virkelig og måske også overdrevet (tør ikke genlæse) glad i låget over (til forskel fra senere svigersøn (og endnu senere ex-) Thomas Thurah, der leverede den berømte Standart-anmeldelse: "Hvem?") - min sidste er sikkert og forhåbentlig mange år væk!) at forsøge at OVERSKUE forfatterskabet og finde en IKKE-TOTAL læsnings-strategi (elementært nok at læse AL poesi, men hvad så? jeg sad virkelig fast i 70'er-romaner en overgang), men tænk engang på de tyve år yngre, helt dugfriske anmeldere! Her er begyndelsen på Martin Gregersens lunkne 4 stjerner-anmeldeske i akkurat Kristeligt Dagblad (ja, nu giver KD gudhjælpeme også stjerner, vulgariteten kender ingen grænser - jeg selv gæsteanmelder i dag Peter Stein Larsens Poesiens ekspansion (mere om den ovenfor, satser jeg på) og gik totalt i stjernepanik, og så blev det som sædvanlig til skaldede 4):

"Litteraturkritikeren Torben Brostrøm har fortalt, at han under skrivningen af sin monografi om Klaus Rifbjerg fik besøg af digteren selv, der manglede landlig ro til at færdiggøre et filmmanusskrift.
Man kan vel nærmest ikke forestille sig, hvilket pres den ellers gode og kyndige kritiker må have følt. Her sad han omgivet af bøger og forsøgte at skrive om det allerede dengang omfangsrige forfatterskab, mens digteren ufortrødent producerede derudad:
  "Når jeg skrev et par ord på skrivemaskinen, hørte jeg ham samtidig affyre ti-tyve stykker. Der sad han og fortsatte sit forfatterskab, håbløst svær at indhente. Som at klatre op ad en glat væg"
  .Imidlertid er det nok ikke kun monografiforfatteren, der har siddet med en sådan følelse i mødet med renæssancemennesket Rifbjergs bibliografi (nu over 150 titler), der siden debuten i 1956 bare er vokset og vokset - selv efter at døden sidste år satte en stopper for ordmaskinens imponerende produktivitet.I hvert fald har jeg selv ofte tænkt, hvad man skulle stille op med denne mastodont: Nøjes med at læse klassikerne? Tage prosaen eller lyrikken? Og så måske følge avisskriverierne, polemikken og journalistikken lidt fra sidelinjen?
  Under alle omstændigheder må min generation, født omkring 1988, siges at have en stor og særdeles glat væg at bestige, hvis vi skal nå op på omgangshøjde. Ja, allerede inden vi var født, havde Rifbjerg udgivet ikke så få hovedværker, ikke bare i forfatterskabet, men i dansk litteratur.Listen er lang og respektindgydende. Derfor var det da også med en vis portion ærefrygt, at jeg kastede mig over den seneste bog i rækken, nemlig digtsamlingen -Stemmerne-."

Popler + skvalderkål = X eller Y

Jeg har læst Skiveren og Gregersens Eske-monografi færdig, og den er misundelsesværdig koncis og Kansas-arbejdstøjs-ligefrem - her er en eksemplarisk sides (træ)penge, der overnaturligt pudsigt citerer og læser to af de samme digte, jeg citerer og læser i den upublicerede anmeldelse nedenfor, poppel-digtet (kun citeret halvt i monografien) og skvalderkål-digtet, men læser begge digte på deres egen anderledes opbyggelige og bare logiske (jeg fatter ikke naturens mekanik tydeligvis) facon; klarhed changerer i læsebriller:

