Popler + skvalderkål = X eller Y

Jeg har læst Skiveren og Gregersens Eske-monografi færdig, og den er misundelsesværdig koncis og Kansas-arbejdstøjs-ligefrem - her er en eksemplarisk sides (træ)penge, der overnaturligt pudsigt citerer og læser to af de samme digte, jeg citerer og læser i den upublicerede anmeldelse nedenfor, poppel-digtet (kun citeret halvt i monografien) og skvalderkål-digtet, men læser begge digte på deres egen anderledes opbyggelige og bare logiske (jeg fatter ikke naturens mekanik tydeligvis) facon; klarhed changerer i læsebriller:

"Vi står ikke utenfor resten av naturen" (Næss 1976; 265), skriver den norske dybdeøkolog Arne Næss et sted i Økologi, samfunn og livsstil 81974). For dybdeøkologen er mennesket ikke ontologisk adskilt fra naturen, men forstås i stedet som fundamentalt indfældet i den. I den forstand er vi alle tæt forbundne - eller som det lyder i Raderinger (2005): "Er ikke ansat hos poplerne,/ men vi er i familie/ langt ude" (mathiesen 2005c: upag.)." "Forskellen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige (...) er", som Bennett skriver i Vibrant Matter, "et spørgsmål om grad, snarere end art" (Bennett 210: 68). Vi er vitterligt i familie med poplerne. Det nytter ikke noget at betragte verdens væsener for sig. Alt hænger, som den økologiske tanke lyder, sammen. Når en ting dør, fordufter den ikke fuldstændig fra jordens overflade, men opstår som noget andet. Eller som det lyder med morbid humor i samlingen Ler (2013): "Af ler er du kommet, til ler/ skal du blive, af ler skal du igen/ opstå, måske i form af en rundkirke" (Mathiesen 2013e: 16). Og selvom dødsangsten vel nok er en uafrystelig del af at være til, er det da en betryggende tanke, at man aldrig helt forsvinder, men i stedet - med et økologisk nøgleord - genbruges (Mathiesen 2014d: upag.):

Selvom det er 5 grader varmt
viser sneklatten i hasselhegnet
misundelsesværdigt få tegn på fortvivlelse,
siver trøstigt ned i jorden
i sikker forvisning om,
at den snart vil genopstå
som skvalderkål.

Indser vi, som sneklatten, at vi ikke er isolerede, afgrænsede eksistenser i verden, men tværtimod i konstant udveksling med vores omgivelser, bliver det også muligt at se ud over vores egne private interesser. Disse digtes pegen på vores grundlæggende forbundethed med naturen og det vitale liv, der udfolder sig her, har med andre ord økologiske implikationer.



Johannes Larsen: efterårsdag med popler