Fra hættens mørke

Jeg læste for lidt over en uge siden Naja Marie Aidts nye bog (udkommer på fredag) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, med undertitlen og genrebetegnelsen  og tilegnelsen "Carls bog", i et hug (eller rettere i to hug, først et helt kort karateslag i S-toget (bogen havde ligget til mig inde på avisen) og så en længere nådesløs gennemsavning på Emmerys på Strandvejen).

Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.

Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.

Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):

"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:

jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand

Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.

Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"

Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg så dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.

Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.

Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.

Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.

Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.

Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.

Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."