"Vi står ikke utenfor resten av naturen" (Næss 1976; 265), skriver den norske dybdeøkolog Arne Næss et sted i Økologi, samfunn og livsstil 81974). For dybdeøkologen er mennesket ikke ontologisk adskilt fra naturen, men forstås i stedet som fundamentalt indfældet i den. I den forstand er vi alle tæt forbundne - eller som det lyder i Raderinger (2005): "Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude" (mathiesen 2005c: upag.)." "Forskellen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige (...) er", som Bennett skriver i Vibrant Matter, "et spørgsmål om grad, snarere end art" (Bennett 210: 68). Vi er vitterligt i familie med poplerne. Det nytter ikke noget at betragte verdens væsener for sig. Alt hænger, som den økologiske tanke lyder, sammen. Når en ting dør, fordufter den ikke fuldstændig fra jordens overflade, men opstår som noget andet. Eller som det lyder med morbid humor i samlingen Ler (2013): "Af ler er du kommet, til ler/ skal du blive, af ler skal du igen/ opstå, måske i form af en rundkirke" (Mathiesen 2013e: 16). Og selvom dødsangsten vel nok er en uafrystelig del af at være til, er det da en betryggende tanke, at man aldrig helt forsvinder, men i stedet - med et økologisk nøgleord - genbruges (Mathiesen 2014d: upag.):

Selvom det er 5 grader varmt
viser sneklatten i hasselhegnet
misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,
siver trøstigt ned i jorden
i sikker forvisning om,
at den snart vil genopstå
som skvalderkål.

Indser vi, som sneklatten, at vi ikke er isolerede, afgrænsede eksistenser i verden, men tværtimod i konstant udveksling med vores omgivelser, bliver det også muligt at se ud over vores egne private interesser. Disse digtes pegen på vores grundlæggende forbundethed med naturen og det vitale liv, der udfolder sig her, har med andre ord økologiske implikationer.



Johannes Larsen: efterårsdag med popler

Der er Eske i luften

I går udkom både (på Asger Schnacks Forlag) Eske K. Mathiesens Samlede digte i en boks , som ligger til mig inde på avisen  og bør hentes, inden der er gået en time, og ikke mindre herligt Tobias Skiverens og Martin Gregersens lille Arena-monografi Eske K. Mathiesen, som jeg med et ubrydeligt smil (selvom jeg er lidt barnligt skuffet (og det vil jeg ikke være i en anmeldelse, derfor er jeg det her) over, at ikke bare en halv linje af mine gennem årene mange forsøg (i først og fremmest anmeldelser) på at indkredse og præcisere (og dermed kanonisere) den eskeske mesterskab er blevet fundet værdig til at citere (vs. alskens (afgjort glimrende) Skyum-fragmenter)) har læst halvt igennem. Som mit eget bitte bidrag (inden forhåbentlig/sandsynlig anmeldelse af begge udgivelser) til al denne fortjente kommers for Dammarks største lille (og irriterende beskedne) digter er her en bunke-anmeldelse fra sidste år, som desværre aldrig kom i avisen (men oversat til arnmensk blev min koncept-tale, da Mathiesen modtog Albertine-prisen):

-->

ESKEBALANCE Stille og roligt bliver 70-årige Eske K. Mathiesen uomgængeligere, det må gerne gå lidt hurtigere – og ske lidt mere støjende

Kan spætten morse?

Eske K. Mathiesen og Åse Rørdam: Miraklernes tid. 8 sider, pris ikke angivet. Café Annas Forlag

Eske K. Mathiesen & Åse Rørdam: Rysteribs. 32 sider, 98 kr. Jorinde & Joirngel

Eske K. Mathiesen & Sys Hindsbo: Skvalderkål, 32 sider, 150 kr. Clausens Kunsthandel

Eske K. Mathiesen: Udvalgte digte. 78 sider, 150 kr. Asger Schnacks Forlag

Af Lars Bukdahl

Vi bør være taknemligere for vores gode digtere, og særligt vores flittige, gode digtere – folk som Peter Laugesen og Marianne Larsen og især Simon Grotrian og Eske K. Mathiesen, som de sidste mange år troligt har udsendt indtil flere poetiske publikationer årligt.

   Grotrian udkommer også på etablerede forlags som Borgen og nu Gyldendal. Det gør Mathiesen ikke, han udkommer eksklusivt på små- og mini- og mikroforlag og det, der er mindre. Det, der er mindre, kunne være Café Annas Forlag, der har udgivet den ene af Mathiesens (mindst) fire 2014-udgivelser, Miraklernes tid, der også dårligt kan være en mindre digtsamling, ”fem dyredigte” lyder undertitlen og alle fem er broderet, inklusive små vignetter, af digterens hustru, Åse Rørdam.

