søndag den 28. januar 2018

Tues fine bunke / Bunkens fine Tue

Tue Andersen Nexø anmelder i Information, som den første, alle 4 bind i OrissaBiblioteket på én gang, præmie til ham bare for det (siger det forkælede barn i flokken, med 2 særanmeldelser i lommen).

Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:

"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."

Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:

"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."

Det bedste er den kollektive konklusion: 

"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde.
Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar