Mig & Ulf - 3. del

Jeg kommer i tanke om - og måske var det faktisk grum, fjern bevæggrund dengang med plotspoilingen i min filmanmeldelse - at der var noget med - og jeg ved virkelig ikke af hvem eller hvor jeg fik det at vide, det er ikke googleligt   - at min far, Jørgen K. Bukdahl, cand. theol., i første omgang blev castet eller blev prøvefilmet eller bare blev overvejet til hovedrollen som præsten i (tidligere teologistuderende) Henrik Stangerups spillefilmsdebut Giv Gud en chance om søndagen, men så gik rollen i stedet for til (ligeledes tidligere teologistuderende) Ulf Pilgaard, ærgerligt nok!



(referat (fra den danske filmskat): Den unge præst Niels residerer i et lille, sjællandsk landsbysogn. Her gør han sit bedste for at få et forhold til lokalbefolkningen og vise dem, at kirken har en berettigelse i det moderne liv. Det kniber dog ikke bare for sognebørnene, men også for Niels selv at finde mening inden for kirkens vægge.)

(medvirkende, fra danskfil database - og hårdt min far ikke engang er med som "teolog" som hans ven Johs. Møllehave - og ikke-teologerne Nils Ufer!  og Jørgen Schleimann!!:

Ulf Pilgaard	Niels Riesing - præst
Lotte Tarp	Hanne - præstens kone
Vibeke Reumert	Hanne's mor
Ove Sprogøe	Præst ved Roskilde Domkirke
Ole Storm	Thorsen - savværksejer
Rachel Bæklund	Fru. Thorsen
Erik Nørgaard	Lærer Petersen
Ebbe Kløvedal Reich	Sig selv
Erik Halskov-Jensen	Arbejder I grusgrav
Annelise Halskov-Jensen	Grusgravsarbejderens kone
Knud Jansen	Rideskoleejer
Leif Trier Mønsted	Vækkelsesprædikant
Nils Ufer	Teolog
Jørgen Schleimann	Teolog
Arne Skovhus	Teolog
Johannes Møllehave	Teolog
Karl Andersen	Stoffer
Vilhelm Rigels	Organist
Henrik Stangerup	Kistebærer
Julius Larsen	Ringer
Mogens Andreasen II	Kordegn
Ole Michelsen
Pernille Kløvedal

Cikaderne findes, men

FINDES CERUTTER?

Cerutparameter

Nils Gunder hra opdateret om et foredrag og min farm han holdt i Aarhus, hvor han fik nye og gode historier; jeg udbad mig én og fik denne kostelige:

Nils Gunder Hansen Jørgen K. udmålte læsetid i cerutter. Så han kunne omtale en bogs størrelse på følgende vis: "Den tager sådan en 30 cerutters tid at læse".

 

Jeg har ikke cerutforstand, men jeg forestiller mig, at det vil tage mere end 30 cerutter at læse Kirsten Thorups hyper-intense, så godt som afsnitsløse WW2-roman, Indtil vandvid, indtil døden, som jeg netop har påbegyndt. 

Alt for oplagt vending jeg missede i min egen farbog

side 10

(mi fortrydelige fremhævelse) :

"Der gik nogle år. Så begyndte folk at tale om sønnen, Lars Bukdahl. Han var jo ikke så gammel endnu, men var som snydt ud af næsen på sin far og lige så klog. Måske kunne han engang løfte arven. Ligesom i dansk fodbold kunne altid har kunnet drømme om næste generation af Laudrup-dynastiet, kunne man måske drømme om næste generation Bukdahl-dynastiet."

Ny anekdote om mig som barn og min far som min far

Som jeg aldrig har hørt før og ingen erindring har om, og måske er den faktisk sand!?

På side 49 i Nils Gunders bog om min far:

"I en periode som lille ville Lars kun falde i søvn om aftenen, hvis hans far lå ved siden af i sengen. Det gjorde Jørgen beredvilligt, og så listede han af, når Lars var faldet i søvn. Lars regnede imildertid ud, at det forholdt sig sådan, fordi han far jo ikke var i sengen om morgenen, eller hvis han vågende om natten. Han insisterede derfor på, at værelset skulle låses udefra. Når Lars derefter var faldet i søvn, måtte Jørgen liste hen og banke sagte på døren, så han kunne blive låst ud."