  Hovedværket imidlertid i denne nye broderi-fase af forfatterskabet er Rysteribs, udgivet af Jorinde & Joringel, der samler hele 29, ikke digte, men ”ordbilleder”, fordi langt de fleste kært konkretistisk leger med opsætningen; for eksempel hænger denne linje, et bogstav ad gangen, oven på hinanden og på hovedet, som en dragesnor i halen på en svaleflok (klart fugleelskeren Mathiesens yndlingsfugl):

  ”H/V/E/M//E/R//D/E/T//D/E/R//H/A/R//S/L/U/P/P/E/T//S/V/A/L/E/R/N/E//F/R/I/?”

  Jeg vil ikke rationalisere, hvorfor jeg bliver så åndssvagt lykkelig af sådan et digt.

   Ubroderet og ukonkretistisk, men til gengæld illustreret eller billed-parret med fint nervøse tegninger af Sys Hindsbo, er samlingen Skvalderkål. Titeldigtet er, i sin ordlyd, et par rundgange underfundigere end svalelinjen:
  ”Selvom det er 5 grader varmt/ viser sneklatten i hasselhegnet/ misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,/ siver trøstigt ned i jorden/ i sikker forvisning om,/ at den snart vil genopstå/ som skvalderkål.”

  Det er et alkymistisk digt, der for øjnene af os faktisk lykkes med at forvandle en sneklat til skvalderkål. Samtidig med at digtet bare handler om at få øje på og ømhed for en sneklat i hasselhegnet – og ramt af forårslængsel komme i tanke om grøntsagen (og ordet!) skvalderkål.

  Grotrian er uklarhedens digter i dansk poesi, Mathiesen er klarhedens, men der er klart noget mystisk over hans klarhed, både dens faktum, om jeg så må sige – man burde ikke kunne skrive så fyndigt og yndigt om svaler og sne og skvalderkål, ingen andre kan! – og selve dens lysende illumination og forvandling af det upåfaldende i verden.

  Helt uundværlig for ikke-alt-samlende-ærkefans er årets fjerde Mathiesen-tryksag, Udvalgte digte 1975-2013, udvalgt og udgivet af über-ærke-fan’en Asger Schnack, der også udgav Mathiesens debut, Spætternes have, på sit første forlag Swing i akkurat 1975.

  I sit koncise forord annoncerer Schnack, at ”Vægten er lagt på det korte, sindsudvidende digt; digtet, der gør læseren paf.  (…) Virtuositeten er slående og gør Eske K. Mathiesens digte til fødte klassikere.”
   Det sidste er ikke mundsvejr, det er en helt nøgtern oplevelse af mandens poesi de sidste tyve år, som jeg ubetinget deler: Ni ud af ti digte i enhver givet samling, lige meget hvor gnomisk, er overrumplende, urimeligt, blidt smældende vellykkede. Det er derfor, at de 40 ud af de 70 sider optages af digte skrevet efter 2003; det er ikke den sædvanlige vægtfordeling i et bind udvalgte digte (der ikke er udvalgt af digteren selv …).

  Afsættet i et Mathiesen-digt er digterblikket (nogle gange er det øret, der ser) på helst dyr og planter, og actionen er blikkets lynhurtige poetisering af motivet, med en sammenligning eller noget så håbløst gammeldags som en H.C.Andersensk antropomorficering (menneskeliggørelse). Se, hvor på samme tid karakterfuld og grafisk tydelig denne hybenbusk bliver:

  ”Grib! råber hybenbusken./ Men den kan ikke beslutte sig til,/ hvilken af de røde bolde,/ den skal kaste først.”

