Min hjerne er hvidglødende af bevidsthed

Det er så mærkeligt med den hvidheds-diskussion: Det er åbenbart kun, når jeg mener, at det er noget (identitetsfundamentalistisk) fis, at det skulle betyde noget afgørende for, hvad jeg mener, at jeg er en hvid, heteroseksuel mand, at det betyder noget afgørende for, hvad jeg mener, at jeg er en hvid, heteroseksuel mand (og når man misforstår min identitetskarnevalisme, LÆS AVISEN) I hvert fald er der hidtil ikke nogen, der har påvist, at det har betydet noget afgørende (problematisk) for andet, jeg har ment, eller mere vigtigt: læst og anmeldt, at jeg er en hvid, heteroseksuel mand, ikke engang når jeg har anmeldt ikke-hvide/kvindelige/homoseksuelle forfattere. Det er og bliver I SIG SELV så helt enormt vigtigt, at jeg er mig min hvidhed og mandlighed og heteroseksualitet BEVIDST. Jeg skal hele tiden, når jeg skriver og læser og mener noget, tænke PÅ og OVER, at jeg er hvid og og mand og heteroseksuel, jf. den fuldstændig blankt (hvad helt præcist og specifikt skal det til for og rette op på?) bevidsthedsafkrævende afslutning på Johanne Myginds kommentar:

Men de hvide, heteroseksuelle mænd, der i disse dage føler, at man ser mistænksomt på deres virke som litteraturanmeldere eller redaktører, behøver ikke være så bekymrede. De skal ikke vige posten eller undskylde for deres kønsorganer. De skal heller ikke undgå at anmelde lesbiske forfattere eller statsløse lyrikere. Det er der i hvert fald ingen, som har bedt dem om! Men de bør måske droppe klichéen om, at vi alle sammen er lige forskellige, og i stedet erkende, at den hvide hud, nosserne og det middelklassehjem, som mange af dem kommer fra, har givet dem et privilegeret udgangspunkt, som de ikke har tilfælles med alle i verden. Og at de ikke længere er alene om at bestemme, hvad den forskel betyder. En sådan selv-refleksion er vel det mindste, man kan forlange.

Jamen forlang det gerne! Og jeg vil også gerne levere bevidstgørelsen og love at holde den glødende; lige nu og et godt stykke ud i fremtiden er der slet ingen vej udenom. Når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen disse dage, ser jeg ikke ANDET end en hvid, heteroseksuel mand, hvilket ved gud er et kedeligt syn. Men for en sikkerheds og tydeligheds skyld vil alt, hvad jeg skriver (og foredrager) det næste år blive indledt med følgende hyperbevidste besværgelse:

IHUKOMMENDE AT JEG ER EN HVID, HETEROSEKSUEL MAND OPLEVER/MENER/SMAGSDØMMER JEG FØLGENDE: