Redaktørens tale, heller ikke tåreløs

En Blogdahl Exclusive:

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale, efter pristalen, før Najas manusløse tak (hun havde dog noteret de gange, hun tidligere var blevet nomineret, 4 gange i alt, for Tilgang, Balladen om Bianca, Bavian, Alting blinker), ved overrækkelsen af Weekendavisens Litteraturpris i går aftes:

-->

"Kære Naja, kære jer

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Carls bog er en bog, man ikke har lyst til skal findes, man har ikke lyst til at ”høre om det, ingen vil høre om”, som der står et sted i bogen. Jeg ved, at du ikke ville skrive den, jeg havde ikke lyst til at redigere den, og jeg har hørt mange sige, at de ikke havde lyst til at læse den. Men som du sagde meget hurtigt, efter at det skete, ”Simon, jeg må skrive en bog om det her.” Du skrev den, jeg og til sidst Mette redigerede den, og mange, mange har læst den. Og hvorfor mon? Fordi vi SKAL høre om det vi ikke vil høre om, simpelthen fordi det findes - og så fordi du har skrevet et mesterværk selvfølgelig. Men hvordan skrive sådan en? Som du skriver tidligt i bogen, forsvandt sproget for dig, da det skete, citat ”Mit sprog er goldt”, og du ville ikke skrive ”lækkert” om det her, ikke litterært, velturneret, perfekt, ”skønt”, pyntet. Du kunne ikke bruge det, du vidste og det du allerede kunne. Der var ingenting tilbage. Kun brokker, løse sedler med diffuse beskeder, en mumlen, et kaos. Og hvordan finde en form for det formløse, hvordan finde et sprog igen for et menneske, der lever af netop det, sproget? Hvordan du fandt en vej i det mørke, kan jeg ikke sige noget om. Men jeg kan sige noget om, hvordan det var at redigere den bog fra smulerne og om DET?

Jeg besluttede mig for to regler for mig selv. Regel nr. 1. Jeg ville kun snakke form, form, form. Og Regel nr. 2. Jeg ville ikke tude. Kort sagt: professionalisme frem for alt, nul føleri.

Du bor i New York, og vi havde lange telefonsamtaler i månedsvis, bogen havde svært ved at finde sin form, jeg prøvede at spille klog og vigtig mand, du sendte og jeg læste, vi pushede bøger om sorg til hinanden fra Gilgamesh til Mallarmé, famlende frem og tilbage, men en dag sagde du pludselig, ”nej, det spor skal sgu da ikke med, Simon – kan du ikke SE det, mand?”, og så vidste jeg at du var tilbage som den Naja, jeg kender. Der fandt du tilbage til den formbevidste, helt ned i sætningen brutale ærlighed, der kendetegner dig, du fortsætter, til det, du siger er sandt uanset hvor springende, grimt, klumpet, desperat, kødeligt eller uhyggelig skønt det er, og bogens bue står klar, rå, kærlig – og nødvendig. Ingen distraktioner, ikke nogen lette og lækre veje, ikke NOGET PIS. Så som altid, når vi har lavet bøger de sidste 15 år, bruger du mig som den lidt tungnemme fætter, der lytter og siger ting, indtil du beslutter dig for, hvordan det skal være. Så meget for at fokusere på form og professionalisme, og regel nr. 1 døde.

Da vi slutredigerede bogen i din lejlighed i Brooklyn i december 16, kom regel nr. 2 under pres. Bogen var færdig, og i slutningen skriver du om, at du og din mand Eigil sad på en terrasse i jeres lejlighed og talte dag efter dag:

Du skriver følgende om jer to, citat:

”Alle de aftener, hvor vi to sad i et mørkt hjørne, tæt sammen, på en kasse og en vakkelvorn stol og talte og drak vin. Du og jeg. Du og jeg i sorghjørnet. Vi tændte ikke lys. Vi ønskede at sidde et undseeligt sted i huset, omgivet af gamle havemøbler, poser med visne blade, vi ønskede mørket. Vi græd, vi talte om vores dreng. VI talte om de andre børn, vi talte om vores liv. VI talte om det, der har ændret vores liv. VI holdt hinanden i hånden. Sådan kom vi igennem det første år. Jeg lyttede til dit åndedræt.

Jeg trækker vejret sammen med dig.

Du trækker vejret sammen med mig.” Citat slut.

Jeg ankom til lejligheden, der er i to plan, selve lejligheden og en så tagterrasse og en smal vindeltrappe med et klejnt repos, der forbinder de to planer. Jeg kom og gik op ad vindeltrappen, ud på tagterrassen og spurgte – var det her, hvor I sad?

-       Nej, sagde du.

-       Hvor så?

-       Der, sagde du og pegede på det bittelille repos på vindeltrappen.

-       Der kan man da ikke sidde to.

-       Nej, netop, sagde du.

Og lige der – at se det sorghjørne, at I måtte sidde sådan et ikke-sted for at kunne være i verden, lige der tror jeg, jeg måske så, hvor umuligt det hele har været og for fanden - er. Og så, beklager, Naja, der brød jeg regel nr. 2. Ikke tude.

Så meget for distance og objektivitet.

Jeg vil ikke komme ind på, hvad bogen handler om, men jeg vil gerne fortælle, hvad den IKKE er. Jeg talte med en person, der mente at bogen var terapeutisk, fordi den ”når et sted hen med sin sorg”. Det mener jeg ikke er rigtigt. Den når ikke til afklaring om sorgen, en bog kan ikke gøre tabet mindre, det er faktisk lidt uforskammet at sige, synes jeg, faktisk tænkte jeg på om vedkommende ikke burde udsættes for det, Naja og jeg plejer at sige folk, der ikke forstår, burde udsættes for, nemlig dolkning. Så nej, det er ikke terapi og selvhjælpsbog, men den har fundet et sprog og en form, der kan beskrive den virkelighed, der findes efter at alt er tabt. Den ”hjælper” ikke, men den viser, at sproget og kunsten findes og gør, at vi kan ”høre om det, ingen vil høre om”. Den gør ikke nogen mindre ulykkelige, men den gør det muligt at se det sted, hvor sorgen findes, fordi formen findes.

Så tak for din generøsitet, sit ekstreme mod og din vilje til på enhver måde ikke at ville mere pis! OG tak til Weekendavisen for at have præmieret en bog, man ikke har lyst til at læse. Og tak til læserne, der har læst den alligevel. Og tak til Naja for at have skrevet om det man ikke kan skrive om. Og Naja, nu håber jeg, du vil gå i gang med nye bøger, som du har lyst til at skrive. Tillykke fra Johannes, Mette, Vivi, mig og Gyldendal - og skål! "