- første tekst i Bo Reinholdts debutbog Akefalens vidnesbyrd - og andre fortællinger, der udkom på Borgens Forlag i 1983:
"Prolog
a
Men mesteren på vej til Kapernaum vendte sig, og flokken standsede.
a,1
Da lod mesteren flokken gå i forvejen, og see, der kom til ham en mægtig fugl, der spiste af hans hånd, hvorpå den fløj bort for at lægge et gyldenhårsæg i landet med de blomstrende enge.
a,2
Men mesteren førte den ukendte drøeng til byen, der slumrede, og lod ham gå alene ned på torvet.
a,3
Og disciplene tav, thi mesteren græd bitterligt på vejen tilbage.
b
Der var en mand, der hørte historien om Kaspar Hauser. Han stod op og drog til de steder, hvor den ukendte havde vandret.
b,1
Og see, da han nærmede sig byen, blev han på een gang blind og seende, og hans fødder svulmede og munden løb fuld af levende væv. Da så han byen og dens tage, som han forsøgte at gribe efter, som han forsøgte at gribe efter, men deri gjorde han fejl. thi i ham var dét mørke, som kunne have været lys til at bryde omverdenen ud i rette størrelser.
b,2
Da vidste manden, at han var bæevet eet med den ukendte. Og på vejen mod byen mødte han en mishandlet fange, der advarede ham mod at drage ned mellem mennesker.
b,3
Men han fortsatte og nåede byen, hvis øjne fangede ham og fulgte hans gang, indtil han mødte sit eget spejlbillede og vekselvis lod hele den fantasi spille ud fra toppen af gaden, som var hans egen tankes opstillede fjællebodsteater."
(coveret på e-bogudgaven, som man vist bare kan købe)
Sidste tekst i Bo Reinholdts seneste bog, Mytografens griller, udkommet på Esco i anledning af 70årsdagen i går:
"Borte
Når borte har erklæret sig, forsvinder det. I denne forsvinden hviler intet tidløst gennemskueligt og opløst før alt andet, hvorfor borte på en måde er til stede som mulighed i intet, idet dets absolutte fravær af omfang udfylder rummet netop i egenskab af mangel. Men i mangel af bedre dækker ordet borte nødtørftigt det centralt uforklarlige område af det, vi for enhver pris ikke vil have navn på. Borte er for så vidt væk det øjeblik, vi skænker det en tanke. For så er borte jo om ikke andet netop borte som borte og altså dér borte. Dets bogstaveligt udtømmende mening truer altid lyset og for så vidt også mørket. Men lyset hader jo mærket og mørket lyset, og dog er det, som om de to modsatte størrelser forsones i borte eller simpelthen bliver borte i gråzonen mellem det lys og mørke, som netop forsvindende udlignes hen imod en anden, større stoflighed end den, borte har fortabt sig uendeligt ind i for at opstå som en diffus blanding af alt og intet. Ægtheden af borte forskyder sig med andre ord ind i et paradoksalt bedrag af fuldkommen tomhed og løber som billedet af flodernes flod ud i verdens fjerneste forsvindingspunkt, hvor det endelig kan finde hvile. Borte."
torsdag den 25. januar 2018
Sprogalmesteren 1983 og 2018
Etiketter:
70,
Akefalens vidnesbyrd,
Bo Reinholdt,
Mytografens griller,
tillykke
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar