Min Shu-bi-anekdote

Vores konfirmationshold skulle med vores konfirmationspræst, min fars gode ven, den senere Aarhus-biskop Keld Holm, ind til en eller anden kirkelig radioudsendelse, der jo nok hed "Tro" eller noget i den retning, og jeg kan virkelig ikke huske, hvad vi sagde, eller talte om, selvom jeg mener, at både min ven Christian og jeg kom til mikrofonen, men jeg kan huske, at vi måtte ønske et musiknummer, og så ønskede vi Shu-bi-duas helt nye Dallas-sang, men den måtte vi ikke ønske, og jo klart nok fordi den var for fræk, og det blev Keld Holm rigtheous forarget og vred over, hvis vi måtte vælge, måtte vi have lov til at vælge frit, og det synes vi var vældig cool, at han blev (jo sjovt nok en rigtig avantgarde-oplevelse og -erfaring: noget tekst er for galt forbudt) , her er teksten til sangen, gloriøst ja nærmest guddommeligt plat: 

Før var Dallas kendt som byen
Hvor Kennedy blev skudt
Men efter Ewing-klanen kom
Er byen fuld af krudt.
Vi elsker dem fordi - de er så menneskelige
Og så spiller de så godt.
Da Pam blev fri fra skolen
Og den sidste filipens

Fik hun Bobby Ewing
Og en stor Mercedes Benz.
Vi elsker Pam fordi hun er en naturlig pige
Og så gør hun Bobby glad.

Igen og igen og igen og igen og igen
Hun gør det igen og igen og igen og igen
Med Bobby i sengen - med Bobby i bad
Med Bobby når Bobby får morgenmad.
I næste uge gør hun det sikkert igen.

J.R. elsker olie og sig selv og andre pi'r.
Han stikker så'n til konen
At man sku tro han var fakir.
Vi hader ham fordi det er noget svineri
At behandle hende så'n.

Igen og igen og igen og igen og igen
Han gør det igen og igen og igen og igen

Jock er meget gammel, Jock er meget sløj
Miss Ellie synes, at livet kun er Jock i undertøj
Vi elsker hende, fordi selvom hun er rig
Ka' hun græde ligesom os
Igen og igen og igen og igen og igen
Hun gør det igen og igen og igen og igen
Køerne kælver, og Lucy ta'r på
Kulisserne skælver, hvordan ska' det gå
I næste uge, når Dallas kommer igen?
Igen og igen og igen og igen
Igen og igen og igen og igen og igen
Vores egne problemer er få og små
Det største er; hvordan ska' det gå
I næste uge, når Dallas kommer igen?

Behersket 18 år gammel Shu-bi-dua-påksønnelse

 I dag ville jeg være mere ubehersket begejstret for klassikerne (men sikkert lige så vranten på senværket)

En tanketorsk - en gulerod

13. december 2002 Weekendavisen.dk

Vuffelivovet. Gennemlæsning af Shu-bi-duas samlede værker leverer ingen tungtvejende argumenter for en fuld, poetisk rehabilitering.

FREDAG morgen havde jeg for mine kvikke studerende på Københavns Universitet kort gennemgået den danske pop/rock-teksts historie og fået nævnt både Steppeulvene, Gasolin, Røde mor (Smæk!), C.V. Jørgensen, Gnags, TV2, Kliché og næste og sidste gang skal min avantgarde-humoristiske danske litteraturhistorie selvfølgelig kulminere med rap: Den Gale Pose & Malk de Koijn & Zaki.

Da jeg efter timen slog et smut omkring redaktionen, blev jeg imidlertid ramt af akut dårlig samvittighed, for dér lå det gigantiske bogværk Den store Shu-bi-dua med de samlede tekster og becifringer og strålede sort. Jeg så ingen vej udenom at konfrontere mig direkte, og nu sidder jeg lettere udpumpet mandag morgen og skal mene ting i avisen. Og i al korthed er min mening, at Shu-bi-dua rent poetisk holder lige præcis den dér mindste smule, man havde mistanke om, og som i hvert fald kvalificerer til en linie eller fem i den humor-avantgardistiske litteraturhistorie.

Det eneste vægtige bidrag til litteraturen om Shu-bi-dua som litteratur er Dan Turèlls artikel Ti år med Shu-bi-dua: I samfundets storfamilie (optrykt i Turèlls As Time Goes By..., side om side med artikler om Per Højholt og Herman Bang, sigende nok). Turèlls ti sider strækker sig en god del længere end bukserne kan holde til, men hans pointer er stadig præcise nok, nemlig dels at problemet med Shu-bi-dua i en rockn roll-sammenhæng er deres nordjsællandske ubekymrethed, dels at de markerer vejen væk fra rock/pop og tættere hen imod en slags revy-form og gladeligt vedgår deres pjankethed: I tider som disse er det klart, de får at vide de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal. Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben og ikke kun i en skolegård.

Når man sidder og læser de over 250 tekster, slår det en, at der ikke bare er mængder af tungrøvet lal (og mergelgrave af julesange og hunde(lort)sange), men også oceaner af tyndbenet oprigtighed, især på de seneste plader, kærlighedsschlagere og posemandsoder, hvilket (uden synderligt held) peger bort fra lalle-identiteten. De mest mindeværdige Shu-bi-dua tekster er og bliver de mest energisk lallet vitsende og ordspillende, enten løsagtigt ud i det blå eller også tidens tegn-satiriserende à la gode gamle Ærbødigst; et godt eksempel på det sidste er nummeret Askepot apropos LaCoste-modetøj: Der vil altid være en dille/ et lille modedyr/ Som lever af at spise dine penge/ Hvis de fik det som de ville/ Dem der sidder og syr/ Så skulle vi gå/ Med tusind lapper på.

Man kommer ikke udenom, at det pureste pjat optræder på pladerne fra halvfjerdserne og allerførst i firserne, jeg kan stadig spontant bryde ud i det åndssvage omkvæd fra Livets pølse: Men sådan er der jo så meget/ Livets pølse er speget/ Odin og Thor/ sidder og glor/ og danser tutti-frutti hele natten. Men også på de senere plader er der nu og da ansatser til seriøs ekvilibrisme, disse linier er dateret 1997: Du kan gøre mig stør, når du ser på mig/ Du kan gi mig kuller/ Det er svært at finne en sild som dig/ Må jeg gyde på en vand. Og når deres rap-parodi Foggin rap først taler fupamerikansk således: I was just walking down the street and I felt like fog/ My girl just left me with my friend a big motherfogger/ And she herself is nothing but a koksokker og derpå undersætter til shubi-dansk således: Jeg gik ned ad hovedgaden med min røgmaskine/ Så mødte jeg et par piger der begyndte at hvine/ Så viste jeg dem da bare Boserups sokker/ Og stik mod forventning gik de helt amok, kan man da blive nødt til at overgive sig og vitterliggøre deres reelt eksisterende slægtskab med guddommelige Malk de Koijn!

Shubrealisme

 er surrealisme for begyndelser for så mange af os - Michael Bundesen In memoriam:

LIVETS PØLSE

Lysene tændes i Tokyo, Paris lukker skodderne til
men ovre i Thailand står der en vejmand
og sætter livet på spil
Han står og graver kloakker
og plus'li falder han i
så råber hans makker: iwouiioiiiiiii
Lysene slukkes i Tokyo, og solen står op på Parnas
og midt i Torino, står en albino
i skyggen og ta'r et par glas
men hans liv er i fare, ja om lidt er han væk
han lod sig narre og drak usynligt blæk

Men sådan er der jo så meget
livets pølse er speget
Odin og Thor
sidder og glor
og danser tuttifrutti hele natten

Mosekonen brygger i Tokyo, og tågerne lammer Paris

nok en albino blir født i Torino
og et thaibarn får et par ris
ak ja der sker jo så meget
det ka vær' svært at forstå
livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på

Men sådan er der jo så meget
livets pølse er speget
Odin og Thor
sidder og glor
og danser tuttifrutti hele natten
Mosekonen brygger i Tokyo, og tågerne lammer Paris
nok en albino blir født i Torino
og et thaibarn får et par ris
ak ja der sker jo så meget
det' svært at forstå

livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på
livets pølse er speget, kom lidt syltetøj på
livets pølse er speget, kom syltetøj på

Hvor er min lighter i Højskolesangbogen

Jeg er åbenbart enig med Pia Kjærsgaard i at savne Shu-bi-dua i Højskolesangbogen, men endnu mere - og det fik jeg ikke nævnt i min anmeldelse, der burde have været i hvert fald fire gange så lang - savner jeg Line Knutzon, selvfølgelig "Hvor er min lighter"

men også den her fra Hvedekorns sangnummer, 4, 2014:

KVIST

(Bondesang ca. 1599)

 

Man tager en lille kvist

Og bærer den ved sit bryst

Så lægger man den lige her

Men så skal den ligge der

 

Så flytter vi den tilbage

Og lægger den f.eks. der

Men så kommer bonden og råber

AT NEJ, den skal ligge der!

 

Så går vi tilbage og tager

En kvist og lægger den der

Men så var det også den forkerte

I stedet, så ligger vi den der.

 

Og når vi så har taget

En kvist og lagt den der

Så begynder det at blæse

Og så ligger kvisten der.

 

Så ved vi ik` hva` vi skal gøre

For kvisten den ligger forkert

Så står vi længe og kigger

Det er faktisk virkeligt svært

 

Så lægger vi den på jorden

Og tænker: nu det nok

Men så kommer bonden tilbage

Og slår os med en stok

 

Senere på året dør vi

Af fattigdom, pest og kulde

Det er bedre at leve sit lorteliv

I mørket under mulde

Half-shu-bi-dan-dua

Kan ikke lade være med at synes at Shu-bi-dua-sangen "Colour på tossen" om den nye, vilde fænomen FARVEFJERNSYN er temmelig Halfdansk, ikke mindst rimmæssigt - bort/sport/weather report - men vældigst er den dér fuldstændig absurde rim på klør: TRILLEBØR i omkvædet, de ikke mindre meningsløst forskyder sig til GUMMIFØ'R (hvad er det? slang for gummistøvler??), og GULERØ'R:

Tænk at ha' en flimmer uden fede farver på
Der er stadig nogen, der tror Den Røde Plads er grå
Men efter jeg har fået colour på tossen
Så er livet blevet smukt og stort
Før var det hvidt, og så var det sort

[Vers 2]
Jeg har fået fjernbetjening - remotecontrol
Med en knap der lyser, når min kaffe bli'r for kold
Jeg ka' ta' det hele lige fra Bonn til Madam Græskar
Og når jeg får Mallorca ind i stuen
Så er der sol, og så bli'r jeg brun

[Omkvæd]
Jeg har kulør og højt humør
Øjnene klør og trillebør
Han har kulør og højt humør
Øjnene klør og trillebør

[Vers 3]
Se, der sidder King Kong i en mast og spiller hård
Mens en kæmpehaj går løs på én på 13 år
Colourtossen skinner som en sæk med diamanter
Og mens hajen og aben drager bort
Så er der sport og weather report

[Omkvæd]
Jeg har kulør og højt humør
Øjnene klør og gummifø'r
Han har kulør og højt humør
Øjnene klør og gummifø'r

[Outro]
Jeg har kulør (han har kulør)
Og højt humør (og højt humør)
Øjnene klør (øjnene klør)
Og gulerø'r (og gulerø'r)

Sgu-fy-puha

I en eller anden anledning, jeg ikke kan huske, en vejfest eller en fødselsdag, lavede min far nogle lokale versioneringer af Shu-bi-dua-sange, under pseudonymet Sg-fy-Puha, og da jeg 2 år efter hans død oprettede skolebladet Musvågen sammen med mine venner Hans og Christian, bragte vi de sange som føljeton i de første numre, her er en af dem:

RISSKOV

SE SOLEN STIGER OVER JELLERNES SKOLE*
OG LUND** HAN ÅBNER SIN DØR
MENS ESKILS KONE STÅR PÅ HÆNDER FOR LARS WØRTS*
OG JELLEBAKKEN STÅR I FLOR

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
HUNDEN HAR TO SKØNNE ØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT LAND
FLISEN LIGGER TUNGT PÅ STIEN
LÆR'EN FÅR SIN MAD I KLASSEN
JELLEN ER EN DEJLIG DRENG

DER FINDES ANDRE MENNESKER END DEM FRA RISSKOV
DE BOR I AALBORG OG SNAPSER HELE DA'N
DET HAR VI LI'GODT ALDRIG NOGENSINDE GJORT
DE ANDRE BYER ER NOGET LORT

