lørdag den 22. juli 2017

& Hendrix

STOR TAK TIL ASGER OG STEEN SOM HEMMELIGE BAGMÆND FOR "LAMENT FOR JIMI", DK'S BEDSTE ROCK-DIGT:

"HØJHOLT / HENDRIX: 1) I bookletten til ”tilbage til TURBO” (2001) (som består af to cd’er, ”tilbage til TURBO” og ”TURBO” selv, lp’en fra 1968) bliver Per Højholt spurgt af Jesper Ravn (idémand og producer): ”Hvordan opstod ideen til Turbo?” Per Højholt svarer: ”Selve digtet har udgangspunkt i Jimi Hendrix. Da vi fik stereo i det lille hjem og rockmusikken kom frem, gik jeg fuldstændig agurk over Jimi Hendrix og tænkte: Sådan må man fan’me også kunne skrive, og så prøvede jeg. Og det blev Turbo.” 2) I ”Smerteskolen og andre digte” (1979) står Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi”: ”Jimi, for helvede, er der noget at sige til / at de indledende akkorder hvor du samlede / al musik før til sekunder og så uden videre / kastede den fremad, forud, hen hvor du ikke / var nået endnu selv, men lidt efter alligevel / stod, grinende, kold i røven, og greb den / og sendte den endnu et vildt kast ud, videre, / vildere, nærmere din egen, – at den greb os, / din øredøvende friktion mod den totale pavse / som også dit sidste da halvt sanseløse kast / der kastede kasteren ud hvor ingen griber, / aldrig, og ingen musik, omsider, forudanes?” 3) Da Bandet Nul besøgte Per Højholt i november 1979 og skrev digtet ”Rejsen til Højholt” (og den sidste aften sammen med Per Højholt skrev digtet ”Seks makreller udsat for vejrlig”), havde Per Højholt et job (et show på et slagteri) den ene dag og bad os om at lade, som om vi var hjemme. Vi fandt Jimi Hendrix: ”Electric Ladyland” i pladesamlingen og spillede den på Per Højholts grammofon. I ”Rejsen til Højholt” lyder strofe 102: ”et piblende elektrolys / i Jimis mørke / så mange græshopper / ude af stand til midnatshimmel / altså farvel til goddag / eller rettere: goddag til farvel”."

Comments
Steen Møller Rasmussen
Steen Møller Rasmussen  "Du har selv mere end en' finger med i Per Højholts fremragende digt ”Lament for Jimi” - For da jeg skulle udgive "On The Rocks" med rock fotos og digte/tekster i 1978, mødtes vi og du sagde: - F.P.Jac og Per Højholt skal også med, du gav mig Højholts telefon nr. og jeg sendte et foto af Jimi Hendrix til Per. Retur kom ”Lament for Jimi” - F.P. Jac skrev om Ray Davies og du om Dylan. ”Smerteskolen og andre digte” udkom 1979 som du skriver."

4) Digtet "Månen forklaret" fra PRAKSIS 10: Manøvrer, 1993:

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

5) Ved bisættelsen i Silkeborg, efter SUT og Pia T havde talt, tændte Højholts søn Terkel for Hendrix på den medbragte ghettoblaster

4 kommentarer:

  1. Fra Bo Hakon Jørgensen Højholt-bog nr. 2, Det skæves majestæt:

    "Man skulle have troet, at han var til jazz. Med det højskoleforstander-hageskæg i forskellige varianter, som han altid havde. Og den te, han altid drak i køkkenet i Hørbylunde. Te i lerkrus med en stor træskefuld finsk sukker i. Det sukker, som er aflangt firkantet i kornene, ikke hugget sukker men langt mindre, dog større end stødt melis enkelte fnug.

    På den anden side hørte der jo øl eller vin til jazz, og det drak han aldrig. Skabet bag hans plads ved bordet i køkkenet havde på en hylde et reservoir af foredragsflasker, som han gerne gav folk med hjem af, når de kom på besøg, fordi han ikke selv drak det. Nej, Per Højholt var asketisk som voksdugen på bordet ved køkkensiddepladsen under postkorthylden og transistorradioen. Hilsner fra alle de rejsende bekendte stod farvestrålende ved siden af og bag hinanden på hylden. Selv rejste han sjældent, eller aldrig ville han sige, bortset fra de to gange han kom syd for Flensborg Fjord til San Cataldo ved Sa-lerno i Syditalien, kraftigt opfordret og ledsaget af mig som roadie. Man hørte aldrig musik hos ham i køkkenet på transistoren, der dog havde en kassette-rude. Men jeg husker ham fortælle, at han havde bånd med i bilen til de lange køreture efter oplæsningerne i Toyotaen med firhjulstræk. Klassisk og sådan, sagde han, og jeg spurgte ikke mere, men jeg havde ham mistænkt for Bach og De fire årstider og sådan.

    I køkkenet, som var en slags udvidelse af den lange gang gennem den ombyggede gedestald, var der dels døren til bryggerset, hvor en hund en gang havde haft sin kurv, dels senere trappen op til arbejdsværelset, og dels en dør, ved siden af køleskabet, ind til stuen, hvor gulvet var slidt, lakeret kork i fliser. Derinde var der lave siddemøbler, lavt loft båret af en hvid jernstolpe midt i rummet og sænket varmt lys nedad fra skærmede elektriske læselamper. Bogreoler nogle steder og en høvlebænk i hjørnet ved væggene mod vest og nord. Og dér i bogreolen mod syd, mellem to staldvinduer ud til haven, stod den så: Luxman-forstærkeren koblet til grammofon og spolebåndoptager."

    SvarSlet
  2. Bisættelsen var sgu da i Silkeborg, og Terkel kunne for min skyld godt have skruet mere op for Jimi. Meget mere.

    SvarSlet
  3. Selvfølgelig - rettet (skrev senilt Esbjerg, fødeby jo)! og YES!

    SvarSlet
  4. Over for min i hans øjne vist lidt naive begejstring for "Lament for Jimi" svarede Højholt mig engang lettere selvkritisk: "Ja, det er flot, men også lidt for flot!" Måske pga syntaksens lidt for kalkulerede mimen af Hendrix' guitarspil.

    SvarSlet