Citroenen i Radiohuset

Vi sad pænt ned på 4. række til fineste, frydefulde koncert i Radiohusets Koncertsal i går aftes med Nikolaj Nørlund og Copnehagen Phil, der opførte albummet Skamskudte fugle plus bonus-hits. Det gav de bedste kuldegysninger at opleve Maria Laurette Friis fremsige Cecilies telefon-besked-linjer til sidst i "Forrest i skibet", og så er der jo for syv søren en CITTROEN med i omkvædet til "Flagermus",sunget, altså omkvædet, af Friis ligesom på pladen, og lad og sige, at det er en CITROEN AMI (der så altså er åben, hvis en Citroen Ami kan være det, det kan den vel i princippet godt):

"Allerførst ser jeg flagermus flakse og skrige
En fredag i mørket rundt om farmors sommerhus
Allerhelst så jeg dagene, allerhelst så jeg dagene
linet up som bud på en rækkefølge

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

Næste gange, jeg ser flagermus, er du hastigt på vej
mod en anden tidszone som en anden mands kone
Først, først til allersidst kommer løsningen
i kuvert på en bakke med en blomst og en smule sødt

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

En KD-anmeldelse, der ikke skulle være

Kristeligt Dagblad  har flere gode poesianmeldere, blandt andet Martin Rohr Gregersen, der på Facebook har skrevet disse skarpsindige ord om Korshøjen:

Martin Rohr Gregersen ·

Jeg læser OrissaBiblioteket (1-4), der netop er udkommet på Forlaget Kronstork (http://kronstork.dk/boghandel/orissabiblioteket-1-4). Det er et fint koncept, som Kronstork har iværksat – og heldigvis har det også medført nogle interessante værker af Lars Bukdahl (’Korshøjen’), Rasmus Halling Nielsen (’Norske stjerner’), Cecilie Lind (’Ragusa’) og Mads Mygind (’Bergamo’). De fortjener at blive læst, synes jeg. Andre har fået opgaven i avisen, så her er mine første facebooktanker om førstnævnte:
SNYD NÆSEN
I sin nye bog, ’Korshøjen’, skriver Lars Bukdahl famlende, gestikulerende og sø(r)gende dagbogspoesi om tabet af sin far, teologen og filosoffen Jørgen K. Bukdahl, der døde som bare 43-årig i 1979. Det kan måske lyde som navlepilleri (næsepilleri), og det er det for så vidt også, men heldigvis rækker bogen også, når den er bedst, ud mod læseren. Hvordan? Som poesi, der undersøger og fremviser sorgens og savnets beskaffenhed; som poesi, hvor sorgen og savnet har sat sig skriften, i form af en følsom punktfiksering eller sårbar fragtmentarisme: anekdoterne, piben, cigaren, køjesengene, Citroën Amien, cowboytøjet, Maoskoene, det store værk (der aldrig blev til noget) og ikke mindst: NÆSEN, den karakteristiske næse, Bukdahl-næsen, der er gået og går i arv. Enkelttingene og detaljefokuseringen er en måde et komme i kontakt med fortiden på, det er en måde at erindre på. Faren er der ikke, men han er der i kraft af (erindringen og andres erindring) om disse ting. Derfor kan Bukdahl forsøge at skrive digte om farbilen (Citroën Amien), men ikke om faren. Det er den efterladtes måde at nærme sig og fastholde den tabte eller fraværende på: den afdøde, faren, som en sammenstykket konstruktion. Eller som der står et sted: ”det føles som sådan en/ forpulet konstruktion at tænke på ham nu,/ føles som latterligt Lego, som ingen god/ leg”.

Ikke-digt om Citroën Ami / digt om Citroën Ami

Fra Korshøjen, 2018:

-->

Først var der farbil (rød Citroën Ami) og morbil (orange (?) Morris Mini) og så var der fællesbilen (grøn Saab), jeg husker farbilen tydeligere end min far, ikke bedre, tydeligere, den kan jeg skrive digte om, det kan jeg ikke om min far

Fra Skyer på græs, 1991:

CITROÊN

Et sted under
den samme sne
står min barndoms
røde Citroën Ami
og når til klarhed
om alt og måske
også mig




- ikke den specifikke farbil

Kapitel 6 er motoriseret

Lars Bukdahl: Tyk 70erroman. Forlaget Kejser

KAPITEL 6

morbil




farbil