Vrangkritisk svar 2

Vrangkritiker nr. 2 har dette læserbrev i WA Bøger i dag:

Moderne modernisme

Rasmus Vangshardt, boganmelder ved Kristeligt Dagblad og ph. d.-stipendiat. Keplersgade 2, st. tv., 2300 København S.

Lars Bukdahl hævder i sin fornøjelige og oplysende gennemgang af tidens yngre kritikere, at overtegnede »forekommer at hente sine litterære idealer et eller andet fjernt sted, før modernismen blev opfundet«. Her må der gøres indsigelse.

Ego er eksempelvis - O Himmel! - en stor beundrer af Johannes Ewalds Levnet og Meeninger.

LB ved utvivlsomt mere og meget om vor samtids nationale litteratur. Men hans dansklærermentalitet, hvad litteraturhistorien angår, er nu altså uforfriskende, ganske uafhængigt af hans alder.

- et svar kunne være, at hvis man ikke går ind for - OG STRAKS FÅR LÆST - Signe Gjessings Synet og vennen har man slet ikke ret til at synes om Levnet og Meninger, for slet ikke at tale om Ewalds forbillede Laurence Sternes The Life and Opnions of Tristram Shandy, og hverken eller er sguda modernisme, men totalt post-!

4 stjerner for at tilhøre de forkerte 90'ere (dvs. de seneste)

Det er en virkelig underlig aldersoplevelse, som Rasmus Vangshardts 4 stjerner-anmeldelse af Korshøjen i Kristeligt Dagblad bibringer mig: Jeg kritiseres for med min syntaks og vokabular at være for dybt og utidigt begravet i de ironiske 1990'ere til at præstere en ægte, renfærdig og fuldtonende, 1890'er-agtig 2018-patos (hvor man siger sekel i stedet for årti og savnsnærvær er et ord) - at den patos ikke lykkes mig, er jeg vistnok meget godt tilfreds med, for mon ikke det faktisk er hele (eller OK halvdelen af) meningen? Et uddrag

"Som nævnt og bestemt ikke glemt, når -Korshøjen- til tider en intens og ærlig erfaring af at savne en far, der beskrives som en anekdoteløs og umytologisk savnfigur, fordi han ikke var synderligt sær, fraværende eller hård, men til stede - som en god far, man forståeligt ville savne. Og på paradoksal vis mest kan gøre det anekdotisk.

Faktisk er prosadigtene slet ikke så patetiske, som forlaget og vist også forfatteren bilder sig ind. Uformidlet savnsnærvær til trods er Bukdahl også stadig fanget i den velkendte damp-ironiske syntaks, der stadig er præget af stemningen fra slutningen af det forrige sekel: -Når jeg viser dig billeder af ham, vil jeg/ bare råbe: SER HAN IKKE RAR UD?, for/ det synes jeg simpelthen bare, han så meget/ gør, og det kan jeg ikke huske, at han var,/ jeg kan kun huske, AT HAN VAR ().-

Der er selvfølgelig et vist ønske om at vække følelser i tilhøreren her (det vil sige: patos), men i både versaler og den naivistiske brug af -så meget- som adverbium er der ikke blot patos-stilistik, men også spoleret syntaks på den unødvendige måde. Det samme gælder brugen af en del talesprogsironikerudtryk som -totalt- (gentaget), -toppinlig- og -superpiratos- - det er altså stadig kodylt usamtidigt og ikke patetisk i den klassiske forstand."

Altså Superpiratos er jo ikke et talesprogsironikerudtryk, det er en ting, der virkelig findes, og findes til stadighed: 

 

- en tom pose!