  Der er også De Andre Mathiesen-Korttekster som er mere frit flippet knopskydende fabuleringer, gerne med ikke-dyr og ikke-planter i hovedrollerne, for eksempel digtene om Erik Satie i Bonjour. Monsieur Satie. Den tekstart har Schnack udvalgt en god håndfuld af, og det skulle han måske have ladet være med, måske skulle de have haft deres eget udvalg, så havde hver arts særegenhed stået stærkere – og klarere. Men hey, jeg er ikke den, der klager over udsøgt overflod!

  Jeg er den, der anbefaler det læsende danske folk at gøre Eske K. Mathiesen populær omsider, hans eklatante fremragendehed har været en hemmelighed længe nok, frem i lyset med ham, han skal ikke gå dér og forsvinde, poppelagtigt:
  ”Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude;/ og den måde de forsvinder i aftenmørket på/ kender jeg godt fra mig selv.”

Der burde have været 6, nej 7

hjerter til Strunk i Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens på alle mulige måder glimrende anmeldelse i Politiken i dag i stedet for sølle 4, og jeg forstå slet ikke det regnestykke, at overkill af poetisk intensitet resulterer i monotoni; jeg har sjældent læst en så forrygende FLERSTEMMIG bog, men jeg har rigtignok hørt lignende, mindst lige så meningsløse klager over Marianne Larsen, F.P. Jac, Morti Vizki, Simon Grotrian og senest Cecilies 1 år forskudte klassekammerat Signe Gjessing, godt selskab! - her anmeldelsens afslutning:

"Lind karikerer det lillepigede, til det bliver uhyggeligt, og driver skrøbeligheden ud, hvor den måske kan undergrave sig selv. For striden, som lillepigekroppen er kampplads for her, er ikke kun privat, den vedrører også den fetichering af uskyldsren, mager ungdom, som samfundet bekriger unge piger med.
Dét er den arena, Linds lyriske alter ego er en spinkel, men strunk gladiator i (passende nok, når nu bogen er kommet på forlaget af samme navn), og sådan her kæmper hun, når hun er bedst: »jeg hjælper det hjælpeløse på/VEJ med mit//KLYNK og med mit/glamour, med min trutmund og mine kinder, mit mit, og/mit//syge, jeg tager en tår, og trækker på skulder, jeg er EN SØD/TØS, en frisk pige, en gæv/alf//DET MEST GUSTNE GHOST du nogensinde har/kendt/til«.
CECILIE LINDS stil er blevet kritiseret for at blive monoton i sin intensitet, fordi de sproglige nydannelser og udsmykningen er så massive, at intensiteten simpelthen kollapser. Det er uden tvivl meningen. Alligevel er det opløftende, at Lind i ' Strunk' begynder at skrive en ny form for intensitet frem. Også selv om ensformigheden, som fortsat ligger i den særsproglige strøm af ord, lige så fortsat tynger. Sagen er, at uanset hvor meget monotonien er en tilstræbt effekt, og uanset hvor lidt der er noget galt med den, er den ikke nødvendigvis den mest interessante effekt. Og derfor er det ganske enkelt sådan med ' Strunk', at det er den bedste bog, Cecilie Lind har skrevet, men næppe den bedste, hun kan skrive."

Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad er rent glad og har ergo rent ret - et større citat fra hans desværre stjerne/hjerteløse anmeldelse:

