Det er åbenbart ikke muligt på Politiken at uddele hjerter til danske film forholdsmæssigt - Katrine Hornstrup Yde, der pludselig har gjort Politikens filmtillæg uundværligt, giver Erik Clausens nye film Mennesker bliver spist 4 hjerter, selvom enhver, der kan læse, kan se, at anmeldelsen skarpt er formuleret frem til en dom på de 3 (til gengæld lyder hendes 5 stjerner til gentleman-voldsfilm The Kingsmen fuldstændig rimeligt - og inciterende) her er afslutningen:
når Gitte bliver ringet op af sin mor, sidder hun naturligvis på kanten
af sin smarte sofa og læser i et designblad, som om hun selv var en
statist i selvsamme katalog. For så stift lever folk, der er fine på
den, jo nemlig. Not.
Derimod er der noget
rammende i at se Gitte og hendes nye mand (Rasmus Botoft) sidde i
lotusstilling og meditere på stuegulvet for at eskapere fra Gittes
(begrundede) frygt for at være en dårlig mor, alt imens hendes søn,
Patrick (fine Oliver Methling Søndergaard med dunskæg), har låst sig
inde på værelset.
Men så er det
også nærmest for nemme point at give sin egen politiske dagsorden, når
Clausen får Herlufs bror (Steen Stig Lommer) til at reflektere over sin
fortid som medlem af Dansk Folkeparti sådan her: »Det der politik, jeg
var med i, var jo bare en stor ophobning af mindreværdskomplekser«.
Clausen rammer således skiftevis sine parodier og revselser helt præcist
og helt galt.Til gengæld er der altså varmen og inderligheden.
Det
er i Bodil Jørgensens fantastisk fine balance mellem ægteskabstristesse
og ømhed for den gamle Luffe, at filmen får ægte nærvær. Og det er i
Clausens mentale plidderpludder, i den måde, som hjernen æder sig selv
på, at der er noget eksistentielt skrøbeligt på spil.
Og
så insisterer Clausen på at lade alle filmens karikerede karakterer
afsløre sig som sårbare mennesker. Det bliver idylliseret og ganske
sentimentalt, men det virker også rørende: at der hos Clausen er denne
lyst til solidaritet. Og den er befriende at overgive sig til.
Filmens allersidste scene er i øvrigt hjerteskærende hård frem for naivt håbefuld.
Mennesker bliver spist. Uanset hvad vi gør for at forhindre det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det synes jeg simpelthen ikke er fair over for en lige præcis firehjertet anmeldelse. Jeg kan ikke læse de tre hjerter, selvom hun har nogle kritikpunkter. Og ville det være "frækkere" og mere "befriende", hvis hun gav en Clausenfilm tre hjerter? Sporer jeg en vis fordomsfuldhed her?
SvarSletJeg tænker - som uerfaren stjerneanvender (undtagen netop som fritids-filmanmelder i Ekko) - at noterer en anmelder sådan cirka lige meget ros og ris nede i detaljen (og så pænt slemme kliché-scener og -replikker som de anførte - uha, uha!), og når den primære ros - ud over Bodil Jørgensen, som jo altid er fantastisk - en en "principiel" glæde og rørthed over Clausens "lyst til solidaritet" så lugter det i mine øjne ramt af reelle 3 hjerter, men hjertekirurgi er i denne sammenhæng heldigvis ikke en eksakt videnskab (jeg er NB gammel Clausen & Petersen og Clausen & Hausgaard-fan)
SvarSletJo. Jeg tror bare, at du læser din egen smag ind i det med solidaritet. Det tror jeg skal tolkes helt positivt i den her sammenhæng, og derfor tror jeg de fire hjerter er ærlige og reelle. Jeg læser det som en erkendelse af, at hvis man går ind i Clausens univers, så må man leve med nogle lidt firkantede elementer. Men som, når hans film lykkes, bliver opvejet af nogle særlige kvaliteter.
SvarSlet