DET TROR JEG PÅ! 

Min far anmeldt (godt) af sin monograf

- fra indledningen til Nils Gunders bog om min far (der er organiseret i 6 kapitler + forordet:

Forord. Manden i sommerhuset

Kapitel 1. Jørgen K. Bukdahls liv - en biografisk skitse

Kapitel 2. Telefornpasser på den hermeneutiske omstillingscentral

Kapitel 3. Skal man krybe helt ind i dyret? - Bukdahls forhold til kirke, kristendom og teologi

Kapitel 4. Hvor let er det bare at være sig selv? - Bukdahl om hin enkelte og om Søren Kierkegaard

Kapitel 5. Kun i samfundet kan man føle sig fri - fra Marx til Hegel

Kapitel 6. Dynasti: Den unge døde i generationernes kæde)

"Men det er vel også bare noget pjat med alt dette afguderi og idolatri og primitiv tro på en slægtslinje. Og atl det, sok optog os så meget, da vi læste det som unge, tåler vel sjældent det nøgterne tilbageblik fra den modne læser. I tankerne er jeg gennem årene med mellemrum vendt tilbage til Jørgen K. Jeg har skoset mig selv for det. Hold nu op med det dér, det er følelser og åndemaneri og luftspejlinger. Nogle gange har jeg også taget enkelte fa hans gamle artikler frem og læst dem. Jeg har nærmest gjort det for at forvisse mig om, at der selvfølgelig ikke var noget at komme efter. Og så har jeg fået chokket. Det holder. Der er i den grad noget at komme efter. Det er sandt, hvad mine følelser bliver ved at fortælle mig. Det er ikke forbi. Jørgen K. er død, men han lever alligevel. Og gcis jeg skriver en bog om ham og ikke mindst om hans værk, så kan jeg måske give ham lidt af det efterliv, han i så rigt mål fortjener.
  Jørgen K. Bukdahl kunne som ingen anden fremstille en tankegang, en teoretisk position, så den bliver forståelig, ikke i en populariserende second hand-forstand, men så den blev gennemlyst, også i sine dybeste forudsætninger, og på en måde , hvor man - upolemisk og sagligt - også kunne se, hvad den manglede, ikke havde med, ikke tog højde for og derfor med fordel kunne suppleres med. Han var en formidlende, inkluderende og syntetiserende tænker. Formidlende i dobbelt forstand, for samtidig med at han formidlede til læserne, formidlede han også mellem positioner, åbnede dem for hinanden. Det er en sjælden evne at have. Derfor stejler jeg også, når nogen siger til mig, at Jørgen K. jo ikke var en tænker, han var formidler med et underforstået "blot" foran. Måske er termen "formidler" blevet devalueret i vores tid, hvor der uddannes så mange af dem. Jeg synes i hvert fald, det er at gå fejl af mandens format. Han tænkte i høj grad, men han tænkte gennem, melle, over og under andres tanker."

Godt brølt om løven (som min faster, Else Marie, som han kaldte katten, kaldte ham)!

Min fars sidste breve læst at last

På fredag udkommer Nils Gunder Hansens bog Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl - hans liv, værk og aktualitet, hvilket er en vild ting og en vild bog for mig. Det vildeste og mest bevægende er de breve til hans forældre, Jørgen og Magnhild, mine bedsteforældre, fra ugerne før hans død, 2. august 1979, som citeres til sidst i bogen, og som jeg ikke har læst før - min far vidste, at han skulle dø af sin kræftsygdom, men det vidste jeg og min søster, Dorte, og hans forældre og hans søster, Else Marie, ikke (jeg citerer fra et tredje brev, om at læse Agatha Christie i krimi-kommentar i WA Bøger i fredags).