"Man fornemmer undervejs Linds kreative dyrkelse af idiomer, klichéer, ordsprog og lignende, der sammen med børnesange - for eksempel -Jeg ved en lærkerede- (-og skarn være den der/ lurer på,// tå// bag slående/ lighed-) eller -Bamses Billedbog- (-kildne knæhaser, ømme punkter, allerfarligste sted, ikke røre/ kan du så/ lade være at være så sød og-) - udgør det sprogmateriale som Lind, i lighed med kollegaen Ursula Andkjær Olsen, arbejder med.
Tilsvarende hører man i -Strunk- konstant ekkoer af eventyragtige fænomener som spøgelser, alfer, trolde, slotte, monstre og prinsesser. Og netop prinsesserollen kan måske pege på nogle af de spændinger og tematikker, som digtsamlingen berører.
Vi befinder os nemlig i et, om man så må sige, piget univers med glitter, neglelak, eyeliner, dukker og så videre, men det er netop ikke et sukkersødt prinsesseunivers, der tegnes op: Vi har ikke at gøre med et medgørligt og underkuet, men et omskifteligt, uhåndterligt, selvbevidst og til tider vredt jeg, der siger fra over for omverdenens komplimenter, blikke og bemærkninger:-at jeg skræmmer liv ud af folk der/ rækker ud og siger/ søde pige du er en sød pige, men jeg nænner nok lige at sige/ dem/ TILBAGE at NEJ/ JEG/ er en ond/ PERSONAGE-.
Hun er -bitch på slot-, hun er en drilsk lolita, men hun er også -martret af ært-, som der står med henvisning til H.C. Andersens eventyr - nu med eksistentiel tyngde. Hun skriger, fordi hun også er et sygt og angstplaget jeg, der kæmper med sig selv og omgivelsernes idealer. Hun forsøger at holde sig strunk, men det er en evig kamp. Sådan pendulerer Linds langdigt hele tiden mellem forskellige stemningsniveauer: vrede, humor, sorg, glæde, ømhed, intimitet, afvisning, ensomhed etcetera. 
Cecilie Lind har lige siden sin debut, -Ulven åd min eyeliner- (2010), imponeret med sin store sproglige bevidsthed og legesyge tilgang - og med -Strunk- gør hun det endnu en gang. Hun kan gøre læseren rundtosset, men giver man sig tid til at lytte og læse, er der uendelig meget at komme efter.*

* * * * * * *

En Top 5 der kan sit alfabet

Nogle gange får man den bedste omtale i dårlige anmeldelser af andre. Martin Gregersen anmelder ikke-venligt My Eliassons debutbog et alfabet i Kristeligt Dagblad og tager afsæt således:

"Inger Christensens "alfabet" (1981), Halfdan Rasmussens "ABC" (1967), Per Højholts "6512" (1969), Eske K. Mathiesens "Den forelskede regnorm: et dyrealfabet" (2010) og Lars Bukdahls "Alfabeter fra Pluto" (2008). Sådan kunne en topfem over bøger, der bruger alfabetet som struktureringsprincip og kreativ spændetrøje, se ud. Når Bukdahl i et enormt humoristisk efterskrift til sin nævnte digtsamling lader den lille dreng Abraham konstatere, at det "værste ved ABC-bøger er, at man altid ved, hvad de ender med, nemlig Å", må man således hurtigt tilføje, at det bedste er, at der faktisk findes vidt forskellige, men på hver sin måde særdeles vellykkede ABC-bøger i den danske litteratur."

Jeg stiller lige Top 5'en ordenligt op:

1. Inger Christensens alfabet
2. Halfdans ABC
3. Per Højholts 6512
4. Eske K. Mathiesens Den forelskede regnorm: et dyrealfabet
5. Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto

Hvor ser det fornuftigt ud!

Ung anmelderhyring 5 (lost i Tunedal)

JEG DØMMER STIME! Nu har Kristeligt Dagblad hyret Martin Gregersen, der i nogle år har ageret akademisk pr nr. 7 (de skrev bl.a. forfatterskolebog sammen) med Tobias Skiveren, hyret af Jyllands-Posten. Hans første bog er en svær én, svenske Jenny Tunedals Kapitel 1, som to andre af de unge hyringer, Mikkel Krause Frantzen i Politiken og Linea Maja Ernst i WA (og Victor Ovesen på litteraturnu - og jubeloldingen Jørgen Johansen i Berlingske) allerede bravt og oprigtigt har knækket deres halse på - det kommer lidt til at ligne en kritisk kvind/manddomsprøve, og ikke mindre kvalificeret ruller Martin G sit anmelderhoved mod de komplekse kegler - her begyndelsen på hans lovende begyndelse:

Svenske Jenny Tunedals lyrik har knaster, men er oftest vellykket
Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, "Kapitel et", der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket."Kapitel et" kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, "Ensomhed undviger definitive definitioner".