Glemte også denne store anmeldelse

(link HER) af Orissa-biblioteket i Atlas skrevet med voldsomt poetisk engagement og temperament af Malte Frøslev - uddrag fra afsnittet om Ragusa:

"Som hos Julén er der noget ved stemmen i Ragusa, der virker ind på det, der står; stemmen i Orissa der renser sprogets tomhed med sorg. Men hos Lind er sproget ikke tomt. Det har tværtimod fylde. Der tales ikke i tomme floskler om tristheden og graviditeten. Det er hårde sætninger. De er ikke patetiske eller præget af den samme plathed, som sætninger i Orissa er. Det er skønne og poetiske sætninger. Det er forfærdelige. Det er sætninger med kærlighed; virkelige. Det er ikke en rensning, som Juléns konkretpoetiske projekt. Stemmen her virker mere som en elektrisk ladning, der oplader skriftens fylde med en tristhed. Som når Lind skriver »drak blot mælken og forlod huset // man må formode at jeg havde til hensigt at / søge mod havet«, oplades modermælken med en sorthed, og havet bliver en slags determineret endeligt for livet, der i første omgang kom derfra.
Formen fra Orissa bliver i Ragusa brugt som et opbrud, ikke af det enkeltstående og løsrevne som hos Julén, men af sætningernes fortsatte løb fremad."

Bunken er et trinbræt i Nordjylland

Bunkeanmeldelse i Jyllands-Posten i dag af OrissaBiblioteket ved Nicklas Freisleben Lund, der giver en samlet karakter på 4 stjerner; Korshøjen og Ragusa siger han pæne og kloge ting om, se bare  (men jo mere Ramus Hallings Norske stjerner bliver disset, og det bliver den også her, jo gladere bliver jeg for den, som den laser-dadaistiske, viist maskinelle juleleg den er og jeg fra starten af elskede den som):

"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«. Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og helt væk, long gone«.

De sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje »PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.

God er også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende, strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed (behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende spændingslinje."

Sætningen er ikke ren, men rytmisk

Altså ved siden af de 2 x 5 hjerter er Benedicte Guid de Thurah Huangs læsning af vores vores 2 bind (og i mindre grad læsningen af Myginds og Hallings Nielsens 2 bind, der fortjente henholdsvis 2 og 1 hjerter flere end 3 og 4) i hendes Politiken-anmeldelse af OrissaBiblioteket bare meget fin og klog og - i forhold til min egen læsning (og hvad Korshøjen angår skrivningsintention - rigtig:

Om Ragusa står der blandt andet:

"MÅSKE TAGER Cecilie Linds ' Ragusa' afsæt i Juléns digt: »Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn«. Blot skriver hun ikke om at være barn, men om at være med barn, gravid. Det er svimle, uhyggelige og smukke digte. Hvor Juléns sætninger altid er afsluttede udsagn, lader Lind sine kæntre hen over siderne, så ord som »hyl« eller »kvalmen« kan stå for sig, spinkle og hårde. Det betyder, at jeget ikke altid er centrum for digtet. Og det er der en pointe i, for jeget i ' Ragusa' er, hvis ikke invaderet, så overrumplet fra flere sider. Hun peges ud af fingre, der er »helt hærdede af at røre ved hud« eller »aes halvt ihjel«, mens hun samtidig udvides indefra: »en mave svulmende, strækmærker og mismod«"

Om Korshøjen står det blandt andet:

"Samlingen åbner elegant ved over de tre første opslag at præsentere farens navn: »Jørgen //K. //Bukdahl«, som introducerende stills i en film. Navnet er vigtigt, det er del af den rest, den efterladte sidder tilbage med og prøver at presse mening ud af. Ellers udmærker ' Korshøjen' sig snarere ved omstændelighed end elegance. Det kan jeg godt lide. Jeget standser ofte sig selv med præciserende parenteser. Sætningen er ikke ren, men rytmisk, flere steder splittet af mange indskud og kommaer som her: Vi kaldte ham ikke far, men Jørgen, nåede aldrig frem til at kalde ham far, vi begyndte at kalde vores mor, der hed Lise, mor, da han, Jørgen, døde, ingen af os ved, hvad vi skal kalde ham, når vi taler om ham nu () Der er noget kroget og brudt ved stilen, der ligner de store, kløvede familienæser, som mange af digtene drejer sig om. Det uperfekte kan være et værn mod patos, men det uperfekte er også skrøbeligt. Bukdahls digte tillader sig den skrøbelighed, at jeget udstiller sin usikkerhed: »Min far (kalder jeg ham det her, ' min far', i stedet for Jørgen? ja, det gør jeg nok)«, sin mangel på minder og sin tendens til at ville vige udenom - sin lyst til at skrive ' man' i stedet for ' jeg'."

