Længe leve søde Jans ytringsfrihed

Fra en kommentar af Jan Sonnergaard inde på en tråd under Kristian Ditlevs gode FB-svar til Henrik Dahl (citeret i en kommentar nedenfor):

... Næh, der er god grund til at hævne sig på d´herrer og damer. Men selvfølgelig ikke til selv at blive fornærmet. Det er der aldrig. Iøvrigt mener jeg, at Ib Michael aldrig skulle have lovet Bukdahl øretæver på den der blog. Han skulle bare have givet ham dem uden varsel.

Jeg formoder, at denne voldsopfordring med tilbagevirkende kraft er humoristisk ment, og at det er derfor min kollega Mikkel Bruun Zangenberg (og 26 andre - nu Henrik Dahl har påbegyndt like-optællingen og -registreringen) liker den; tidligere i posten skriver fornemt ufornærmelige Sonnergaard: "det er en fin idé ind i mellem at hævne sig og udøve kritik overfor kritikerne. Så skal I bare se nogen, der bliver tøsefornærmede. Bukdahl kan slet ikke tåle mosten", det sidste jeg vil være er jo tøsefornærmet og mostforagter, så jeg skal nok le med: ho ha hi!.

Skyum har i kommentaren et langt længere generalieblad end jeg, der må nøjes med to forbrydelser, så vidt jeg kan overskue: 

Derudover kommer vi ikke uden om at der er store problemer i dansk litteraturkritik. Bukdahls forelskelse i Blendstrup, Munk-Røssings forelskelse i Klougard, Skyums i alt hvad der enten er pseudoreligiøst (kristent) eller Søren Ulrik Thomsensk ... dette er eksempler på egotrips, som ikke tjener hverken litteratur eller læsere. Det gør Bukdahls og Smagsdommernes fjolleri heller ikke - ligeså lidt som Skyums labile bombast. Ligesom alle de bevidste fordrejninger: Bukdahl påstår at Ib Michael forlod Thailand straks efter tsunamien og det gjorde han slet ikke, han blev flere måneder og donerede masser af egne penge til genopbygningen, f.eks.

Ja, jeg er forelsket i Jens Blendstrup, på vennemæssig, talentbeundrende, ikke-erotisk (rolig, du!) vis, men eftersom jeg ikke har anmeldt nogen af hans bøger i over 10 år (selvom jeg gerne vil og også synes jeg bør!) har jeg svært ved at se, at det er et stort problem i dansk litteraturkritik. Men måske mener Sonnergaard, at jeg bruger en blendrstrupsk æstetik som kritisk NORM for mine anmeldelser, men det tror jeg desværre og heldigvis ikke jeg ville nå særligt langt med; der er ret præcist kun én Jens, og ingen af de andre forfattere jeg er begejstret for - fra Signe Gjessing over Helle Helle og Eske K. Mathiesen til Jørgen Sonne - ligner ham synderligt eller for dens sags skyld er interesseret i at ligne ham, men det er rigtigt, at Sonnegaard - hvad angår frisat, manisk, grotesk humor - ligner ham stadig mindre.

Jeg er selvfølgelig ked af at blive sammenlignet med Smagsdommerne, som jeg af principielle grunde takkede nej til at være medlem af helt tilbage ved programmets start.

Og så er der den reelle flovse om Ib Michael og tsunamien, som på æresord ikke var en bevidst fordrejning (og heller ikke kunne siges at udgøre nogen form for fornærmende pointe i den pågældende anmeldelse), jeg huskede simpelthen galt, og lige så snart jeg blev gjort opmærksom på det, undskyldte jeg selvfølgelig i avisen.

I behøver slet ikke at slå mig til lirekassemand, forfatre, det er jeg i forvejen!