Viser opslag med etiketten næse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten næse. Vis alle opslag

mandag den 24. august 2020

Næsen i klemme

Niviaq Korneliussens splintrende hårde roman Blomsterdalen er OGSÅ, fik jeg ikke sagt i min anmeldelse, ligesom sidelæns af sin grumt nedtællende handling en roman, der for fuld, klartseende kraft, punket pædagogisk demonstrerer, hvad racisme, mikro og makro, er, hvor plat og subtilt den udøver sin terror i hverdagen (og det modsatte af hverdagen) -

men romanen forstår også at bide tilbage, denne sene passage gør særligt ondt på nærværende storsnudede anmelder:

"Jeg lukker mine øjne og kommer i tanke om et bestemt sted, vi ofte sejlede til, da jeg var barn. En lille, hemmelig bugt bag ved et fjeld, der ligner en kæmpe dansk næse."

Blomsterdalen

mandag den 22. april 2019

Alt for oplagt vending jeg missede i min egen farbog

side 10

(mi fortrydelige fremhævelse) :

"Der gik nogle år. Så begyndte folk at tale om sønnen, Lars Bukdahl. Han var jo ikke så gammel endnu, men var som snydt ud af næsen på sin far og lige så klog. Måske kunne han engang løfte arven. Ligesom i dansk fodbold kunne altid har kunnet drømme om næste generation af Laudrup-dynastiet, kunne man måske drømme om næste generation Bukdahl-dynastiet."

lørdag den 10. november 2018

Fodnote til næsespor

(i Korshøjen-bogen)

DIN NÆSE
ER 
DIT ANSIGTS 
NISSE,
DEN FLYTTER
MED
OG HAR 
VÆRET LÆNGE
UNDERVEJS
 

torsdag den 14. juni 2018

fredag den 30. marts 2018

Rosen til billedet på næsen og dets meta-sjovhed

Min ikke voldsomt glade anmeldelse af Pua Tafdrups nye digtsamling Synet af lys i WA Bøger i onsdags mistede i sidste øjeblik, pga.. pladsmangel, denne glade slutning:

"Mit nr. to favoritdigt af Pia Tafrdup 2018 er selvfølgelig ”Seværdighed”, og ikke bare, fordi det handler om digterens store næse – lidt kontra meta-temaet – men fordi det har det sjovt med at handle om den næse, fordi en humoristisk metafor så nemt som ingenting sgu lykkes:
  ”Bedst som jeg stiller mig på en plads i Kunming/ for at se op på en pagode,/ stiller kineserne sig på pladsen, ikke så meget/ for at betragte mig, som for at se min næse,/ i Kina er min næse lidt af en seværdighed.// Smil vrider sig frem, så flækker kineserne/ af grin over hvor grim en stor næse er,/ det er tilsyneladende længe siden,/ de har moret sig så kosteligt i Kunming,// for min næse minder nok kineserne/ om en fritstående pagode,/ i det mindste er den for stor til/ at være andet end en vittighed."


pagode
-->

søndag den 25. februar 2018

torsdag den 8. februar 2018

Min egen reelle og realistiske næse

Jeg skulle i går i en podcast karakterisere - personligere bliver det ikke!  min egen næse (apropos næsetemaet i Korshøjen (jeg er ikke blevet interviewet om egen skønlitteratur i mindst 20 år, højst chokerende som sådan)) og nåede frem til:

Mix af ørne- og kartoffelnæse
(ørnen mest fra Togeby-siden, kartoflen mest fra Bukdahl-siden)

- og så var der dengang Janina Katz - dybt og hårdt savnet, person såvel som skrift! - til eftterårsreception hos Borgen/Vindrose ved toppen af trappen ned til haven nærmest råbte, kløvende sit eget fantastiske træskonæb gennem luften:

- Larz! Hvor har du den næze fra!!??

- Hjemmefra! Burde jeg have svaret

Billedresultat for lars bukdahl

Om fiktivt næseformat

- fra Morten Things mursten De danske vittighedsblades historie:

"Når det nu drejer sig om visuelle koder for, hvordan en jøde ser ud, så er næsen helt uden sammenligning den vigtigste kode. Jo større næse, jo sikrere er identifikationen. Antropologen M. Fischberg har målt over 4000 jødenæser i New York omkring sidste århundredskifte. Hans resultat var:

                             % mænd    % kvinder

lige                            58               59

buet                           14               13

opadstræbende          22               14

flad, bred                    6                14

Skulle vi tro ikke blot vittighedstegningerne, men næsten alle tegnede eller malede jøder, burde der have stået 98,9 % ud for 'buet'. Men denne undersøgelse viser, at den jødiske næse er en opfindelse, en visuel konstruktion. Det gode ved konstruktionen er, at det gør det let at tegne en jøde; det dårlige ved den er, at alle, selv jøder, tror, der findes en særlig 'jødenæse'."

tirsdag den 23. januar 2018

En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:
Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

søndag den 3. august 2014

Jeg mødte min avatar i Søndermarken fredag aften


 