Ikke mindst kan jeg godt lide sætningen og karakteristikken: "Sætningen er ikke ren, men rytmisk." (vs. Vangshardt i KD, der nøjedes med at finde den slags syntakskrumspring "grimme"). Sådan vil jeg i hvert fald gerne have, at det er!

BREAKING: HEART-NEWS!

Den korte udgave:

Den ultrakorte opsummering (kommentar af Helle Helle på FB - tak for den, Helle)

Tues fine bunke / Bunkens fine Tue

Tue Andersen Nexø anmelder i Information, som den første, alle 4 bind i OrissaBiblioteket på én gang, præmie til ham bare for det (siger det forkælede barn i flokken, med 2 særanmeldelser i lommen).

Selvfølgelig og helt rimeligt mener han, at Lind-bindet, er det betydeligste:

"Tættest på den oprindelige, og også mest spændende, tror jeg, er Cecilie Linds Ragusa, små noter om graviditet og mental skrøbelighed. Hendes skrift kan ellers godt blive en næsten uigennemtrængelig mur af ordspil og henvisninger til en piget og sort gotik, hvor måner og feer og perlekæder danser runddans med døden og trangen til at ødelægge sig selv. Det klæder den helt enormt at blive ordknap. Så får det oppiskede sprog modvægt af noget både hverdagsligt og trøstesløst."

Han er også glad for Myginds Bergamo og knap så glad for Hallings Norske stjerner (som jeg er virkelig begejstret for, finest knirkende maskine jo da!) og i rimelig grad indtaget i Korshøjen:

"Lars Bukdahl er digter, men jo først og fremmest kritiker på Weekendavisen. Han er også kæreste med Cecilie Lind. I sit bidrag, Korshøjen, skriver han om sorgen ved den foregående, snarere end den kommende generation. En af sætningerne i Orissa lyder i al sin enkelthed »Jeg savner min far«, Bukdahl skriver så om sin egen far, teologen Jørgen K. Bukdahl, der døde som 45-årig for snart 40 år siden. Det er rørende, selvfølgelig, og også nyt i forhold til Bukdahls tidligere digte, at han skriver så direkte og nærmest ukunstlet om sorgen. Erindringslimt fra livet som barn - med faren - og fra den morgen, faren lå død i sengen, blander sig med noter om det stadige savn. »At evigvente i børnehavehelvede på Citroënlyd// Cigar// At ryge cigaren, jeg prøvede engang at ryge en af hans cigarer, jeg kommer aldrig til at ryge cigaren// Chokoladekiks som MIN cigar (at fejre i Citroën Ami at være på vej HJEM fra børnehave)« Jeg kan godt lide blandingen af tab og barnlig fryd, der ligger i de her linjer. Derudover føles bogen mest af alt afklaret, på trods af alle Lars Bukdahls parenteser og indskud og store bogstaver nærmest stilfærdig. Korshøjen - den gade, hvor barndomshjemmet lå - skriver om et mørke, der har fundet sin plads, som ikke længere overvælder én og vælter livet omkuld. Det er også fint."

Det bedste er den kollektive konklusion: 

"Orissa-biblioteket er en enormt sjov og god og vellykket idé. Selvfølgelig er der tale om et formeksperiment og en stiløvelse, men på den allerbedste måde.

Og hvornår er det? Jo, når de nye formkrav tvinger forfatternes skrift nye steder hen og giver plads til nye stemninger, nye udsagn, nye former for præcision. Når kravene udvider digternes virkefelt og måske også udvider litteraturens."

Også du er anmeldt i dag!

og anmeldt godt, altså din bog, i OrissaBiblioteket, Ragusa, også i WA Bøger, bunket sammen med Rasmus Hallings og Mads Myginds bind, af Klaus Rothstein, som af dinn knivskarpt fordrømte og anelsesfulde tekstserie gladelig provokeres til at fantasere om både barnefødsler og selvmord og afslutningsvist geråde i ordspillende freestyle:

"Intet falder til jorden i denne tekst, det hele hænger og dirrer lige over gulvhøjde med en følelseselektrisk superanspændthed, der er fuld af tunge billedsymboler om kvindekroppen (»min valmue der visnede« ) og nerver, negle, slim, sminke, gråd, kvalme, navlestrengen, halebenet. Jeg'et er »meldt savnet - fordi - fordi det er mit/eget bedste, jeg vil ikke findes, men jeg bør/findes«, som det hedder i tekstens livskamp, hvor man frygter for det hele, når den gravide konstaterer, at »jeg har ikke hjertet med i det/det er formålsløst«. På den anden side er der også »omsorg i sinde«, altså en beskyttelseshensigt, der er så porøs, at sætningen også kan læses som »om sorg i sindet«. Cecilie Lind skriver eventyrsk fuldmånebelyst uheldsvangerskabspoesi, scarrylyrik, kunne man kalde det, med en unheimlichhed, som ingen andre danske digtere mestrer. Det er hårdt og godt."