CYKLEN ER EN DEJLIG KØRER
DE DER SIGER ANDET PLØRER
RISSKOV ER ET DEJLIGT
STED AT VÆRE
DER ER LI'SOM ATMOSFÆRE
RISSKOV ER ET YNDIGT LAND

MUSIK OG TEKST SGU-FY-PUHA

(* Jellebakkeskolen, vores skole i Vejlby Risskov, ** skolens pedel *** lærere på skolen, LW min elskede dansk- og klasselærer)

- også derfor kan jeg virkelig ikke se det som en kritik, når en vis Michael N i en 1 stjernes-brugeranmeldelse på saxo.dk sammenligner Korshøjen med Shu-bi-dua:

"Lars Bukdahl har skrevet en digtsamling om sin døde far. Forfatteren, der senest udkom for otte år siden, er dog noget stiv i leddene og skriver sig underligt sidelæns og ufokuseret ind på emnet. Bogen begynder med 12 (tolv!) digte om familien Bukdahls næser. Enkelte steder kan man høre Piet Hein hviske i næseteksterne, men det forbliver en hvisken, forfatteren maveplasker ustandseligt. Det almengyldige udebliver og man efterlades med en flad Shubidua-fornemmelse. For eksempel i digtet på side 37. Det består kun af følgende to linjer: ”At få en stor næse er ikke nødvendigvis/det samme som at få en lang næse.” Man forventer næsten, at Michael Bundesens dybe røst tager over, og man frygter under den videre læsning, at vi også skal høre om Bukdahls Vuffilivov eller andet, der hører hjemme i kartotekskassen med Shubbernes tekster og anden morfarhumor. Når det er sagt, så skal man ikke forvente, at Bukdahls stemme i digtene kun er den ældre humorists. Undervejs er han også ”totalt jaloux” og ”toppinlig.” Vi mangler bare, at han udbryder LOL eller OMG. Flere gange spørger man sig selv, om det er en skolepige eller voksen mand, der skriver."

Ar skrive som en blanding af Shu-bi-dua og en skolepige, det er smukt gået, synes jeg nok. 

Malk er søn af Shu-bi!

Geolo G fra Malk de Kojn fortæller Soundvenue hvilken plade, der var den første, der betød noget:

Shu-bi-dua '4', 1977

Den med bien! Den er spækket med gode sange. det var en af de første plader jeg fik, som ikke var lydspor til et børneprogram. Jeg har været fem år, og jeg tror måske, min far købte den lige så meget til sig selv. Deres tekster malede et Bayeux-tapet af uforståelige, fragmenterede billeder inde i mit hoved, som var fede at synge med på. Og så kunne jeg høre på min fars patos og grin, når han sang med, at der vare mere i dem, end jeg lige opfattede, men jeg vidste ikke hvad. Det er god syng-med-musik og en sproglig opfindsomhed, som er inspirerende. Måske startede min sproglige udlængsel her?

(Trackliste:

United Steaks

Nappa Og Nylon

Mig Og Så Harry

Slinger I Valsen

Irene Mudder

Sommergryder

McArine

Emma

Vuffeli-Vov

Basuner Og Engle)

 

Shubi Noir - voksed og koksed

Hører Shu-bi-duas "Den røde tråd" på radioen, da jeg står og vasker op og hører den pludselig som en helt utrolig mørk sang, en hård eksistentiel ve-klage, på lige linje med en anden klassisk, bedragerisk forsoren 70'er-elegi, "Hvad gør vi nu, lille du":

Hvem mon man er før man bli'r til
et stjerneskud - et puslespil
en tanketorsk - en gulerod
man må for fa'en ha' været no'ed
Moders barm var rød og hvid
til min far sagde hun : glid
vi var en kæmpe børneflok
og der var aldrig penge nok  Otte år så var jeg klar
til at gå på kaffebar
min ryg så ud som strivret flæsk
for dagens ret var tørre tæsk
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt en plads i solen
i skolen lærte jeg at skrive De med stort
Men jeg ku' aldrig bli' til no'ed
trods mit store ordforråd
stod i kø på livets vej
mens andre overhalede mig
Jeg voksed - og koksed
jeg fandt min plads i skyggen
med ryggen op mod muren
hvorfor blev jeg født
Og hvad mon der sker når man skal bort
når livets skjorte bli'r for kort
hvor mon den er den røde tråd
man må for fa'en da blive til no'ed