Parliament

On Mothership Connection (1975), the first track, "P Funk", concerns a DJ character, who inspired the Lollypop Man (alias the Long Haired Sucker). According to Clinton (who shares credit for the song with Bernie Worrell and Bootsy Collins), he was frustrated that radio stations refused to play his songs and invented his own station (called W-E-F-U-N-K) and a DJ to man it.
On Mothership Connection, Starchild first appeared (inspired equally by Sun Ra's "Black Noah" and Jesus); he is a divine alien being who came to earth from a spaceship (his arrival is "the Mothership Connection") to bring the holy Funk (with a capital "F": the cause of creation and source of energy and all life) to humanity. As it turns out (according to The Clones of Dr. Funkenstein, 1976), Starchild secretly worked for Dr. Funkenstein, the intergalactic master of outer space Funk, who is capable of fixing all of man’s ills, because the "bigger the headache, the bigger the pill" and he’s the "big pill" ("Dr. Funkenstein", from The Clones of Dr. Funkenstein). Dr. Funkenstein’s predecessors had encoded the secrets of Funk in the Pyramids because humanity wasn’t ready for its existence until the modern era. The titular "clones" are the Children of Productions whose job is to ensure that everyone is on the One.
Starchild’s nemesis is Sir Nose D’Voidoffunk ("Sir Nose Devoid of Funk" from Funkentelechy Vs. the Placebo Syndrome, 1977). Inspired by the single "The Pinocchio Theory" by Bootsy's Rubber Band, Sir Nose attempts to end the Funk because he is too cool to dance. He is the master of the Placebo Syndrome, which causes unFunkiness (a combination of stupidity and no dancing). His goal is to place the minds of all humanity into a state called the Zone of Zero Funkativity. Starchild, on the other hand, uses his Bop Gun ("Bop Gun (Endangered Species)", from Funkentelechy Vs the Placebo Syndrome) to achieve "Funkentelechy" for all humanity. With the Funky powers of the Bop Gun (which are augmented by the Flash Light....Shine the light on them suckas!!!), Starchild causes Sir Nose to reach Funkentelechy, and find his Funky soul. He then dances away the night.
Sir Nose’s return (along with ally Rumpofsteelskin) is detailed on the Motor Booty Affair (1978). Here, Sir Nose is too cool to dance or swim, but Mr. Wiggles and the good citizens of Atlantis (a place where one can dance underwater without getting wet) cause Sir Nose to dance the Aqua Boogie. At the end of Motor Booty Affair, and after Sir Nose's defeat, the citizens of Atlantis raise their home out of the sea on the song "Deep" ("We need to raise Atlantis from the bottom of the sea, dancing 'til we bring it to the top ...").
On Gloryhallastoopid (1979), Clinton flips the script on "Theme From The Black Hole" (later sampled by Digital Underground for "Same Song") and allows Sir Nose to win one battle by turning Starchild into a mule. While gloating over his victory, Sir Nose alludes to multiple songs from Funkentelechy and Clones, mockingly referencing the scat singing from "Sir Nose" ("humdrum, twiddly-dee-dum Starchild!"), and pointing out the fact that Starchild is temporarily without weapons or allies ("Where's your flashlight? Where's your bop gun? Where's the Doctor [Funkenstein], Starchild?"). Sir Nose’s machinations are undone three tracks later by the "Big Bang Theory", which reveals that the Funk caused the creation of the universe, though the only legible clue is the ethereal backing vocal line, "So we the clones were designed."
Another Sir Nose appearance is on Trombipulation (1980), where he traces his ancestry back to the Cro-Nasal Sapiens, who were especially Funky, leading Sir Nose to reclaim his Funky heritage, along with his son, Sir Nose Jr.
The last recorded Sir Nose guest spot is on the lengthy 1982 song Man's Best Friend/Loopzilla off of the P-Funk Stables last commercial hit, Computer Games. In this song Nose says, "This sounds familiar! Let me stick my nose in it and see what I smell this time! Ahahahaha."



søndag den 26. januar 2014

Må kun læses af næseaber

En stor næse har jeg haft siden den dybe pubertet, og der er aldrig nogen, der har kaldt mig næseabe (men flere (forfattere), der har konstateret eller gjort grin med min næses storhed (og ikke kun Rifbjerg, udseendeforhåneren par excellence)), men det kunne der have været, og måske er der nogen, der gør det nu (der er for øvrigt en sekvens i Tintin-hæftet Flight no. 701 til Sidney, hvor skurken Alan griner af en næseabe, indtil han opdager, at den ligner overskurken (og ved hans første optræden jødekarikaturen) Rastapopulos) - og jeg fortæller altid historien om salig Janina Katz, der selv havde et fantastisk træskonæb af en næse, der trak mig til side ved en Borgen-reception og spurgte: Larszz, jaj har tænkt majet over det: hvor har du din næsze fra (underforstået: når jeg nu ikke er jøde)? Svaret er store, sære næser på både mødrene og fædrene (mestendels etnisk danske) sider, der tilsammen er konvergeret til denne enestående extremitet -

lørdag den 6. juli 2013

ANTI-PROSIT

Et nys
er et skrig på hjælp

fra næsen,
der vil fri

af ansigtets flade,
elendigt asfalterede

(alle de huller)
landingsbane.