Citater fra bøgerne, bogen

-->Cecilie Lind: Ragusa, side 55-67: 

"bittert

jeg har ikke noget vigtigt at sige,

alt falder til jorden

strejfer omkring i mørket og bider negle

mens jeg nynner

som en sindssyg

mens jeg kan

lånte fjer og diademer, pynten er mere pynt

end nogensinde før

at tilse den der græder og gide det"

Mads Mygind: Bergamo, side 55-67:

"klokken er 15:32

et regnskyl rydder gaden

eftermiddagen er under afvikling

jeg er i tvivl om hvor byen hører op.

På museet står der på et håndskrevet

skilt at udstillingen er under ombygning:

ombygningen virker udstillet.

Længe før det bliver aften

er eftermiddagen overstået.

En kvinde trækker en tung duft af parfume

efter sig på gade"

Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner, side 55-67: 

"förmäga burkar i TIDE

formoder i tiden indgår kar

FORM ODER I TID INGÅR KAR

form oder i tid deri kar

FORM ODER I TID DERI KAR

Forrest i tordens ansigt sølvklar

FORREST i jorden FACE ssilver fartyg

slier fattigt, fattigt

S"

Lars Bukdahl: Korshøjen, side 55-67

"Jeg kan bliver helt desperat af anekdoteløshed, selv om den, anekdoteløsheden, er bevis nr. 1 på det allestedsnærværende nærvær

Jeg kan huske, at jeg havde stjålet mønter fra ham og min mor, og at de rullede ud af mine bukser en aften, da han sagde godnat, og han tog bukserne op eller foldede  dem sammen eller noget, og at han var helt stille, bare sagde, at hvis jeg skulle bruge nogle penge, så skulle jeg bare spørge, og giv mig, please, en anden anekdote end den

Jeg fortæller altid, at han støttede mine excentriske karikaturgriller og en lang række lørdage kopierede de Alfred Schmidt-tegninger, jeg (med gule ark) markerede i de samlede årgange af Klods-Hans, på Statsbibliotekets kopimaskine (forhåbentlig er de kopier ikke BRÆNDT!), det er det, jeg helst fortæller i hele verden, dér, jeg helst vil være tilbage og være med ham, dér, jeg virkeligst og sødest ER tilbage med ham

Der er foto-anekdoterne, og jeg har fortalt så mange gange, at jeg var helt vildt pinlig over, at han i London Zoo med glasset imellem gnubbede næser (NÆSER) med gorillaen (der var også næse-aben i Tintin-albummet Rute 714 til Sidney og skurken Allan, hvis næse ligner næse-abens (og min/vores))

Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for det synes jeg simpelthen bare, han så meget gør, og det kan jeg ikke huske, at han var, jeg kan kun huske AT HAN VAR, AT HAN VAR DER, og at han så pludselig ikke var det, ikke var, ikke var der

Den anekdote, alle andre fortæller, Møllehave og co., er mig på hans skuldre, mens han forelæser på universitetet, som min mor altid tørt pillede ned med, at børnehaven holdt lukket, og der var ikke andre options

JEG SAVNER MIN FAR"

Privat ferieby fragmentarisk kidnappet

Helt ved side af, hvad jeg mener af positivt og kritisk i fredagens WA Bøger om Jonas Rolsteds nye bog Abandon Green Language, hvad i alverden laver så, klemt inde mellem punktummer, navnet på vores sommerferieby 2015 på side 135 i sætningsmyldre-afsnit nr. 2 betitlet Abandon:

(....) Fuldstændig upåvirket af solen. Dejligt tunge bryster på en pige der lige er gået forbi. ER lige gået gennem dyrehaven i skumringen. Erindringsreaktion. Der er så meget saft i græsset. Ragusa. Jeg er på vej til en anden verden. Tingenes positioner er sandheden. den nøjagtige måde solen filtreres gennem et træ som har den og den farve og står det og det sted. Det er sandheden. I denne her verden. (...)

jeg gentager med navnet fremhævet:

(....) Fuldstændig upåvirket af solen. Dejligt tunge bryster på en pige der lige er gået forbi. ER lige gået gennem dyrehaven i skumringen. Erindringsreaktion. Der er så meget saft i græsset. Ragusa. Jeg er på vej til en anden verden. Tingenes positioner er sandheden. den nøjagtige måde solen filtreres gennem et træ som har den og den farve og står det og det sted. Det er sandheden. I denne her verden. (...)

?????????????????????????????????????????????????????????????????