Fra et brev 19. juli (den her måde at holde ferie på = at min far og mor var hjemme, min far sengeliggende, og så tog Dorte og jeg på små ture med andre, fx til Anholt):

"Jeg får ikke lavet ret meget færdig; sygdommen er lidt besværlig - men jeg har med fornuftige læger at gøre - så det skal nok alt sammen./ Lars og Dorte er utrolig søde - det er som om de bliver voksne og sjove ved den her måde at holde ferie på. Og Dorte har jo sin svømning - selv om det måske er for dårlig vejr i dag til at svømme."

Sidste brev, fra 30. juli:

"Kære Far og Mor

Så kom børnene glade og velbeholdne hjem fra Anholt! De havde kun haft lidt regn den sidste formiddag - Så nu er der det normale "Leben" i huset igen - Jeg har lige læst Kielland - Garman & Worse - det er social kritik korrigeret med humor - i al fald på afg. steder! Men også, bitterhed, spotskhed, vemod!

Stor hilsen herfra
Jørgen. "

VEMOD INDEED!

Flere forhistoriske farbilleder

(tilsendt mig af Kaj Madsen - tak igen, Kaj!)

- studenterbillede, min far vender profilen til, midterst i øverste række, så næsen kan ses og måles

- de medvirkende i Genboerne, min far med det store skæg + byturen efter studentereksamen, min far forrest med klokke

Min fars dundrende sukces 1953

Genboerne opført på Kolding Gymnasium med min far i rollen som skomageren - anmeldelsen i den lokale avis noterer: "Det er meget svært at sige hvem der var den bedste, men efter bifaldet at dømme måde det blive jøden og løjtnant v. Buddinge ypperligt spillet af henholdsvis Jørgen Bukdahl og Holger Jepsen" (dokumenterne venligt tilsendt mig af klassekammeraten Kaj Madsen, der blandt andet skriver: "Både Jørgen og jeg spillede med i skolekomedien 1953. Det ved du måske godt, men jeg kan da fortælle at det var en oplevelse, undertiden lidt udfordrende for os andre, at leve op til Jørgens og Holger Jepsens utallige improvisationer.")

Anekdotiske forretningshemmeligheder

Jeg har lige mødtes med Nils Gunder Hansen, der er ved at færdigskrive sin bog om min far, Jørgen K. Budahl (som det også fremgår af et tekststykke i Korshøjen), og han fortalte mig indtil flere for vilde og fine anekdoter, som jeg ikke kan løfte sløret for her, fordi han selvfølgelig skal have lov til at gemme dem, han kan bruge, til sin bog, men højst mærkeligt at få fortalt gode historier om sin far (som andre har fortalt Gunder) i fortrolighed, så I skulle bare vide (hvad der skete ved Margrete Aukens forældres sølvbryllup), men sssh!

Alle veje fører til Veljby-Risskov

Jeg skulle finde en adresse oppe i Charlottenlund, ikke langt fra hvor vi bor, og straks læste jeg vejkiltet Jægersborg Allé som 

JØRGENSBARN ALLÈ

Sgu-fy-puha

I en eller anden anledning, jeg ikke kan huske, en vejfest eller en fødselsdag, lavede min far nogle lokale versioneringer af Shu-bi-dua-sange, under pseudonymet Sg-fy-Puha, og da jeg 2 år efter hans død oprettede skolebladet Musvågen sammen med mine venner Hans og Christian, bragte vi de sange som føljeton i de første numre, her er en af dem:

RISSKOV

SE SOLEN STIGER OVER JELLERNES SKOLE*
OG LUND** HAN ÅBNER SIN DØR
MENS ESKILS KONE STÅR PÅ HÆNDER FOR LARS WØRTS*
OG JELLEBAKKEN STÅR I FLOR

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
HUNDEN HAR TO SKØNNE ØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT LAND
FLISEN LIGGER TUNGT PÅ STIEN
LÆR'EN FÅR SIN MAD I KLASSEN
JELLEN ER EN DEJLIG DRENG

DER FINDES ANDRE MENNESKER END DEM FRA RISSKOV
DE BOR I AALBORG OG SNAPSER HELE DA'N
DET HAR VI LI'GODT ALDRIG NOGENSINDE GJORT
DE ANDRE BYER ER NOGET LORT

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
DE DER SIGER ANDET PLØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT
STED AT VÆRE
DER ER LI'SOM ATMOSFÆRE
RISSKOV ER ET YNDIGT LAND

MUSIK OG TEKST SGU-FY-PUHA

(* Jellebakkeskolen, vores skole i Vejlby Risskov, ** skolens pedel *** lærere på skolen, LW min elskede dansk- og klasselærer)

- også derfor kan jeg virkelig ikke se det som en kritik, når en vis Michael N i en 1 stjernes-brugeranmeldelse på saxo.dk sammenligner Korshøjen med Shu-bi-dua:

"Lars Bukdahl har skrevet en digtsamling om sin døde far. Forfatteren, der senest udkom for otte år siden, er dog noget stiv i leddene og skriver sig underligt sidelæns og ufokuseret ind på emnet. Bogen begynder med 12 (tolv!) digte om familien Bukdahls næser. Enkelte steder kan man høre Piet Hein hviske i næseteksterne, men det forbliver en hvisken, forfatteren maveplasker ustandseligt. Det almengyldige udebliver og man efterlades med en flad Shubidua-fornemmelse. For eksempel i digtet på side 37. Det består kun af følgende to linjer: ”At få en stor næse er ikke nødvendigvis/det samme som at få en lang næse.” Man forventer næsten, at Michael Bundesens dybe røst tager over, og man frygter under den videre læsning, at vi også skal høre om Bukdahls Vuffilivov eller andet, der hører hjemme i kartotekskassen med Shubbernes tekster og anden morfarhumor. Når det er sagt, så skal man ikke forvente, at Bukdahls stemme i digtene kun er den ældre humorists. Undervejs er han også ”totalt jaloux” og ”toppinlig.” Vi mangler bare, at han udbryder LOL eller OMG. Flere gange spørger man sig selv, om det er en skolepige eller voksen mand, der skriver."

Ar skrive som en blanding af Shu-bi-dua og en skolepige, det er smukt gået, synes jeg nok. 

Min far antruffet på fællesarealet

- fra erindringstekst af historikeren Steen Busck, vores nabo til højre, i nr. 55 fra 1980  (faderlig bonusinfo: Jes Adolphsen er (1972-fødte) Peter Adolphsens far):

"Så en dag først i 70'erne skulle jeg ud og spise til middag hos min gode ven Jes Adolphsen, som var filosof og marxist. Marxister var der mange af dengang. Han boede ude på noget, der hed Korshøjen i Vejlby Nord.
(...)
 Et stykke nede fandt jeg den vej, der hed Korshøjen. (Mærkelig nok har man kun brugt de gamle marknavne til kirken, som er opkaldt efter den ene af Vejlbys fire store vange, Ellevang. Resten: Nordland, Byløkken, Espedalen, Kanehaven og vist nok også Korshøjen m.v. er lokaliteter på Samsø). Der lå en stor flad butik. Nordland Super stod der. Jeg havde glemt at købe rødvin, så jeg gik ind. Det var heldigvis fredag.
(...)
Jes boede i Korshøjen nr. 7. Han åbnede vinen med det samme. Han var ikke afholdsmand, men det var sjældent han fik vin, sagde han. Huslejen tog alt, hvad de havde. Jeg spurgte, hvordan en god marxist som han kunne finde på at købe hus. Det var ikke købt, sagde han, de sad til leje. Det var der mange, der gjorde. Husene var ikke til at sælge. Det kunne jeg godt forstå, sagde jeg, sådan som de så ud. Det ville han slet ikke høre på. Det var alle tiders huse, meget bedre end parcelhuse. Det hele var næsten som et eneste stort kollektiv, sagde han. De rendte ud og ind ved hinanden, spiste sammen, og de var marxister næsten alle sammen: Flemming Harrits, Jørgen Bang, Østerud, Johs. Østergaard, Hans Fink, Jørgen Bukdahl, Peer E.Sørensen oppe på Skodshøjen og Torben Vestergaard inde ved siden af i nummer 3. Jeg kendte hele banden inde fra universitetet og var nu ikke sikker på, de var marxister alle sammen. "Og se haven", sagde Jes, "den er ikke ret stor. Alt det andet er fællesarealer. Vi har lavet både fodboldbane og legeplads med kravlestativer og alverdens ting, altsammen fælles."
Jeg skulle absolut med ud at se det kravlestativ. Der kom en fyr anstigende hen over legepladsen med bare tæer og en hel stribe unger bagefter sig. Jeg kendte ham godt. Det var Jørgen K. Bukdahl, et af de klogeste hoveder inde på universitetet. Han plejede at snakke så højfilosofisk, at det ikke var til at forstå. Nu snakkede han om kravlestativer. Det var ham, der var hovedmanden bag værket, sagde Jes. Jørgen var flyttet ind i Korshøjen 53, før blokken var færdig. Det var i 1968, det år deres ældste, Lars, blev født. De havde fået rigget en primitiv telefonledning til ned til huset i tiden op til fødselen. Jørgen og Lise havde købt for 250.000 med en udbetaling på 50.000, som de havde lånt i banken. Det var mange penge. Og det var noget værre roderi, én stor byggeplads det hele, med forskellige bygherrer for hver blok. De kunne ikke sælge husene, så de måtte leje dem ud, indtil der kom nogle bedre låneordninger.
Hjem til pizzaen. Den smagte noget så dejligt, og Jes havde en flaske rødvin mere end den, jeg havde købt, viste det sig. Den slap nu hurtigt op, for der kom en pige, en af naboerne, der var røget uklar med sin mand. Det måtte vi høre en hel del om, mens hun drak en masse rødvin."

Tak for det glimt, Steen!

Billeder af min far

 

(ca. 1979 - foto: Søren Hindsholm (cigarfotoet nedenfor er taget af hans far))

Billeder af min far og mig med piber og cigar

Billeder af mig og min far

Mit stikord i forlægget

side 81 i Orissa:

"Jeg længes efter min far."

Sentimental denim

Min far,
som døde 
i 1979,
havde akkurat
sådan en
cowboyjakke
(men nogle
andre briller
og intet
hageskæg)

Tidsskriftstjekliste, far-udgaven, med mor-note

Tidsskrifter, min far, Jørgen K. Bukdahl, har redigeret:

Kritik 1970-71 (medredaktør)

Tidsskrifter, min far, så vidt jeg kan huske (flere spørgsmålstegn), har bidraget til:

Dansk Udsyn
Exil (ret cool blad, i sin sene poststrukturalistiske fase - og ret cool navn egentlig)
Højskolebladet
Kredsen/Studenterkredsen
(?) Kontext
Kritik
(?) Perspektiv
Politisk Revy
(?) Selvsyn
Tidehverv
Vindrosen

- og kunne han da ikke bare have haft en enkelt tekst med i ta'?

. min mor, Lise Togeby, har vistnok også bidraget til Politiks Revy og Tidehverv, måske med flere; hun redigerede en overgang Politica, tidsskrift for statskundskab

Gunder skriver bog om min far!

Litteraturprofessor Nils Gunder Hansen fylder 60 i morgen, og TILLYKKE med det, han er en sjældent klog og skarp af en reaktionær litterat at være og altid er en illuminerende fornøjelse at skændes med, men kan alle, også avisen, lade ham være i fred det næste halve år, så han kan få skrevet den bog om min far, som han ifølge fødselsdagsportrættet i Kristeligt Dagblad meget vidunderligt har planlagt:

"I det kommende efterårssemester, hvor han har undervisningsfri, er hans plan at skrive en bog om teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som kun 43-årig i 1979. Nils Gunder er interesseret i Bukdahls særlige intellektuelle profil i et bredtfavnende spektrum af emner om blandt andet Marx, Hegel og Kierkegaard."

 

- Gunder, kom hen til det skrivebord!