Den originale polygrelhed

Det er slående, når man (omsider) igen sidder med Najas Balladen om Bianca, hvor meget den ÆSTETISK ligner en forgænger til Christina Hagens  Boyfrind og Jungle (bevidst eller ej): Det monstrøse bogformat, flerheden af stemmer/genrer/formater(fonter/pitcher) nede i teksten, men frem for alt den grelle, kulørte, pågående, overblown billedside (som Kim Lykke står for i Bianca):

- fra Bianca:

 

 fra Jungle: 

Men Bianca er stadig borte

på snart 5. år, altså Najas i enhver forstand storværk - og efter min mening også hovedværk . (i samarbejde med grafikmakker (og svoger) Kim Lykke) Balladen om Bianca! Som jeg glemte på gulvet i et bogmesse-telt i Oslo i oktober 2008, jfr. denne tidlige og restaurerede blogpost, og som forhåbentlig stadig befinder sig i den norske blogforsker Martin Grüner Larsens trygge varetægt: der er er jo altså bare det, at jeg savner hende pænt grusomt, fordi hun med tiden jo ikke er blevet mindre unik, i al sin smukke monstrøsitet, tværtimod. Jeg vil have Balladen atter!