Farvel til trefodede, triple-aks-fødende Medusa, hej igen til den dobbeltnedgroede,triple-nedbimlede skønvirke-solopgang

Dagsplan planeret

læsning
af
unyttig
bog
(The Musical Brain, tak for den, Naja!)
på
stenbænk
i
skyggen
i
haven
for
enden
af
byen

Rimrungen

Torden
er ikke kun orden
i Norden,

det er også lyden
i Syden,

lynet
er synet
lige over øjenbrynet

zigzag
er overalt kosmisk flikflak

Bernhard på stranden

 
Før livsfaren i haglvejr (se nedenfor) var vi sydende på stranden og plaskende i Middelhavet, som glade, stegte sæler eller noget, hvilket absolut ikke er hverdagskost for nogen os, og på stranden, før vandet, læste vi højtideligt, som nedtælling, hver vores Thomas Bernhard-bog færdig, du Kælderen, jeg Årsagen, for at overlade hadet til hele den kollektive syden og plasken til ham, Bernhard, for ingen hader perfektere, så perfekt hverken kan eller vil vi hade, vi ville gerne, i mindst tre kvarter, ligge på stranden, og vi ville nedsænke os i havet og bevæge os i det som glade, stegte, idiotiske sæler, og det gjorde vi, hurra, hurra, hip, hip, hip, men inden læste vi Bernhard & Bernhard, så sandelig, og jeg læste til næsten sidst i Årsagen, og det rimede hårdt på Caspar Erics Nike, som jeg læste, lige inden vi tog af sted, og som jeg skal anmelde straks, jeg kommer hjem, krøblingen som kriblingen:

"Samfundet som fællesskab falder ikke til ro før der blandt de mange eller få er blevet udpeget et offer som derefter altid vil være den der ved enhver lejlighed gennembores af alles pegefingre. Fællesskabet som samfund finder altid den svageste og udsætter ham skruppelløst for sin latter og for sin stadig nye og stadig frygteligere bespottelses- og nedgørelseskultur; og med hensyn til opfindelsen af stadig nye og stadig mere sårende bespottelses- og nedgørelsesformer, er dette fællesskab mere opfindsomt end til noget andet. Vi behøver jo blot at kigge ind i de familier hvor vi altid finder et offer for spot og hån, der hvor der findes tre mennesker, er der altid en der bliver hånet og spottet, og det store fællesskab som samfund kan slet ikke eksistere uden et eller flere sådanne ofre. Samfundet som fællesskab lader sig altid underholde af skavankerne hos en eller flere personer personer fra dets midte; det kan man betragte hele livet, og ofrene udnyttes indtil de går fuldstændig til grunde. Og hvad angår den forkrøblede arkitektsøn og geografilæreren Pittioni har jeg kunnet se hvor langt nederdrægtigheden, spotten, fornedrelsen og ødelæggelsen og tilintetgørelsen af sådanne samfunds- eller fællesskabsofre kan gå, altid til det yderste og meget ofte endnu længere, idet et sådant offer uden videre bliver dræbt. Og medlidenheden med dette offer er altid blot såkaldt medlidenhed og i virkeligheden ikke andet end den enkeltes dårlige samvittighed over de andres handlemåder og grusomhed som den medlidende i virkeligheden deltager i med samme intensitet som den grusomt handlende. det er utilstedeligt at forskønne dette faktum."

OG PLASK! OG PLASKEN!

Ekstremcoolness

Vores taxachauffør hentede os i marinaen, da styrtregnen pligtskyldigt var begyndt at styrte, og som vejret bare blev værre og værre kulminerende i golfboldstore hagl hamrende ned på bilen, blev han roligt ved at køre som en sindssyg, 110 km. timen, lige op røven på de forankørende og overhalende hver gang det mindste hul opstod, MENS han talte muntert i mobil med kun den ene hånd på rattet; Fantastico!, udbrød han ulveleende, da han han omsider have afsluttet samtalen OG SÅ begyndte han at filme vejret ud af forruden .... ! Du formeligt knuste min hånd reelt bange for liv og lemmer, mens jeg underligt distanceret tænkte: OK, dette er er attituden, SÅDAN skal vi skrive, venner!

Kuperet vejr

vejret i forgår, i går og givetvis i dag

solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn styrt regn styrtregn styrtregn styrtregn styrtregn
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik
solstik

Ragusa - kuperet by

(op / ned - gyde/vej opad eller nedad
trap  / trip - trappe opad eller nedad
hen - gyde/vej lige ud)

ruten i går (hver ord = 50 trin på trappe eller gyde/vej ca.)

ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
trap
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
hen
trip
trip
trip
trip
trip
trip
trip
trip
trip
trip
hen
trip
trip
trip
trip
trip
hen
trip
trip
trip
trip
trip
trip
hen
trip
trip
trip
trip
hen
trip
trip
trip
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
op
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned
ned

En by med barokker gyder i

beboet af os, skryder vi

RAGusaTIME!

Og så af sted til Sicilien

med Cecilien

og derfor

(poesien til magten

i det mindste i ferien)

Ferien bliver barok, se billetterne: